Shippingmand og soraner
Interview med Finn Poulsen, formand for Boligfonden.
Kan du fortælle lidt om, hvem du er, og hvor du kommer fra?
Jeg er født i Korsør. Min far var shippingmand, og min mor var meget engageret i politik. Jeg blev optaget på Sorø Akademi - nu har jeg prøvet at tælle tilbage - i 1956. Min far og onkel havde også gået der. Jeg tog en realeksamen, da jeg vidste, at jeg ville ud og arbejde i shipping. Jeg havde i øvrigt 60-års jubilæum i fjor, så jeg fik en hvid rose til Soransk Samfunds Årsfest.
Stort tillykke! Hvordan “endte du” så på skolen for 66 år siden?
Jeg har senere tænkt over, at jeg kom fra et forvirret hjem med mange aktiviteter, og derfor har mine forældre nok tænkt, at det var godt, jeg kom på Sorø.
Var du glad for det?
Ja, i modsætning til andre, der har traumer over det. Men jeg boede jo ikke på Akademiet. På det tidspunkt var der mange, der boede nede i byen, og det gjorde jeg også. Jeg boede på Fru Ingesvej hos en dame, der tog imod elever både fra Sorø Akademi og Ankerhus. Der fik vi mad og madpakker med i skole og sad og læste. På mit første værelse boede vi fire på omkring 10-12 kvadratmeter. Der var værelser ovenpå i huset, og vi var måske 12, der boede der. Det var syret. Jeg ved ikke hvor mange stjernestunder, jeg har haft, men jeg har haft det godt. Jeg fik nogle bekendte både på Akademiet og som spejder, hvilket jeg var i alle årene. Jeg havde meget at gøre med en klassekammerat i byen og kom også hos hans forældre. Jeg havde sådan set ikke noget at klage over. Og så var jeg hjemme omkring en gang om måneden.
Hvad er dit bedste minde fra din tid på Sorø Akademi?
Det var kammeratskaberne i klassen og omkring skolen. Jeg er ikke den, der har stukket næsen mest frem, men jeg er heller ikke den, der har fået flest tæsk. Jeg lå midt i det hele og passede mig selv. Men altså, hvad er en stjernestund? Jeg fik alle mulige oplevelser, men man havde jo ikke rigtig noget, man kunne kalde sig eget. Det fik jeg dog lidt igennem min kammerat i byen. De tog mig også med, hvis de var i sommerhus i Skælskør. Det var rigtig hyggeligt.
Kunne man mærke forskel på dem, der boede på skolen og dem, der ikke gjorde?
Det er klart, at der opstod et kammeratskab blandt dem, der boede på skolen. Men vi var jo allesammen elever der. Godt nok skulle jeg cykle i skole, men vi var underlagt de samme ting, når vi boede i byen. Damen jeg boede hos var meget striks. Hun sørgede for, at vi overholdte læsetider, og at vi fik vasket vores tøj. Det blev først obligatorisk at bære uniform i 2. mellem, men gjorde man det før, skulle den selvfølgelig være reglementeret som for alle andre.
Jeg vidste slet ikke, at der boede elever nede i byen på den måde! Interessant at man fandt løsninger som den.
Ja, der var kun få pladser på Vænget, hvor realskoleeleverne boede de første tre år.
Jeg vil også rigtig gerne tale lidt om dit liv i dag. Hvad arbejder du med?
Jamen, stort set efter jeg blev færdig på Sorø, fik jeg det, man kalder en “shipping uddannelse”. Faktisk var jeg trainee tre år i Aalborg, derefter lidt over et år i Hamburg, og kom så ind som soldat i 1965. Jeg udbyggede min uddannelse ved at være i et shippingfirma efter min soldatertid, som sluttede i december ‘66. Så var jeg i et shippingfirma i København i to år og meldte mig til et kursus på The London School of Foreign Trade. Da jeg kom ind der, var jeg lige blevet gift, så jeg tog min kone med til England. Da vi kom tilbage, startede jeg igen inde i København, hvor jeg var i tre år i et shippingfirma, ikke som forretningsfører, men jeg lavede lidt af hvert inden for shipping og administration. Den 1. september 1971 kom jeg til Korsør, og her havde jeg 50-års jubilæum i år.
Jeg kom til en virksomhed, hvor jeg var tredje generation. Min far døde desværre 1. februar 1972, hvorefter jeg overtog. Vi var tre-fire medarbejdere, og derfra udviklede vi os ved at blive specialiseret i farligt gods og store løft. Det betød, at vi udvidede firmaet og blandt andet samarbejdede med nogle tyske firmaer. Da jeg havde læst i Tyskland, talte jeg jo flydende tysk, hvilket var en væsentlig fordel, fordi nogle tyskere har det således, at de elsker at tale deres eget sprog. Vi havde generelt mange tyske forbindelser i firmaet. Min far var også tysk konsul.
I 2009 kom finanskrisen. Vi havde kontorer flere steder ude i verden, bl.a. i Hamburg og Singapore, og var omkring 45 medarbejdere. Nu er vi så tilbage til otte. Firmaet er mindre, men sådan er livets gang. Vi har dog stadig to skibe tilbage og er specialiseret i transport af nukleart affald. Vores kundegrundlag er regeringer rundt omkring, hvor de seneste er den japanske og amerikanske regering. Der er internationale forholdsregler, man skal følge, og der har vi et godt samarbejde med myndighederne i Danmark. Selvom vi ikke har en nuklear industri i Danmark, så har vi et velfungerende samarbejde på det område, så vi hurtigt kan få tilladelser til at kunne arbejde med andre lande. Det kræver jo, at man kan sit job!
Vi sejlede også brændselselementer fra Risø til USA, fordi dem, der producerer brændstof, også skal sørge for at opbevare det. Det sker i USA. Det, vi sejler fra Japan, er forsknings-
uran fra Kyoto Universitet. Det har ikke noget at gøre med atomkraftværker, men er forskningsbaseret. I dag sejler vi også meget brændstof, der endnu ikke er beriget, til mange forskellige lande. Det vigtigste er, at hvis man kan sit håndværk, så ved man også præcis, hvad man skal gøre, for at det er sikkert.
Jeg er glad for, at I ved, hvordan man skal gøre!
Ja, men man skal jo ikke dramatisere det. En af mine kollegaer sagde: “Der har været uheld med atomkraftværker, men der er indtil nu aldrig sket et uheld under transport!” Det er jo alt sammen reguleret af FN organisationen IAEA, der ligger i Wien, og hvor også danske forskere er ansat. Jeg synes, det er spændende, og der sker udviklinger på området. Tidligere har man opvarmet uranium med vand, hvilket var sværere at styre. Nu opvarmer man med molten salt, hvor man bedre kan styre processen, hvis det bliver for varmt. Det er danske forskere, der har fundet ud af det. De har et sted, der hedder Seaborg, og havde sin oprindelse i Søborg. Anders Holck Poulsen har lige investeret 300 millioner i at udvikle Seaborg, som blandt andet er i stand til at lave atomkraftværk på et 40-fods containerskib. Det er jo det, der skal til for at udvikle grøn energi. I dag bruger man også thorium i værkerne, som er mere spaltbart og kan styres bedre. Problemet er, at du ikke kan styre vand. For eksempel, da et jordskælv i 2011 rystede atomkraftværket i Fukushima i Japan, lukkede reaktorerne ned, som de skulle. Men så kom tsunamien. En altødelæggende flodbølge skyllede ind over det sårede kraftværk og forårsagede en af de værste atomkatastrofer nogensinde.
Du er jo i shipping, men det lyder også til, at du er ekspert på det nukleare!
Jeg er ikke ekspert. Jeg var heller ikke særlig god til fysik og kemi! Men jeg har interesseret mig for det i mange år.
Du er jo formand for Boligfonden. Kan du med et par ord fortælle, hvad I laver?
Det hele stammer fra midten af 90erne, hvor Soransk Samfund arvede en villa - der meget apropos ligger i Korsør - af Hauerslev, som Haurslevsalen også er opkaldt efter. Han boede i Korsør, men var tandlæge i Sorø og testamenterede alt, hvad han ejede til Samfundet. Alle de penge og gavebeviser, man modtog fra andre gammelsoranere og indløste, blev grundlaget for et samarbejde med Landbohøjskolens Kollegium. I første omgang lavede man et selskab, og projektet kom op at stå ved hjælp af mange aktive gammelsoranere herunder Henning Molin, der var første formand for Boligfonden. Jeg kom først ind i det, efter opfordring af Knud Pontoppidan (S62). Jeg blev fanget af, at det var en mulighed for at skabe et eller andet.
I 2006 blev det lavet om til en velgørende fond med de regler, der er forbundet dermed. Det betyder, at vi er en selvstændig enhed, som kun står til ansvar over for selskabs- og fondsstyrelsen. Vi er heller ikke underlagt Soransk Samfund, men har en baggrund derfra. Derfor opretholder vi selvfølgelig et godt samarbejde, balanceret med, at vi ikke må favorisere, da vi så ville ophøre med at være en almennyttig fond. Derfor har vi også en Bestyrelse for Boligfonden, hvor skolen er repræsenteret af rektor. Hertil er der tre bestyrelsesmedlemmer, som er godkendt af Soransk Samfund. Som formand skal man også være medlem af Soransk Samfund.
Men med hensyn til arbejdet, må jeg sige, at det er svært at finde byggegrunde nu om dage. Jord er blevet meget dyr i København. For to år siden prøvede vi at lave et kollegium sammen med ØK på Langelinie. Vi nåede faktisk langt i processen, men det gik i vasken, da ØK trak sig. Herudover har vi en dialog med Frederiksberg Kommune. De har anvist os en grund, som et almennyttigt boligselskab har købt, men har svært ved at bygge på. Det er en mulighed, men vi må se, hvordan det går i forhold til debatten om almennyttige boliger. Grunden ligger på Søndre Fasanvej ved siden af Solbjerg Kirkegård og værtshuset Gravens Rand. Henning Molin var formand, da dette samarbejde blev oprettet.
Du nævner én her, men hvilke andre udfordringer møder I i jeres arbejde?
Vi er udfordret på, at vi gerne vil sikre, at de der bor på kollegiet, ikke betaler mere end DKK 4.500-5.000 om måneden. Der kommer økonomien jo ind. Vi er dog i den heldige situation, at vi ikke har nogen gæld i ejendommen, og vi har penge og tilsagn om donationer hen af vejen. Men hvis vi kommer i en situation, hvor folk skal til at betale 6-7.000, kan det godt være, at vi må gå på kompromis. Der er da noget at diskutere. Vi har haft oppe på et bestyrelsesmøde, at et nyt kollegium ikke behøver at ligge i København, og det har også været oppe at vende, at det kunne ligge i Sorø, da man i så fald bedre kan pendle til både Odense og København. Det er også en idé, men jeg ved det ikke. Vi er også i dialog omkring en ejendom på Rolighedsvej, som er den gamle del af Landbohøjskolen, hvor der lå kollegium og lærerboliger. Den ejes af statens ejendomsselskab Freja, som mener, at de kan få DKK 50.000 per kvadratmeter. Hvis Freja skal bruge den, vil det kræve en ny lokalplan for det område, hvorimod det ikke kræves, hvis vi køber den. Det er Frederiksberg Kommune opsat på, men nu har vi haft kommunalvalg, og så må vi se, hvad den nye borgmester mener. Vi er dog i dialog med Stadsarkitekten og Freja, som jo bliver uanset valget. Men det er her, man bliver en smule forbavset, for staten siger på den ene side, at der skal bygges almene boliger, men på den anden side overpriser de. Det er lidt af en udfordring. Basis er dog, at vi kan og vil ikke forsvare at bygge noget, der bliver for dyrt for de studerende, men vi vil heller ikke gå på kompromis med standarden. Hvor vi ender henne, det ved jeg ikke, men jeg håber, at vi bliver mere afklaret omkring det i løbet af næste år. Jeg synes dog, vi sigter rigtigt med vores principper og holder det, vi har lovet vores sponsorer.
Nu skal vi også tænke på, at det eksisterende kollegium er 20 år gammelt og skal vedligeholdes. Køkkener skal skiftes, de udvendige skodder er rustet, elevatoren har det ikke godt, og der skal males. Det kan jo kun betales af huslejen og det, vi har på kontoen. Men vi har fordele, som nævnt, med en ubelånt ejendom og opsparede penge. Det betyder også, at vi kan lave hurtige beslutninger, hvis vi en dag står over for en god mulighed.
Sidst vil jeg sige, at vi er åbne over for fornyelse og altid åbne over for nye folk, der har lyst til at være med i Boligfonden. Hvis man vil engagere sig, er man mere end velkommen til at melde sig, og vi går meget gerne i dialog om mulighederne for at indtræde i arbejdet. Ligeledes søger vi aktuelt en Efor, som er den der fordeler lejlighederne i huset.