Juni måneds frokost – Grundlovsdag kl.12
Per Salling (S73) er taler ved grundlovsfrokosten, som handler om Holberg. Hvem ellers? Ytringsfrihed er en hjørnesten i grundloven, og her var Holberg klar i spyttet: ”Jeg har ofte anbefalet frihed til at skrive og anset de offentlige censorer som bånd og lænker for den lærde verden. Jeg har kun frarådet skrivefrihed for dem, der endnu ikke har nået en moden alder. Jeg siger som David: Lad dem blive i Jeriko, til de har fået skæg.”
Så ud over at høre nogle vise ord om den gamle filosof er der mulighed for at få et par trykte ord med sig hjem. Der bliver nemlig holdt auktion over nogle få af Holbergs bøger til fordel for Soranerbladets fortsatte drift, bl. a. et par smukke udgaver af Peder Paars – og apropos bemærkningen om skæg, også af ”Zille Hansdatters Forsvar for Kvindekønnet”. (Hvis mere os betroet var, vi kunne mer forrette!) Og så vil rygter vide, at der bliver mulighed for at få fat i en af soranerlitteraturens perler, Carl St. A. Billes erindrings-drengebog fra 1830’erne ”Skoledrenge – skrevet af en af dem”. Bille var Soransk Samfunds første formand.
Juli måneds frokost – 3. juli kl.12
Peter Aksel Villadsen (S01) har en ledende stilling i en af Danmarks største virksomheder og fortæller om værdien af et solidt personligt erhvervsnetværk:
De er vist Soraner? Eller mere uformelt: Har du ikke gået på Sorø? Det kan være værdifuldt at have et personligt netværk, og det kan have betydning at være Gammelsoraner. Det har Peter Aksel Villadsen S´01 selv erfaret. Han, der er søn af lektor Jon Villadsen, er nu vicepræsident i GN Hearing, en høj post i dansk erhvervsliv, og han har tidligere været vicepræsident i Leo Pharma. Han fortæller bl.a. om, hvad det har betydet at have andre Soranere på sin arbejdsplads.
August måneds frokost – 7. August kl.12
Jonas Barlyng (S88) taler om portræt-maleri belyst ved egne og andres værker.
Hvis man ikke ved, hvordan Jonas Barlyng ser ud, kan man finde Soranerbladet nr. 1 2025 frem, allerede på forsiden ser man hans imponerende selvportræt, og over fire sider inde i bladet beskriver han, hvordan han går til opgaven med at fortolke kendte og ukendte danskere – blandt de seneste værker er dét af Pia Kjærsgaard, der nu befinder sig på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.
Jonas Barlyng er autodidakt, og når han ikke arbejder i atelier i en stor ejendom på Frederiksholm Kanal, beskæftiger han sig såmænd med love ganske få husnumre derfra, i undervisningsministeriet, for han er nemlig uddannet jurist.
Tilmelding til frokoster sker ved at sende en SMS til 51 82 48 32 med angivelse af navn (også på ledsager) og årgang. Du er tilmeldt, når du får svar om, at tilmeldingen er modtaget.
Af Susanne Søhuus (S68)
© 2025 Soransk Samfund – Designet af Aveo web&marketing