Mangler du gennemslagskraft?
Mange af os kender til nervøsiteten, inden man skal holde en tale til en konfirmation, eller inden man skal have en stor præsentation for sine kollegaer. Kan vi lære at kontrollere denne nervøsitet? Kan stress påvirke stemmen? Kan vi lære at tænde for vores gennemslagskraft og tage ordet?
Da jeg var til jubilardag i Sorø i juni måned, mødte jeg Vibeke Krogsgård, som tydeligvis vidste meget om disse emner. Hvis man googler hende, finder man ud af, hun driver firmaet Voxlab, hvor hun tilbyder stemmetræning og hjælper med at give dig gennemslagskraft. Det lød interessant, så jeg opsøgte hende for at høre noget mere om, hvad hun egentlig laver.
Skal vi lige tage Sorø først. Fortæl om dit forhold til Sorø og skolen.
”Jeg er født og opvokset i Sorø på Fru Ingesvej, så jeg boede i byen. Jeg blev færdig på Sorø Akademi i 1982. Jeg gik i en ren pigeklasse, og jeg tror, vi var 28 piger. I parallelklassen var der også piger, og én dreng, så han var med til en del fester med os piger.
Jeg havde et meget ambivalent forhold til byen. Sorø er en fantastisk lille by. På det kulturelle område sket der så meget, og det var med til at forme mig. Der var musik overalt. Jeg gik i børnekor, jeg gik på musikskole, og jeg gik til teater. Der var rigtig meget at foretage sig i den lille by. I tillæg har jeg altid været meget historisk interesseret, og derfor synes jeg, at det var fantastiske omgivelser at være i, hele den historiske baggrund, hele vejen tilbage til Brommekulturen. Det har altid interesseret mig. Og naturen betyder rigtigt meget for mig, så de store skove har jeg jo bevæget mig meget rundt i, på egen hånd og sammen med familie og venner. Så det har været fantastisk.
Men samtidig så var Sorø jo også et meget lille samfund, hvor man blev bedømt, havde en rolle på godt og ondt, som jeg ikke altid lige syntes, jeg kunne genkende mig selv i. Så derfor syntes jeg, at det var rart at blive set på med nogen nye øjne, af nogle som ikke vidste, hvem jeg var og som ikke kendte min familiehistorie.”
Hvordan havde du det med skolen? Var det givet, at du skulle starte på Sorø Akademi?
”Ja, det var naturligt, og jeg var glad for at gå på Akademiet. Jeg syntes det var en stor oplevelse. Og noget af det, jeg holdt rigtigt meget af, var faktisk alle de drenge, som kom udefra. De var et friskt pust i det lille lokalsamfund. Nogle kom fra udlandet, og mange kom fra andre steder i landet. Jeg syntes, det var så rart at få udvidet horisonten på den måde, at den lillebitte by fik en flok af unge mænd fra andre miljøer og baggrunde.
Jeg elskede traditionerne og festerne på skolen. Dem kunne jeg godt lide. Man har jo selvfølgelig også den slags på andre gymnasier, men det var altså noget specielt dér i Sorø.
Der er en særlig atmosfære på skolen. Jeg kan huske, når jeg kom i skole – gik ind i Fratergården, op ad trappen, ind på gangene, det var fantastisk. Man kunne gå en tur på kirkegården og se på alle de berømtheder, som ligger der, som har været med til at forme Danmark på mange måder. Så det er noget, jeg altid har været taknemmelig for, at jeg har gået på netop den skole.
Men der var noget, jeg savnede i Sorø. Jeg har tit tænkt på det, og jeg tænkte på det, da jeg sad og snakkede med nogle af de andre til 40-års jubilæet. Jeg manglede havet og luften fra havet.”
Så hvad gjorde du så, da du blev student i 1982?
”Der har altid været en tanke på teateret som arbejdsplads. Jeg havde gået til dans hele mit liv, så ret naturligt gik jeg til auditions og kom med som danser i fx Cirkusrevyen. Lige som jeg havde en hovedrolle i Nyborg Voldspil. Jeg var med i mange forskellige opsætninger. På Nyborg Voldspil kom der så en operasanger, som spurgte, om jeg havde overvejet at blive operasanger. Samtidig havde jeg nok lidt udlængsel, og jeg havde sparet lidt penge sammen, så jeg tog alene afsted til Boston i USA. Jeg tog et år som au-pair for at have et holdepunkt, og samtidigt begyndte jeg at tage sangtimer i Boston. Det gik hurtigt op for mig, at jeg ikke kunne holde ud at være au-pair, så jeg rejste videre til Californien, hvor jeg havde noget familie og boede der et par måneder. Men jeg ville hjem igen, og jeg vidste, at det var operasangervejen, jeg ville forsøge – det havde egentligt ligget der, siden jeg var 12 år og så Ingmar Bergmans udgave af Mozarts Tryllefløjten som TV opsætning.
Jeg vidste, at det var svært at komme ind på Konservatoriet generelt. Man skal være rigtig god. Så jeg begyndte at tage sangtimer igen, samtidig med at jeg gjorde rent for at tjene penge. Men jeg følte også, at jeg måtte have en plan, hvis jeg nu ikke kom ind, så jeg søgte ind på universitet. Jeg tænkte, at det var smart at lære italiensk, da det er et af operaens grundsprog, og det gjorde jeg så i et par år, samtidig med at jeg forberedte mig til optagelsesprøverne til Konservatoriet i København. Foruden sangen skal man også kunne spille klaver, musikteori og hørelære - altså alt det teoretiske bag musik opbygning og fremførelse for at kunne komme ind.
Første gang jeg søgte ind på Konservatoriet, syntes de ikke, at jeg var særlig god. De sagde, måske skal du gå ud og finde på noget andet. Men det skal man altså ikke sige til mig. Så jeg søgte igen året efter, og dér syntes de, at jeg var blevet bedre. Stadig ikke god nok til at komme ind, men de gav mig nogle tips til, hvad jeg skulle arbejde med, og sagde, at de syntes, jeg skulle komme igen. Så jeg fortsatte, og jeg startede hos en anden sanglærer, operasanger Lars Waage, og han sagde, at han syntes, at jeg skulle søge ind i Odense, hvor han underviste. Så det gjorde jeg, og dér kom jeg ind. Og jeg gik så i gang med min femårige uddannelse. Der blev jeg også optaget på en ny Musiker-performer linje, hvor netop det at kunne performe var målet. Jeg havde jo dansen med mig fra tidligere, som var en fordel i den henseende, lige som denne overbygning også havde til hensigt at træne evnen til at tænke ud af boksen ved musikalske opførelser.
Så jeg var den første klassiske sangerinde, der fik denne performer-uddannelse. Jeg fik legater til at videreuddanne mig i New York hos en kendt sanglærer dér, lige som jeg blev årets unge navn ved Odense Symfoni orkester.
Og siden har jeg så været solist på mange af de mindre operascener og bl.a. sunget en del moderne operaer. Jeg har været tilknyttet Den Fynske opera som solist i mange år. Jeg har sunget med kammerorkestre og symfoniorkestre. Været med ved mange koncerter, der blev transmitteret på DR. På klassisk. Jeg har haft koncerter i både New York, Rom og i Spanien. Jeg har jo ikke haft den der ekstreme karriere, men jeg har hele tiden været sangsolist.
Så fik jeg børn ganske sent, og der begyndte jeg naturligt at drosle lidt ned på sangen og de mange dage væk fra hjemmet. Da jeg desværre ikke havde mine forældre i mine teenageår, var det vigtigt for mig at være der for vores børn.”
Men hvornår var det du begyndte at tilbyde kurser om gennemslagskraft?
”En af mine operakollegaer ringede til mig. Han havde noget stemmetræningskursus på ”Gentofte dag- og aftenskole”. Han spurgte, om jeg kunne overtage hans undervisning, det var én gang om ugen i tre måneder. Jeg havde ikke rigtig lyst til at undervise, men jeg havde lidt ondt af ham, så jeg kom til at sige ja.
Så jeg ankom den første dag. Jeg tror jo, at det er for, at de skal lære at synge. En af deltagerne var en mand, som hostede og rømmede sig hele tiden, og en anden var en dame, som var så genert, at man ikke fik øjenkontakt, når man talte med hende.
Jeg tænkte, at de ikke virkede til at skulle træne sangstemmen, så jeg listede ud i gangen, fandt brochuren og læste kursusbeskrivelsen: ”Har du problemer med at stille dig op foran andre og tage ordet, bliver du nervøs derved. Kunne du tænke dig mere gennemslagskraft og blive bedre til at bruge din stemme og dit kropssprog…”
For at de skulle føle sig i trygge hænder, tænkte jeg, at nu tager jeg fat i alt den viden, teknik, og erfaring jeg har fra min uddannelse og min aktive karriere omkring brugen af stemmen, og jeg har måske en lidt anden indgangsvinkel end de medicinsk uddannede.
I løbet af tre måneder fik jeg faktisk hjulpet disse mennesker. Vi fik løst op for en masse muskelspændinger i halsen, kæben og omkring stemmebåndene. Jeg fik lært dem, hvordan man indtager rummet sikkert og med selvtillid, hvordan de skulle bruge deres stemme og mindset.
Det var en fantastisk fornemmelse at kunne hjælpe dem med det, jeg kunne. Det jeg havde lært og erfaret igennem årene. Min mand kommenterede, at det her er der helt sikkert mange andre som også kunne have nytte af. Så jeg etablerede Voxlab og gik i gang med at kontakte firmaer for at sælge det her kursus. DJØF var et af de første. Senere kom Teknologisk Institut, Dansk Magisterforening, Danfoss, Rigsrevisionen, CBS og Rambøll. Danfoss har været min faste kunde siden 2001. Jeg afholder kurser både på dansk og engelsk. Da coronaen kom, havde jeg heldigvis allerede et kursus i at kunne præsentere gennem skærmen, som jeg startede dengang, det mest var Skype, så det fik mig godt igennem den krise.
Nogle gange har jeg undervisning 1-til-1, men som regel er det i grupper. Det optimale er et kursus over to dage. Jeg har forskellige eksempler og øvelser, hvor vi arbejder med selvtillid og kropssprog. De lærer hvordan man bruger stemmen, betoner ordene og holder de vigtige kunstpauser. De lærer at styre nervøsitet og stress, da det kan sætte sig på stemmen, så den bliver svær at styre, og man kan blive både hæs og træt i stemmen.
Jeg lærer dem alt, der gør at de brænder igennem, og der er ingen mennesker der er ens. Jeg holder meget af at se det menneske, jeg har foran mig og se og høre, hvordan jeg kan få det bedste frem i hver enkelt. Jeg lærer dem at tænke på den personlige ”performance”; det er ikke hvad du siger, men hvordan du siger det.”
Vibeke synger stadigvæk opera. hun giver mig et par eksempler, men det er tydeligt, at det her med gennemslagskraft, det er noget, hun virkelig brænder for. Efter et par timer sammen med hende føler jeg mig fyldt med energi. Jeg er overbevist om, at vi er mange, som ville kunne lære noget af deltage på et af hendes kurser.