Søg
Søg
Close this search box.
Søg
Søg
Close this search box.

Soranerfrokost oktober 2024

Dato: 3. oktober

Tidspunkt: 12:00

Lokation: Hauerslevsalen, Soranernes Hus, Solvej 1, 2000 Frederiksberg

Frokosttaler: Sekretær for Holberg-komitéen Søren Beltoft´80: Noget om Holberg-medaljen.

Hvert år i november lander en invitation hos en udvalgt skare – som jeg i de senere år har været en del af, tak for det.

Invitationen er underskrevet Søren Beltoft – soraner årgang 19800 – og gælder receptionen, hvor årets modtager af Holberg-medaljen bliver hyldet med, foruden medalje, et pristalsreguleret beløb,  for tiden 75.000 kr., som nu Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for litteratur står for, men det var Dansk Forfatterforening, der i 1934 ved Holbergs 250 års fødselsdag indstiftede den fine hæder, der i årenes løb er blevet uddelt til en lang række skønlitterære og videnskabelige forfattere, det går på skift. I 2022 var modtageren multitalentet Ditlev Tamm, bl.a. dr. jur. og forfatter, i 2023 et andet multitalent,  Frederik Cilius, oprindelig klassisk uddannet musiker, men nu også kendt som bl.a. skuespiller i den fremragende DR-serie Orkestret – og fra januar spiller han Jeppe i Holbergs udødelige komedie på selveste nationalscenen.

Medalje og penge overrækkes altid på Holbergs fødselsdag eller så tæt på, det er åbenbart ikke muligt at få folk til at møde op en lørdag eller søndag. Sidst var det således mandag 4. december, Cilius blev hyldet, og som i de sidste mange år foregik det i den historiske Admiral Gjeddes Gård, hvor Holberg selv i sine unge år en kort periode underviste tre sønner af en af admiralens efterkommere, en grufuld oplevelse for den sarte vordende forfatter.

Ikke alle og enhver kan selvfølgelig få Holberg-medaljen, den gives ”som en anerkendelse for et litterært eller videnskabeligt værk eller for den pågældendes forfattervirksomhed som helhed under hensyntagen til en vis åndelig forbindelse til Holbergs psyke, hans litterære tendens eller ejendommelige forening af videnskabsmand og skønlitterær forfatter, hans vidtspændende ræsonnerende, satiriske eller samfundsdømmende produktion”, hedder det bl.a.

Søren Beltoft ´80, chefkonsulent i Slots-og Kulturstyrelsen, er bl.a. sekretær for Holberg-komitéen , og han vil fortælle mere om medaljen ved frokosten torsdag 3. oktober.

Det er vigtigt, at du tilmelder dig. Du kan nu tilmelde dig ved at sende en SMS med navn og årgang til
51 82 48 32. Du er tilmeldt, når du får svar om, at tilmeldingen er modtaget.
Tilmeldingen er åben fra mandagen efter forrige frokost, til søndagen før selve frokosten.
Eventuel afmelding skal også ske med SMS.

Tilmelding er bindende!
Udeblivelse trods tilmelding koster fuld kuvertpris!