Jeg traf Niels Henrik, da jeg mødte op på akademiet i 1951 som ny alumne. Han havde allerede gået et par år på skolen; hans uforfalskede vendelbomål afslørede en sindig, ikke-københavnsk oprindelse. Selv om vi på mange måder var meget forskellige, fandt vi straks sammen og sluttede et venskab, der, som tiden og årene gik, udviklede sig og blev til en følelse af dyb overensstemmelse. Da vi kom til København for at studere, sås vi jævnligt på ”kannibalen”, studenternes spisestue, der i nogle år blev udgangspunktet for utallige spændende og vidtløftige ekspeditioner.
Svarre havde sine sympatier og sine antipatier, det overfladiske og det lette var ikke ham. Han hadede overtagne meninger. Der var noget uforfalsket og bundhæderligt ved ham.
I 1954 skrev han, nærmest for sjov, et lille digt i skolebladet ”Sic”, Det hed ”Den røde ko”. Han gjorde tykt nar af 1950’ernes lyrik. Hans grundlæggende holdning var en afstandtagen fra vedtagne normer. Årene efter fortsatte han stille og roligt sin litterære virksomhed. Han skrev og skrev; intet gik tabt, men blev gemt i varvbunkerne på hans skrivebord. Og i året 2000 udsendte han værket ”Biografisk Skygge Leksikon”, et digert opslagsværk på lidt over 500 tætskrevne sider med biografier af kendte og især ukendte eller opfundne personer. Værket var tilsyneladende en del af et større endnu ikke udgivet værk, for det omfattede kun bogstavet P. Bogen begyndte med biografier af fysikeren og opfinderen Peder Oluf Pedersen og sluttede med opfinderen og fysikeren Valdemar Poulsen. Det var ikke, som man måske kunne tro, et værk om fysikkens store navne, for imellem disse to, kunne man stifte bekendtskab med et hav af opfundne personer med mærkelige navne og/eller mærkelige livsstillinger, som” Pjoskert, Mogens, teoretisk pædagog v. Centret for kollektiv solipsisme” eller ”Pou, Feodor Ambival, eur./da. aflyser og skrinlægger (1951- ), g. 21 dec. 1972 m. Magnetha Meterspenge, dt. af plissépresser Peder Firelænge M. og hstr. Sophrosyne Affluente Torkilstrup.”
Anmeldelserne af Svarres leksikon var lovende til det overstrømmende. Man vejrede nyt; en anmelder skrev: ”Den er uden tvivl en satsning ud over det sædvanlige – den ligner simpelthen ikke noget andet i nyere dansk litteratur overhovedet.” En anden skrev: ”… men faktisk er det sjovt, rigtig sjovt at læse blandingen af fiktive levnedsbeskrivelser og virkelige skæbner. Det hele, fakta og fiktion er blandet sammen i en velsmagende pærevælling, hvor man simpelthen er nødt til at smage en biografi til. Og én til”. Eller som en anden, der skrev:” En dybt original guldgrube af overflødighed (…). ”Hvad der i første omgang kan ligne 500 siders pudseløjerligheder, viser sig ved grundigere eftersyn at være et gennemført og radikalt polyfonisk mesterstykke med bl. a. sprogkritiske og højholtske emner på dagsordenen” Og så var der naturligvis en enkelt kritiker (fra Politiken), der ikke havde forstået en pind af det hele: ” — tør ikke påstå, at det er overblikket der tynger (…) Derimod genererer idiosynkrasiernes banalitet (…) Det er også så som så med tilliden til biografiernes sandhedsværdi og forfatterens dømmekraft, men desværre også til sammes sans for humor (…)”
Et par år efter kom billedværket ”Danske Hovedtanker I, 1968-1983”. Tilsyneladende første bind af et større værk, der ikke blev fulgt op af flere. Meningen var vel, som med skyggeleksikonnet, at andre bare kunne fortsætte eller udvide serien. I ”Hovedtankerne” fandt man en af Svarres specialiteter, grotesken, som han dyrkede og drev ud i sin yderste konsekvens. Han var ikke tilvens med det opstyltede og det kunstige. Lidt ligesom Frits Jürgensen, der også så det latterlige i bemærkningen: ”Man kan ikke nægte, at Egnen omkring Svendborg er overmaade dejlig.
Og nu er han gået. Vi, der er tilbage, vil tænke på ham med glæde og taknemmelighed.
Per Jacobsen