• Medlemsindlæg
  • En dag på Christiansborg med Louise Schack Elholm (S97)

En dag på Christiansborg med Louise Schack Elholm (S97)

Onsdag 7. september satte Soranerbladet vores egen gammelsoraner og folketingspolitiker Louise Schack Elholm i stævne for at se, hvordan hverdagen på Christiansborg ser ud.

Efter et sikkerhedstjek, magen til det man oplever i lufthavnen, mødte jeg folketingspolitikeren og gammelsoraneren Louise Schack Elholm, der vanen tro havde taget toget fra Sorø til København. En tur Louise efterhånden kender til hudløshed, da hun til november har siddet i folketinget i hele 15 år.

Stille og roligt bevægede vi os op på tredje sal, hvor Louise har kontor for enden af gul gang omgivet af folketingskollegaer fra Venstre deriblandt hendes mand, Torsten Schack Pedersen.

Kontoret er stort, lyst og med udsigt ud mod gården, hvilket måske er grunden til, Louise har beholdt netop dette lokale i tre ud af hendes i alt fire perioder som folketingsmedlem for Venstre. På væggene hænger malerier af blandt andet Per Kirkeby, hvortil Louise pointerer vigtigheden i at have de rigtige kontakter på Christiansborg for at få fat i de gode malerier.

Historisk andagt
Daniel Toft Jakobsen fra Socialdemokratiet og Louise havde på dagen for besøget præmiere på et nyt initiativ. De har i fællesskab genindført ugentlige andagter på Christiansborg for Folketingets medlemmer. Det var derfor på mange måder en historisk dag, som en af de tre fremmødte præster påpegede.

I og med det var første gang, og Folketinget officielt ikke var samlet på daværende tidspunkt, var forventningerne til fremmødet ikke store. På trods af dette mødte tre folketingsmedlemmer op i det smukt udsmykkende samtalerum, hvor Grundlovsudvalget fra 1915 er portrætteret på et kæmpe lærred, der strækker sig fra væg til væg, for enden af lokalet,.

Afholdelsen af andagten var ifølge Louise en succes, og vigtigst af alt har Folketingets medlemmer nu muligheden for at komme ned i gear og have tid til refleksion.

Åben høring
Efter andagten skyndte vi os videre til næste punkt på dagsordenen, der var en åben høring om ”Fremtiden for almennyttige lotteri- og bankoforeninger” i Landstingssalen. Et hav af mennesker var mødt op, hvilket indikerede, at der faktisk var noget på spil. Det var interessant at se folkestyret i sit virke, og hvad politikerne også laver, da man skal huske, at ikke alt kommer i nyhederne.
Straks efter den åbne høring ilede Louise videre til et møde om spilafhængighed og markedsføring for derefter at gå direkte videre til et tredje møde. Min mave begyndte at knurre, da vi begge havde været tidligt oppe, og klokken nu var langt over min normale frokosttid. Jeg spurgte Louise medlidende, om det ofte var sådan, hvortil hun svarede, at hun ofte har en så tæt pakket kalender, at hun må skippe frokosten.

Folketingspolitikere har ikke et normalt 8-16 job. Det er på mange måder en sund lektie at lære, hvor hårdt vores politikere knokler, ofte med ting vi ikke ser i medierne.

Valgkampen står for døren
Selvom valget ikke officielt var udskrevet, da jeg besøgte Louise, kørte den for fuld kraft i medierne, og første statsministerdebat på DR var netop blevet sendt søndagen forinden.

Da jeg spørger ind til, hvorvidt hun kan mærke, at valgkampen er skudt i gang, svarer Louise, at hun simpelthen har haft for travlt til at føre valgkamp, og hun til dels frygter, at den sættes i gang.

Valgkampe er hårde og føres 24-timer i døgnet. Særligt i Elholm-familien hvor både Louise og Torsten stiller op til Folketinget tærer det på familien. Louise stiller op i Sorø-Ringsted, hvor hun bor, hvilket faktisk er mere undtagelsen end reglen. Torsten stiller op i nabokredsen og flytter dermed til Tølløse under valgkampen. Familien går med andre ord en hektisk tid i møde, men heldigvis er børnene efterhånden så store og ansvarlige, at de kan klare det meste selv derhjemme, pointerer Louise.

Jeg spørger ind til, hvordan Louise havnede i politik, og hun fremhæver en helt særlig bustur.

I 2007 befandt Louise sig på en bus mellem Ringsted og Sorø, der skulle vise sig at blive startskuddet på hendes politiske karriere. Her sad hun ved siden af Bertel Haarders hustru, der mente, at Louise var ramt af samme politiske gennemstrømning som Bertel og burde stille op til Folketinget.

Kort efter stod Louise som nyvalgt folketingsmedlem med sin lille søn på fem uger på armen. Timingen var ikke optimal, men hun har aldrig fortrudt det.

Sorø Akademi
Da Louise er vokset op i Sorø, fandt hun valget af Akademiet naturligt. Dets historiske rammer og smukke omgivelse var dragende og tiltalende.

Udover nogle gode år og stærke fællesskaber er Louise særligt glad for at have lært at danse Les Lanciers. En dans hun ved adskillige anledninger senere i livet er stødt på, blandt andet til Venstres arrangementer, og senest, da hun 23. september deltog i et aftenselskab på Christiansborg Slot i anledning af H.M. Dronningens 50-års Regeringsjubilæum.

Udover det praktiske i at have lært Les Lanciers, fremhæver Louise det netværk og sammenhold, der binder gammelsoranere sammen. Til Louises overraskelse findes disse bånd også på tværs af Herlufsholm og Akademiet, hvortil hun nævner, at ”nok driller vi hinanden, men vi har samtidig meget tilfældes.”

 

Opdatering fra redaktionen
Ved det nyligt afholdte folketingvalg blev både Louise Schack Elholm og Torsten Schack Pedersen genvalgt.

Udskriv

Du er ikke autoriseret til at kommentere.

Copyright © 2020 Soransk Samfund 

Vi bruger cookies til at forbedre netsiden. Netsiden virker ikke optimalt hvis du ikke godtager brug af cookies.