”Sorø 3” er kodenavnet (og måske titlen?) på det bogprojekt under ledelse af Erik Nordahl-Svendsen, Thorkild Kjærgaard og Per Salling, der er under opsejling på Århus Universitetsforlag. Projektet går simpelthen ud på at skrive et bind 3 til ”den store Sorø-bog i 2 bind”, der udkom i begyndelsen af 1900-tallet. Det skal dække ”alt om Sorø” fra 1900 til i dag og skrives primært af professionelle faghistorikere og arkivarer med mig (om alumnatet), Lone van Deurs (om parken) og Esben Munk Sørensen (om uniformen og sporten) som undtagelser.
Arbejdet med bogen skrider stille og roligt fremad. Men af og til er der spørgsmål, som de eksisterende kilder ikke har svaret på. Så må man jo bruge en livline – i dette tilfælde Samfundets medlemmer, som tilsammen må formodes at være temmelig alvidende. Så her er mine spørgsmål til jer!
Venlig hilsen, Per Salling (S1973)
Forskellige ”dåbsritualer”: Nævn alumnatsafdeling/hus, tidsrum og omtrentlig handling.
Præfekt under Bohn og Højby: Oplysninger om præfektembedet 1946-56 under Bohn-Højby: Opgaver, rettigheder.
Elevråd 1956-59: Oplysninger om elevråd 1956-59 under Højby: Valgmåde, typiske emner, praktisk betydning.
Præfekter på Ny Alumnat: I hvilke perioder har der været hvilke magtmidler? I hvilke perioder har der ingen magtmidler været – eller ingen, man som præfekt var bevidst om?
Præfekt på Vænget: Indført 1960, samtidig med Ny Alumnat – eller?
Fysisk afstraffelse: Hvornår ophørte brugen af spanskrør – under Højby, eller foregik det også i begyndelsen af Østergaards tid? Har nogen oplevet at få en øretæve af Højby eller Østergaard? Formelt blev fysisk straf forbudt i 1967; men hvornår stoppede det reelt i Sorø?
Elevforeninger: ”Mellemskoleforeningen” 1954-? og ”Peruna Jazzclub” 1972-? Hvor længe eksisterede de? Kendskab til andre formaliserede foreninger af flere års varighed?
Hygiejne: Hvor længe var Varmbadeanstalten i økonomigården i brug – helt indtil 1960?
Atelier Øms: Idégrundlag, oprettelse, funktion, varighed?
Afskaffelse af reglen om at medbringe en ske ved optagelse på alumnatet: Hvornår?
SIC efter april 2000 efterlyses som donation til skolens bibliotek – findes ikke dér. Specielt årgang 2012-13 nr. 1! Gerne også det ucensurerede ”piratnummer”… (Afhentning i hovedstadsområdet kan arrangeres.)
Send en mail med et par ord til Per Salling på per@omatskrive.dk – meget gerne inden 14 dage!
© 2025 Soransk Samfund – Designet af Aveo web&marketing