En mast mindre!

Mangen en dreng og pige har lært deres første reb-knob på Sorø Sø, og Akademiet har en rig tradition for at oplære dets elever i sejladsens ædle kunst. Her fortæller Søren Lemonius (S84) om sine sejloplevelser på Akademiet i begyndelsen af firserne. Har du også en sjov sejlhistorie fra Sorø Akademi hører Redaktionen gerne herom.

 I min tid på Sorø Akademi voksede skolens ”flåde” fra to låne-robåde til en Flipper, en tilrigget træredningsbåd fra en færge, en Wayfarer og en hjemmebygget is-sejler på tre skøjter. 

Jeg lagde en del tid og ømme fingre i denne udvidelse af skolens maritime historie og flåde så jeg tager da gerne en lille del af æren, men deler den rimeligvis med min værelseskammerat, Jean-Yves Puibaraud (S84) og ikke mindst Lektor Olav Nygaard.

Jeg ved ikke hvorfra Olav havde fået den idé, at vi skulle ombygge en gammel træredningsbåd til en sejlbåd – og at vi selvfølgelig selv skulle sy sejl, samt konstruere mast og ror. Kønt blev det gode skib ikke, men sejle, det kunne det da – omend i et adstadigt tempo. Tempoet matchede ikke helt forventningen hos adrenalinhungrende kostskoledrenge.

Timerne der var blevet lagt i det gode træskib blev imidlertid anerkendt og gjorde at vi, med Olavs mellemkomst, fik lov til at anskaffe en brugt Flipper - en krydsning imellem et badekar og en windsurfer designet i 60erne. Den ses sjældent i dag, men var en lille hurtig og legesyg jolle for to personer. En efterårsdag med god vind, og løfter om mere, gjorde Jean-Yves og jeg klar til en fest på vandet. Det blev en kort fest og den sluttede midt på søen, hvor vi blev kastet ud af båden i et øjebliks uopmærksomhed og i høj fart. Båden skulle på ret køl og festen genoptages. Det er normalt en smal sag med en Flipper, men ikke denne gang. Midt på søen havde den 2,5 m lange mast sat sig ubehjælpsomt fast i søbunden. Blæsten var taget til i styrke og bølgerne begyndte at blive anselige. Vi endte med at måtte afmontere flipperen fra masten, og jeg ved faktisk ikke hvad der siden skete med den. Måske står den stadig derude!

Skolens næste jolle blev en Wayfarer. En stor stabil jolle med plads til 3 personer, og som er relativ nem at lære at sejle. Olav fik bevilget både jolle og en trailer til transport, så vi kunne tage på tur med jollen i weekender. De vedlagte foto er fra en sådan tur. Wayfareren var ikke nogen Flipper – men derfor kunne vi jo godt forsøge at sejle den som en Flipper, når vinden var til det. Det var selvfølgelig ungt og tåbeligt, og det kom til at koste os endnu en mast, da et stag sprang og masten faldt. Olav var ikke så begejstret. Jeg ved, at der kom ny mast på – og håber, at mange af mine ”efterkommere” fik lige så mange gode timer i båden som vi havde haft.

På et tidspunkt foreslog Olav, at vi selv byggede en is-sejlbåd. Vi kastede os over projektet og drømte om hvor sindssygt hurtigt den skulle sejle. Den blev færdig, søen frøs og vidunderet kom på isen. Men det var en stor skuffelse. Den var blevet alt for tung og gled som en kæmpe curlingsten adstadigt ud over isen. Ikke det raketformede lyn vi havde drømt om.

Jeg fik samtidig Yachtskippereksamen ved aftenskolen i Sorø, og for ikke så mange år siden, besluttede jeg mig til, med reference til dette ældre gulnede dokument, at leje en større kølbåd og give min familie et praktisk indblik i at ”gammel kærlighed ikke ruster”. Den korte historie er, at jeg sejlede ind i en større dansk bro og ødelagde masten. Og hvis du kender nogen, der kender nogen, der kender mig, så kan du sikkert få den lange version og et godt grin.

Jeg mindes mine mange gode timer under sejl og i godt selskab på Sorø Sø. Men det forbliver nu ved minderne – jeg har opbrugt min mastekvote i dette liv!

Jean Yves Puibaraud S84

Jean-Yves Puibaraud (S84) ved roret.

Udskriv

Du er ikke autoriseret til at kommentere.

Copyright © 2020 Soransk Samfund 

Vi bruger cookies til at forbedre netsiden. Netsiden virker ikke optimalt hvis du ikke godtager brug af cookies.