Damn the torpedoes…

Der har i tidens løb været nogen forvirring om vores kampråb til Erik Sloth Andersen, sidst hørt på Eriks 99-års fødselsdag: ”Damn the torpedoes – full speed ahead”. Erik selv kender naturligvis oprindelsen, men da jeg efterhånden har hørt forskellige urigtige udlægninger, synes jeg det er på sin plads med en lille afklaring.

Udtrykket tilskrives David G. Farragut (1801-1870) som råbte det i en lidt anden version under slaget ved Mobile Bay. Farragut havde en af de mest distingverede karrierer i det amerikanske søværns historie. Blandt mange ting, der kan nævnes, er, at man introducerede nye admiralstitler specielt til hans ære og at han var en af Abraham Lincolns kistebærere.

David Farragut var søn af en immigrant fra Menorca, søkaptajnen Jordi, og en amerikansk mor. Jordi, eller George, Farragut deltog på amerikansk side i frihedskrigen mod Det britiske Imperium. Davids mor døde tidligt og han kom i pleje hos David Porter, en søofficer, der var hans fars ven. Af respekt for sin plejefar tog han dennes fornavn. Hans to plejebrødre kom, ligesom han selv, helt til tops i den amerikanske marine. Hans maritime karriere begyndte, da han som 9-årig påmønstrede som midshipman. Under den britisk-amerikanske krig i 1812-14 fik han som 12-årig prize master blandt andet til opgave at føre et erobret skib sikkert til lands. To år senere blev han såret under et slag mod briterne ud for Chiles kyst.

Sådan gik hans karriere slag i slag. Som 22-årig lieutenant var han med til at jage pirater i Caribien, deltog i 1847-1848, nu som commander, i den mexicansk-amerikanske krig og stod nogle år senere for opbygningen af Mare Island Navy Yard, der blev til marinens værft og reparationshavn på Vestkysten.

Selv om David Farragut var sydstatsmand fra Virginia, betragtede han en eventuel løsrivelse fra unionen som landsforræderi og flyttede kort før borgerkrigens udbrud sin familie til staten New York. Han tilbød unionens marine at gøre tjeneste, men marinen frygtede i første omgang, at hans sympati lå hos konføderationen i sydstaterne. Hans plejebror, David D. Porter gik dog i brechen for ham og han fik begyndelsen af 1862 den væsentlige opgave at blokere Den mexicanske Golf ved udmundingen af Mississippi. På hver side af floden lå et fort, der skulle beskytte New Orleans. Efter to dages kraftigt bombardement smuttede Farragut forbi forter og kanonbatterier og erobrede New Orleans. Dette blev et af vendepunkterne i borgerkrigen. Som følge af denne sejr blev han, fra at have været flag officer, en amerikansk titel, udnævnt til rear admiral, en titel, der hidtil kun havde været brugt i Europa, og som man introducerede til hans ære. Efter flere slag nåede Farragut i slutningen af juli 1864 til Alabama, hvor konføderationens sidste bastion på floden og åbne havn ud til Den mexicanske Golf. Bugten var fyldt op med sammentøjrede miner, torpedoes, som de kaldtes på datidens amerikansk. Den 5. august gav Farragut ordre til angreb. Da det første skib, USS Tecumseh, ramte en mine og sank, begyndte de andre at trække sig tilbage. Farragut, som sad på sin udkigspost i toppen af sit flagskib, USS Hartford, råbte ned: ”What’s the trouble?” Svaret fra USS Brooklyn kom prompte: ”Torpedoes”, hvortil Farragut replicerede de nu berømte ord: ”Damn the torpedoes. Four bells, Captain Drayton, go ahead. Jouett, full speed!” Slaget blev endnu en succes for David Farragut, der senere samme år blev udnævnt til viceadmiral og i 1866 til fuldgyldig admiral som den første nogensinde i den amerikanske marine.
PS: De amerikanske marinetitler er ikke forsøgt oversat, da historiske titler ofte ikke er retvisende uden en længere forklaring på, hvad de dækker over.

Hans Kiesow, ’Tatzelwurm’ (S73)

Udskriv Email

Du er ikke autoriseret til at kommentere.

Copyright © 2020 Soransk Samfund 

Vi bruger cookies til at forbedre netsiden. Netsiden virker ikke optimalt hvis du ikke godtager brug af cookies.