Henrik Jelert

USA under Trump, set med en Soraners øjne

Ovenstående titel kom som et venligt opdrag fra Soranerbladets Christian Beck – med den tilføjelse, at mit indlæg ikke måtte være alt for politisk. Men hvordan gør man så lige det, var min første tanke. Altså skriver om USA og Trump uden det bliver politisk?

Den tanke blev dog afløst af en anden og mere vigtig. For hvor jeg dog savner drengene og skolen. Jeg boede på Heise fra 1980-1983 og var præfekt i to år. Heise skriver jeg med stolthed og sender her til start min tak til flokken jeg ”bestemte” over – kender man dem, ved man, at der ikke lige var nogen, der bestemte over dem. Men muligvis bestemte jeg lidt mere end vores præceptor, Petersson.

Nå, det var så Trump. Det bliver mit eget forhold til USA, opsat i fire akter, der danner baggrund.

Overturen til stykket er kort: Jeg forlod Danmark i 1990, har ikke boet der siden, men glæder mig til den årlige sommerferie i Kongeriget.

1. Akt – 1994
Jeg kommer til USA første gang som 30-årig. Min soranerhustru ville besøge sin bedste soranerveninde i Californien, og jeg skulle med. Men det var under protest. Hvad skulle jeg blandt overvægtige, kulturløse mennesker, der går i hvide strømper og sportsko? Nej, Frankrig, Italien, England; det er bare bedre.
Av, for en fejltagelse. Ikke det med hvide strømper og sneakers, den var god nok, men San Francisco, LA, Las Vegas og Grand Canyon, for blot at nævne en lille håndfuld, havde kolossalt meget at byde på. Især kulturelt, og nogle helt andre dynamikker, natur og oplevelser end hjemme på det ”gamle” kontinent.

2. Akt – 2000
Mine tre børn går i international, amerikansk skole og kulturindflydelsen kommer snigende. Jeg nyder, at vi som forældre bliver taget seriøst og kundevenligt af lærerne. Total opfølgning på fremskridt og hjælp og ressourcer til alt.
Alle spiller baseball. Jeg lærer at sige ”Good Eye” til alle battere, særligt når de rammer helt ved siden af bolden. Der vil mine gamle cricket-kammerater fra Akademiet nok lige tænke, at sådan ville jeg ikke have tiljublet dem, hvis de ikke lige kunne få bat til bolden – undskyld herfra, derfor, for al hån og skam!
Noterer mig, at Danmarks Radio altid stemmer Demokratisk, og at korrespondenten i Washington ikke vil have George W. Bush som præsident. De uregerlige amerikanere kan to gange i træk bare ikke finde ud at stemme som Danmark synes de skal og bør. Tumper!

3. Akt – 2010
En af mine bedste venner (Herlovianer, sorry) bliver Generalkonsul i New York. Vi skal selvfølgelig på besøg. De bor i den højest beliggende lejlighed på den nordlige halvkugle og kan se ned på Frihedsgudinden om man så må sige. Mageløst.
Med det udgangspunkt udforsker vi byen endnu en gang og fascinationen stiger bogstavelig talt til nye højder. Her vil vi til. Smeltedigel (tankerne går til engelsk, lektor Arne Gjerum og ”The Crucible”) med hundredevis af forskellige sprog, alle regnbuens farver og livsstile. Energi 24/7.

4. Akt – 2014
Så kommer muligheden. Uventet. Jeg bliver tilbudt at blive chef for Nestlés amerikanske direct-2-consumer forretning med vand på flaske leveret til mere end 1 million kunder samt 3.500 ansatte fordelt på 60 lokaliteter i 18 stater.
Familien bliver ellevild. Alle tre ”børn” starter på college og vi bor nu på Manhattan med udsigt over Midtown. Kan ikke beskrives, skal opleves.
Hvordan kommer man til det? Man tager chancen når den byder sig; og man finder frem til den, hvis den ikke selv kommer. Fordi man har gjort sig klar til den eller noget andet. Min præfektkollega fra Heise, Adam, kalder det serendipity (med amerikansk accent).

Outro
Der står jeg så i dag. I New York. Kigger på Trump, og det kan ikke lade sig gøre at skrive objektivt om USA’s præsident nummer 45. Ukærligt døbt Commander-In-Tweet.
Trumps stil er afgjort ikke for de sarte. Men udover forvirring om den officielle linie, mediestøj og protestmarcher, påvirkes dagligdagen så af den?
Nej! Det gør den ikke. Og slet ikke på kort sigt. Hovedparten af amerikanerne er ikke vilde med Trump, men jobskabelse, skattereform og så lidt verbale bøllebank til latinamerikanere, Kina og Rusland, ja, det virker. Det handler helt grundlæggende om ”the economy, stupid” og noget af det Trump gør rammer positivt på bankkontoen og en del af det andet han gør er ikke direkte i modstrid med amerikanernes mainstreamselvforståelse – Trumps slogan ”Make America Great Again” er ikke til at misforstå, selv om midlerne eller deres anvendelse er atypiske.
Når det så er sagt, så er modpolerne i det amerikanske samfund trukket hårdt op. Men det kan måske kaste noget godt af sig. Uden at spå kan det jo tænkes, at handelskrig med Kina, mure og soldater som værn mod Mexico, #Metoo, skoleskyderier, forbiere på sociale medier og voksende utryghed ved elefanten i porcelænsbutikken vil kunne igangsætte en demokratisk general-mobilisering, der flytter fokus fra sportsresultater til samfundsudvikling. De yngre generationers stemme høres tydeligere end længe, og der bliver plads til meget forandring og begejstring, hvis stemmeprocenterne rykker fra midt-50’erne op over de 70%.
Selv om Trump vist ikke er nogen Reagan, så husker jeg fra 1. G., at der dengang i 1980 var meget lave forventninger til sådan en B-films cowboy. Både i Danmark og USA. Men han endte som bekendt som en af de mest elskede præsidenter i nyere tid. I USA er der altid håb forude.

- fortalt til Christian Beck (S64) af Henrik Jelert (S83)

NY Central Park foto Henrik Jelert

Du er ikke autoriseret til at kommentere.

Copyright © 2018 Soransk Samfund