
En Soranerjubilar - 50 år
Traditionen tro fik vi en af dette års 50-års jubilarer, Kirsten 'Kitte' Uldall (S67) til at fortælle om sin tid på Sorø Akademi. Kirsten var en af de få piger på Akademiet i 1967 og er siden flyttet tilbage til Sorø by, hvor hun bor i dag.
Svon, Vuppe, Keglen, Pimmer, HalteFanden! Det var navnene på nogle af de lærere - og rektor - der var på Sorø Akademi, da jeg gik der i 1965-67.
Fru Pimmer var idrætslærer for pigerne. Om vinteren havde vi idræt i hvide gymnastik sokker på ungdomsskolen på Banevej. Fru Pimmer havde sammen med Rektor Østergaard bestemt, at piger ikke måtte gå i lange bukser på skolen. Så en dag med idræt på skemaet så sådan ud: Cykle til skole i lange bukser, skifte til nederdel på pigetoilettet, timer på skolen, skifte til lange bukser, cykle til Banevej idræt, cykle til skolen, skifte til nederdel, timer på skolen, skifte til lange bukser, cykle hjem. Heldigvis fik jeg blindtarmsbetaendelse og fik i den forbindelse forlænget mit sygefravær fra idræt med yderligere 2 måneder, Fru Stevns Hansen var heller ikke min læges kop the!
Jeg boede på Feldskovvej og kørte til skole på cykel i 1g. Derefter kørte jeg på knallert og den gemte jeg ved de store træer på Filosofgangen, for at køre til skole på knallert var forbudt, og da især, hvis man var en pige! Ofte når jeg cyklede langs Flommen så jeg i det fjerne Lektor Beck spankulere over Flomstien på vej til sin daglige dont. Han boede i Flomhuset.
At gå på Sorø Akademi dengang i 60'erne var noget særligt for en pige. Vi var ikke mange, og derfor populære, så ofte havde man alumner med hjem til the og ostemad om eftermiddagen.
I min klassisksproglige klasse var vi 18. Lektor Pihlkjær var min ynglings lærer. Han havde sat alle de latinske remser på melodi, som vi alle sang med på i kor, når tilfældet bød sig. Han havde også den særlige evne at kunne fløjte tostemmigt med sig selv. Remserne husker jeg endnu. Svarede man forkert i timen, kom det prompte fra ham: "Gid Fanden tage dig og pynte dig med flag". Vi havde Lektor Gad i 1.g. til matematik. Det var der ikke mange af os sproglige, der havde lyst til! Så hvis vi trykkede på den rigtige knap, kunne vi få ham til at fortælle om "dengang, han så Hitler" - og så var den time forbi.
Medens jeg gik på skolen, var jeg mig det ikke bevidst. Men det har præget mit liv senere hen at være gammelsoraner. Efter 30 års fravær fra Sorø, flyttede jeg retur til byen for 20 år siden. En gang Sorø, altid Sorø! I mit skudsmål på studenterbeviset står: Har meget temperament, men dog god opførsel. Og sådan er det stadig.