Referat af marts måneds frokost
Torsdag d. 04. marts bød Henrik Jandorf (S72) velkommen til månedens frokost, som blev indledt med et minuts stilhed til minde om bestyrelsesmedlem, Finn Poulsen, som pludseligt gik bort d. 04. februar. Finn Poulsen udrettede i årevis en kæmpe og uvurderlig indsats for Soranernes Hus og Bolig Fonden i Soransk Samfund.
Efter afsyngning af ’Jeg ved et sted’ og hurraråb for skolen, blev ordet givet videre til ceremonimester, Erik Nordahl Svendsen, hvorefter frokosten blev afviklet i munter stemning med deltagelse af ca. 25 glade gammelsoranere – mad og drikke blev serveret i bedste kvalitet, og efter aftale, ca. 45 minutter inde i seancen, ankom dagens taler, politiker og medlem af Folketinget for partiet Venstre, Jan E. Jørgensen. Med få dages varsel, og efter en fornem feberredning af Susanne Søhuus (S68), mødte han op i fin form og erstattede Rosa Eriksen, den planlagte taler fra Moderaterne, som var forhindret pga af sin valgkamp på Fyn.
Jan E. Jørgensen, som i slutningen af 90’erne blev formand for Venstres Ungdom og i 2011 blev valgt ind i Folketinget, kommenterede tidens politiske tendenser og strategier, herunder – med talerens egne ord – det respektløse i, at statsministeren udskrev valg dagen før kongehusets store Hofbal for 450 indbudte, som dermed måtte aflyses i al hast. Hele den tyrkiske musik var ellers kørt i stilling til denne begivenhed, balkjoler til titusindvis af kroner var indkøbt, ligesom hele den omfattende menu stod næsten ovnklar men måtte omfordeles til byens centrer for hjemløse.
Jan E. Jørgensen måtte dog samtidig medgive, at det var noget nær en genistreg at udskrive et valg på så overrumplende vis, idet statsministerens slet skjulte tanke om at skabe en rødere regering end den vi har set længe, næppe ville nyde vælgernes gunst i samme grad efter et hofbal, som hvis dette bal slet ikke blev afholdt. Taleren omtalte statsministeren som en kamæleon, der kan skifte farve og strategi, som blå blok for tiden skifter ’smash overskrifter’ for at bekrige hinanden indbyrdes i stedet for at finde fodfæste og stå samlet. Jan E. Jørgensen sammenlignede blå bloks situation i dag med de mange venstrefløjspartier i 70’erne og 80’erne, som splittede mere end de samlede. Og nok så væsentligt påpegede taleren, at den trofaste vælgers epoke er passé, at begrebet ’kernevælger’ stort set er fortid.
En ikke desto mindre smilende og udadvendt Jan E. Jørgensen udtrykte til sidst et spagt håb for et godt valgresultat for Venstre om 20 dage, hvor han måske i værste fald selv står på vippen, hvis prognoserne holder. Soransk Samfund ønsker Jan E. Jørgensen et rigtig godt valg!
Til sidst en stor tak til vores nye hovmesterpar, Steen Palm og Palle Dybdal Rasmussen (begge S71), for med kort varsel at påtage sig afviklingen af forårets frokoster! Opgaven er løst på fornemmeste vis!
(Referent – Henrik Jandorf)
Deltagerliste:
R53: Niels G. Henriksen R54: Lasse Peitersen R56: Jørgen Vikkelsø – Ole Lymann – John Dahl R57: Jørgen Duedahl (2) R58: Hans Stage – Carl Ole Estreich S58: Erik Palm S63: Mikael Bræstrup S64: Leif Halse – Crhistian Bech (2) S66: Niels Henrik Roug S67: Jørgen Molde S68: Susanne Søhuus R70: Søren Ulrich Pedersen S71: Anders Gottlieb – Helle Skjøth – Jacob Morten Jacobsen – Palle Dybdal Rasmussen – Steen Palm – Thomas Ibsen S72: Jette Ibsen – Henrik Jandorf
