Mindeord om Hans Bentzon Hvitved (S65) 03.08.1946 – 12.06.2025
Af Carsten Bærentsen (S65)
Hans Hvitved var min sidekammerat på Sorø Akademi gennem hele vores gymnasietid 1962 – 1965. Vi sad i venstre række ud mod vinduerne, og en gang imellem gav han mig et diskret puf i siden, hvis jeg ikke hviskede det rigtige svar til ham. Men han var en herlig fyr med et godt humør og meget populær i klassen. God til gymnastik og udspring fra vippen på badeanstalten i søen, hvor han var bedre end alle andre.
Han boede ikke på kostskolen men i byen og i en længere periode hos vores kemilærer P.A. Blem i Molbechs hus, hvor der altid lugtede af kat. Hans mente selv at han på den måde kombinerede det bedste fra skolen med mere frihed udenfor skoletiden – han slap for det dengang meget detaljerede og absurd strenge reglement for os kostelever. Vi var en vinterferie med Dansk Skole Skiforbund på en togrejse til Åre i Sverige, og Hans var også god til at stå på ski.
Familien Hvitved kommer fra Ebeltoft, hvor mange fra familien stadig bor eller har sommerhus. Jeg besøgte ham en del gange i sommerferien i sommerhuset ved Ahl Strand, hvor vejret altid var godt i nostalgiens forsonende lys, og Hans far var den perfekte vært, der sørgede for frisk morgenbrød. Hans storebror Lars og 2 fætre har også gået på Sorø.
Hans blev uddannet civiløkonom fra Handelshøjskolen i København og ansat i Udenrigsministeriet siden 1973 med en masse ude poster blandt andet i Paris, Bagdad, Hong Kong, Seoul, New York og Budapest. Han trivedes med livet i udlandet men holdt altid sommerferie i Ebeltoft og bevarede på den måde kontakten med vennerne i Danmark.
De senere år mødtes vi til julefrokosten i Soransk Samfund og Hans var altid i godt humør på trods af at han blev ramt af kræft for en del år siden og måtte leve med generne. Hans Hvitved var simpelthen et godt menneske og en trofast ven, som jeg vil savne meget.
Hans efterlader sig sin hustru Lene og sønnen Nicholas Bentzon Hvitved fra et tidligere ægteskab (født i Bagdad i 1983)
Æret være Hans Bentzon Hvitveds minde