Diplomat, spejder og gammelsoraner
Natascha arbejder for at sikre ”de unges stemme” i den internationale udvikling.
Interview med Natascha Skjaldgaard (S11) af Christine Bang Andersen (S11)
Tusind tak for, at du kunne finde tid til at mødes. Vil du fortælle lidt om, hvad du laver i dag?
Gerne. Jeg arbejder i Udenrigsministeriet, og det har jeg gjort siden marts 2020. Den 1. marts var en super fed startdato, for landet lukkede jo ned den 12. marts 2020, så det var en hård start, men god, da jeg røg direkte i coronaberedskabet, hvor vi skulle hjælpe danskere rundt omkring i verden med at komme hjem. Siden da har jeg siddet i Afrikakontoret med en del policy ansvar i relation til de store dagsordener såsom verdensmålene, unge, ulighed, solidaritet, og Danmarks strategiske målsætninger inden for udviklingssamarbejdet i bl.a. FN og EU.
Jeg har også siddet som global ungerådgiver, fordi vi i dansk udviklingsarbejde prioriterer at lave udvikling for, med og af unge mennesker, og fordi det er vigtigt at involvere relevante aktører i lokalsamfundene. Der er stort fokus på de unge, der hvor vi laver udviklingsarbejde i det globale syd, for eksempel i Afrika syd for Sahara. Her er vi stærkt tilstede i ni lande med ambassader, landeprogrammer og investeringer. I denne sammenhæng undersøger jeg, hvordan vi kan få unge stemmer repræsenteret i vores arbejde. Herudover har jeg siddet som Desk Officer i Østafrika-teamet med landeansvar for Somalia og Ethiopien, hvilket er hardcore, hvad angår udvikling, men også sikkerheds- og udenrigspolitik. Det er to meget komplekse lande på alle aspekter.
I sommer flyttede jeg over i det humanitære kontor, hvor jeg stadig sidder med Afrikas Horn, men med fokus på humanitære kriser. Vi arbejder blandt andet med gender based violence og sexual reproductive and sexual rights i en humanitær kontekst. Og så flytter jeg til Kigali, Rwanda, den 1. november som led i regeringens beslutning om, at vi skal oprette et projektkontor der.
Virkelig spændende! Det er store oplevelser, du får. Det gør næsten mit næste spørgsmål omsonst, men hvorfor UM? Var det noget, du specifikt gik efter?
Ja, det var det helt sikkert. Jeg tror, det startede i gymnasiet, hvor vi jo allerede i 1.g blev konfronteret med spørgsmål om, hvad vi ville efter gymnasiet. Skal du holde sabbatår eller ej? Skal du på uni? Der begyndte jeg at lege med tanken om, at jeg ville læse jura eller statskundskab. Jeg kiggede også på at læse i udlandet. Jeg ved ikke, hvor det internationale kom fra, men det er nok dels fordi, jeg så min far rejse meget med sit arbejde i Politiet i løbet af min opvækst. Men vi har jo altid boet i Danmark, i Borup, en lille flække på Vestsjælland.
Jeg blev student og valgte at holde et sabbatår, hvilket var virkelig hårdt. Jeg gik og kedede mig og fik ikke gjort de ting, jeg gerne ville. Den manglende struktur var udfordrende. Efter et halvt år fik jeg en fuldtidsstilling som piccoline i et advokatfirma og sammenfaldende med det, flyttede min bedste veninde til Shanghai med sin familie. Jeg tog over og besøgte dem og så, at hendes bror læste på universitet derovre. Det tænkte jeg også, at jeg ville og kunne! Så jeg søgte ind på universitetet i Shanghai for at læse mandarin. Det er nu 10 år siden, jeg flyttede derover og boede i et år og fik blod på tanden for det internationale.
Da vi skulle søge ind på universitetet, søgte jeg ind på CBS som førsteprioritet, jura som anden og statskundskab som tredje, fordi jeg fandt ud af, at statskundskab nok var for “fluffy” for mig. Jeg kom ikke ind på CBS, hvilket jeg blev sur over, men når jeg ser tilbage, var det for det bedste. Jeg kom ind på jura, og det var helt vildt fedt. Jeg havde dog en krise, for hvis der er et fag, der er meget lidt internationalt, når man starter, så er det jura. Men på 3. semester får man folkeret - og det var et lys, der gik op for mig. Jeg tænkte: “Det er dét, jeg skal”.
Jeg begyndte på samme tid at blive meget involveret i spejderbevægelsen igen på nationalt plan og blev valgt ind i hovedbestyrelsen for KFUM-spejderne, som er en ungdomsorganisation med knap 30.000 medlemmer. Her var jeg med til at sætte os på landkortet med strategiske partnerskaber, men også på verdenskortet, da vi er en del af den internationale spejderbevægelse WOSM (World Organisation of the Scout Movement). Her gik endnu et lys op for mig, om hvor stor verden er. At begå mig i det internationale var som at være en fisk i vand. Det var spændende, og jeg var god til det. Jeg skulle ikke være advokat og slave et sted som fuldmægtig uden at gå op i det. Jeg erkendte derimod, at der var et sted i landet, jeg kunne arbejde konkret med den internationale dagsorden, og det var UM. Så siden andet år på jura, vidste jeg, at jeg skulle derhen.
Jeg er meget åben omkring, at jeg ikke fik mit job i første hug. Jeg tror, jeg blev afvist fire gange i alt, når man tæller praktik med, men tænkte, at jeg måtte blive ved, indtil de forstod, hvorfor de skulle sige ja. Jeg søgte mange praktikpladser, som jeg ikke fik, men kom til sidst i praktik i FN-missionen i Genève i et halvt år.
I forbindelse med mit internationale frivillige arbejde med spejderne var jeg også involveret i Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), hvor jeg lavede en del ungdoms- og foreningspolitisk arbejde. Så blev jeg valgt til at være Danmarks ungdomsdelegat til FN i 2018, hvor jeg repræsenterede dansk ungdom på tematikken “verdensmålene”. Jeg havde et år, hvor jeg rejste nærmest hver 10. dag. Jeg var i New York fire gange, i Bruxelles, Genève, you name it, for at snakke om vigtigheden af at inddrage unge i globale magtstrukturer. Det var lige det, jeg ville.
Under studiet blev jeg opmærksom på, at jeg skulle strømline min profil i forhold til mine mål, så jeg valgte kun internationale fag på min kandidat og skrev speciale i folkeret. Jeg indså, at jeg måtte være super skarp og strategisk i mine valg. Da jeg blev færdiguddannet, søgte jeg ind i UM og fik ikke stillingen, men blev ansat i Fiskeristyrelsen. Så jeg lavede en detour, omend jeg sad i kontoret, der udviklede politik i forbindelse med Brexit, hvilket gav mig det internationale på en anden måde. I løbet af det år, søgte jeg ind i UM igen på juristopslaget og fik jobbet. En lang vej, men jeg var bevidst om, hvad jeg ville og lagde min vej efter det. Jeg har været heldig, at jeg ikke skulle gå på kompromis med noget, og at det hele gik op i en højere enhed.
Selvom du ikke har skullet gå på kompromis, har der så været trade-offs undervejs?
Der har selvfølgelig været ting, jeg skulle sige nej til. Jeg har sagt nej til mange familieting, da jeg har rejst så meget. Jeg planlægger jo næsten mit liv et halvt år i forvejen. Det har da været svært, men der kommer også meget ud af det, jeg laver. Det er for eksempel nogle af mine bedste venner, jeg har fundet igennem spejder. Jeg bruger meget tid væk hjemmefra, men jeg gør det heldigvis også med folk, jeg rigtig godt kan lide.
Og så er der burnout. Jeg har været stresset en del gange i mit liv, men jeg lever efter mantraet, at hvis det giver mere, end det tager og giver plus på bunden, så skal jeg gøre det. Derfor kan jeg køre i det gear, jeg gør. Men når jeg har fri, så slukker jeg også fuldstændig.
Der er også det, at mange af mine venner er internationale. Det gør, at jeg ikke har verdens største vennekreds i Danmark. Det kunne jeg mærke under corona. Den periode udfordrede mig til at se på, hvem jeg er uden for al rejseaktiviteten. Kan jeg også lide mig selv, når jeg ikke sidder i et fly? Det er det rare ved altid at være på farten. Du behøver ikke at forholde dig til så meget.
Jeg tror, corona var en reflektionstid for mange af os. Vil du fortælle lidt mere om spejderbevægelsen?
Spejder er fantastisk! Vi har fem korps i Danmark, som er bygget på samme værdier, grundlag og metoder, og vi arbejder sammen nationalt og internationalt. Spejderne i Danmark er medlemmer af to internationale organisationer, hvor jeg mest har været hos WOSM, som har 57 millioner medlemmer på verdensplan. Her har jeg været ungdomsdelegat til en række konferencer og siddet med i den nationale hovedbestyrelse og fællesrådet, der lægger Danmarks internationale linje. I tre år har jeg været International Commissioner, hvilket - sagt lidt arrogant - er en udenrigsministerrolle, hvor du varetager Danmarks interesser i internationalt regi.
De sidste seks år har jeg også været External Representative for WOSM’s europæiske region, som handler om at repræsentere spejderbevægelsen i EU, Europarådet, FN og så videre. Jeg sad i Europarådets Ungeråd i fem år, som repræsentant for spejderbevægelsen og lavede en masse ungdomspolitik med de europæiske institutioner. Det har altid interesseret mig at arbejde med institutioner og strukturer, da jeg mener, at hvis vi vil have indflydelse på beslutningsprocesser, må vi blive en del af dem. Al respekt for dem der arbejder i græsrødderne, men giv mig en kompleks, international struktur, og så er jeg glad.
Alt det her arbejde er jo også til for at skabe en bedre verden - ud fra et værdifællesskab og en metode, der giver folk redskaber til at tage ansvar for dem selv og den verden, de er en del af.
Det er meget imponerende at høre om alle de spændende ting, du allerede har udrettet, men hvad er dit allerstørste mål?
Det er et godt spørgsmål. Nu hvor jeg har fået drømmejobbet, har jeg spurgt mig selv, hvad nu? Men jeg tog et år uden et “next step” og nød at være, der hvor jeg var.
Men i fremtiden? Der vil jeg gerne være ambassadør, helst FN ambassadør. Jeg må tage det et skridt af gangen, så næste mål er at opnå de udeposter, jeg vil. Det er et spørgsmål om timing og positionering ud fra min interessesfære. For jeg kan ikke lave noget, hvis jeg ikke har hjertet med.
Jeg glæder mig til at følge med og til at høre om Kigali. Her til sidst, har du et godt råd til nye studenter, eller andre der er ved at finde ud af, hvad de vil? Eller som ved, hvad de vil, men nu skal finde en vej dertil?
Det er en kæmpe kliché, men lad være med at give op og lad ikke et nej slå dig ud. Når man får et nej, bliver man jo bedre! Der er ingen, der kommer igennem livet uden at få nej, så det handler om, hvordan du tager det.
Og så skal du gå efter det, du vil. Der er ingen andre, der må holde dig tilbage. Jeg har haft det på samme måde med karakterer. Jeg går ikke op i dem, men i gymnasiet og universitetet arbejdede jeg for, at mine karakterer skulle være gode nok til, at alle muligheder var åbne.
Sidst, men ikke mindst, husk at have det sjovt. Hvis du elsker, hvad du gør, går alt meget nemmere.