Ubådschefen som blev forsvarsattaché i Ukraine

Skrevet af Christine Bang Andersen den .

Soranerbladet har været heldig at få en snak med Felix Ebbestad (S79), som har været forsvarsattaché i Ukraine siden 2019.

Lad os begynde med at høre lidt om dig. Hvor er du fra?
Jeg er fra Sorø, hvor mine forældre havde et pottemagerværksted i nærheden af Døjringe, som man kan finde, hvis man leder rigtig godt. Mine forældre kom fra København, om end min far var fra Norge og blev naturaliseret dansker. Jeg gik i skole i Munkebjergby, og da jeg var færdig med syvende klasse, havde mine forældre fundet ud af, at jeg skulle på realskole i Sorø. Så jeg startede i 1. real i 1974 og gik fra 2. real ind i gymnasiet. Jeg sluttede i 1979 med en studentereksamen i matematik og fysik på det jævne. Jeg var dygtig i realskolen, men overgangen til gymnasiet og et større krav til flid harmonerede ikke så godt. Jeg kom dog igennem!
Felix EbbestadJeg var dagelev og det sociale liv, man snakker om i gymnasiet, havde jeg ikke de helt store muligheder for, da jeg var afhængig af en bus til og fra Sorø. Man kan sige, at jeg jo burde have haft tid til at læse lektier, men det havde jeg åbenbart ikke. Min tid på Akademiet var udmærket. Det, der kunne være problematisk, var, at min far blev ansat som lærer i kunstforståelse, fordi han var billedhugger. Jeg blev ikke mobbet af den grund, men lærerbørn lever en udsat tilværelse. Mange af lærerne dernede ville man kalde originaler i dag, men man vil jo opleve alle steder, at der er forskel på lærerstabens empati over for eleverne. Jeg har været dernede flere gange siden, og der er jo fuld gang i udviklingen. Skolen har fulgt med, hvilket er dejligt at opleve.

Vi er heldige at have gået et sted med traditioner, historie og sammenhængskraft. Og jeg har mødt overraskende mange soranere rundt omkring. For eksempel da jeg var adjudant for forsvarschefen, hvor en general underskrev sin mail til mig med S66. Det er hyggeligt være del af noget større.

Det er interessant, for du gik jo videre til Forsvaret, som også er et stort fællesskab.
Jeg havde ikke gjort mig kæmpe tanker om, hvad jeg skulle bagefter, men da min far havde været norsk soldat i besættelsesstyrkerne i Tyskland efter krigen, insisterede han på, at min bror og jeg skulle være værnepligtige. Jeg blev indkaldt til Hæren i 1979 og meldte mig til at tage på sergentskole. Jeg blev dog ikke udtaget, formentlig fordi jeg var for dårlig til at løbe. Min klassekammerat fra Sorø var på det tidspunkt på aspirantuddannelsen i Søværnet, hvilket han var glad for, så jeg ville prøve det. Det tiltrak mig at kunne blive navigatør.

Eneste krav for at komme på officersskolen var en matematisk-fysisk studentereksamen med engelsk som tilvalg. Jeg havde russisk og tysk, så de må have gjort sig en særlig indsats, og jeg endte på et engelsk brevkursus for at blive optaget. Så var der en seksugers rekruttid og herefter tre måneders sejlads med skoleskibet, hvor jeg opdagede, at mit karrierevalg havde den ulempe, at jeg blev utrolig søsyg. Så kom vi på sergentskole og sommertogt med Svanen og Thyra. Det var forrygende. Vi var også på skydeskole for at lære at skyde med håndrettet 40-mm luftværnskanon, så man kunne sikre, at vi kunne mobiliseres, selv hvis vi faldt fra. Først efter alt dette kom vi på officersskolen. Første semester var læsetungt og udfordrende, men da det var overstået, kom vi ud at sejle igen. Herefter tog vi styrmandsuddannelsen og skibsføreruddannelsen og blev sekondløjtnanter.

Man kan se, at Forsvaret havde flere penge dengang. Vi havde en sejlperiode på hele ni måneder, hvor vi skulle lære Søværnet at kende, og hvordan man sejler i forskellige områder forud for udtjekning. Vi startede tyve på uddannelsen og var syv, der afsluttede. I løbet af den periode sejlede jeg torpedobåd, patruljefartøj, inspektionsskib ved Færøerne og fregat på togt fra København til Casablanca og videre til Kap Nord med havnestop forskellige steder, samt meget mere. Det var rigtig spændende, og jeg følte mig godt behandlet ombord af mine ældre kolleger. Mange af dem har jeg mødt senere i karrieren.

I 1985 valgte jeg efter min udnævnelse til premierløjtnant at sejle ubåd, fordi det lød super interessant, og jeg ville opleve noget nyt. Vi var på skolebåd i et halvt år, og besætningen gjorde en kæmpe indsats for at lære os alt, så vi kunne klare os godt. Jeg troede først, at det var fordi, de synes, jeg var en flink fyr, men de ville nok egentlig bare sikre, at vi var veluddannede nok til at tage nattevagterne. Efter ca. fire år som vagtgående navigatør i undervandsbådene kom jeg på chefkursus. Det var usædvanligt, at begge fra min årgang kom på kurset, og kurset havde typisk et højt frafald, men både min kollega og jeg klarede det og blev færdige i 1990. Kurset havde på det tidspunkt en pædagogisk tilgang, der tilstræbte, at alle skulle føle, at de hang i med det yderste af neglene. Min kone har senere sagt, at det tog mig flere måneder at falde ned igen efter den oplevelse. Så sejlede jeg som ubådschef i fem år, hvilket er lidt for lang tid. Formen vender efter tre år, fordi man bliver overmodig eller bange med risiko for at lave fejl eller ikke udnytte enheden optimalt. Min chefperiode blev så lang, fordi der var et stort elevfrafald efter mig. Der gik faktisk fire år, før den næste chef blev færdig. Eskadren blev på samme tid flyttet fra København til Frederikshavn, så jeg endte med at blive såkaldt ”weekend far”. Det var ret belastende, da vi havde to små børn på det tidspunkt. Min yngste datter blev født, mens jeg lå og kiggede på fiskeskibe i den østlige Østersø.

Hvis vi spoler nogle år frem i tiden, søgte du stillingen som forsvarsattaché i Ukraine. Hvad trak dig i den retning?
Forsvarsattachéstillingen i Ukraine blev genoprettet i 2019 efter at have været nedlukket i nogle år. Du ved jo, hvor stort det danske engagement i Ukraine var helt fra 2014/15, hvorfor Forsvaret ville have en attaché dernede som fremskudt for Sektionen for Stabiliseringsoperationer i Forsvarskommandoen. Jeg søgte, fordi jeg tidligere havde arbejdet med militær kapacitetsopbygning i Operationsstaben, blandt andet i Kenya, Yemen, på Balkan og i Afghanistan.

Hvordan var oplevelsen som forsvarsattaché i Ukraine frem til 24. februar?
Det, der overraskede mig mest, var, hvor lidt den daværende krig fyldte i Danmark og Europa. Da jeg kom derned, var der jo rapporter en gang om ugen om døde og sårede på begge sider. Der var en løbende konflikt henover kontaktlinjen. Jeg prøvede at profilere det mere, men fik at vide, at det ikke var interessant, for der dør jo folk hver dag.

Vores samarbejdsprogrammer dernede gav virkelig mening, fordi den gradvise og løbende effekt deraf, at ukrainerne blev tvunget til dagligt at forholde sig til nogle vesteuropæere, har været gavnlig. Inden da var der utrolig få i det ukrainske militær, der havde mødt en udlænding, selvom det har været et frit land i mange år. Det var fantastisk at være dernede, fordi samarbejdet med andre partnere også var utrolig givende. Selvom Danmark er juniorpartner, betød vores indsats meget. Vi kunne tilbyde noget, de andre ikke kunne, såsom sprogofficererne. Danmarks tilgang med at placere faste rådgivere rundt omkring, nyder vi også fortsat gavn af, fordi de har et kæmpe netværk. Og så har man fra ukrainsk side tillid til, at Danmark leverer, når vi siger, at vi leverer.

Hvordan ændrede oplevelsen sig efter den russiske invasion?
Det var utroligt at se, hvordan ukrainerne reagerede. Helt frem til den 23. februar fastholdt de, at der kunne være en forhandlet diplomatisk løsning. Der var ikke nogen synlig mobilisering. Hele samfundet kørte normalt for ikke at skabe en provokation, der ville sætte russerne i gang. Så jeg var til Distinguished Visitors Day i Rivne den 19. februar, hvor de gennemførte en øvelse som modsvar til den, de russiske styrker gennemførte i Belarus. Den 22. februar havde ukrainerne planlagt en briefing for attachékorpset hos de luftbårne styrker i Zhytomyr. Det sagde jeg nej til, da der var ved at komme restriktioner fra Danmark. Man var godt klar over, at der snart kunne ske et eller andet. Så blev jeg sendt til Lviv sammen med sikkerhedsrådgiveren, hvor vi oprettede et støttepunkt, hvorfra Ambassadøren kunne arbejde.

Den 24. februar fik vi så en melding om, at der var missilangreb på Kiev klokken fem om morgenen. Vi blev samlet og skulle hurtigt beslutte, hvad vi ville gøre. På det tidspunkt vidste man ikke, om der ville komme et indfald fra Belarus, der ville afskære kommunikationslinjerne ud af Ukraine. Ambassadøren, førstesekretæren og sikkerhedsfolkene blev enige om, at vi kørte nu. Det var klokken otte, og der var allerede kilometerlange køer ved benzintanke og hæveautomater, og folk kom ud af supermarkederne med store poser med forsyninger. Man vidste, at nu sker det. Da vi nåede til grænsen, var der meget lang kø. Vi kom kun over med hjælp fra de politibiler, vi havde fra Danmark. De slog sirenen til, og vi kom igennem med diplomatpas.

Hvad har været det mest udfordrende, du har oplevet i løbet af de sidste fire måneder?
En af de største udfordringer har været indtrykket af den omfattende tragedie, der har udspillet sig midt i et europæisk land med helt åbenlyse og nærmest velovervejede overtrædelser af krigens love og en komplet despekt for civilbefolkningen og den beskyttelse, de har krav på. Rusland har ført krigen ikke alene mod de ukrainske soldater, men mod hele samfundet og mod et lands legitime ønske om at vælge sin egen vej og egne alliancepartnere i Europa. Samtidig har tiden siden den 24. februar været præget af et intenst forløb, hvor ambassaden og jeg selv har modtaget anmodninger om hjælp fra en lang række ukrainske myndigheder og institutioner i deres desperate situation. Der er ikke noget mærkeligt i det, da Danmark har en anerkendt position i Ukraine og er et ressourcestærkt land. Danmark yder meget til Ukraine både på det humanitære område og med donation af militært udstyr. Den udfordring, det har medført, har mest været rettet mod, at en række relevante og meget efterspurgte anmodninger ikke har kunnet opfyldes, fordi der til trods for Danmarks omfattende ressourcer ikke har været mulighed for det. En sidste udfordring har været den samme, der gælder for alle udsendte, nemlig fraværet af familien og de bekymringer, der opstår på begge sider i forbindelse med en opgave af denne karakter.

Hvis vi ser forbi krig og ødelæggelse, som desværre har været karakteriserende for mange danskeres indtryk af Ukraine, hvordan vil du beskrive landet og dets folk?
Vores oplevelse af ukrainerne er, at de er arbejdsomme og venlige med god humor. Min hustru og jeg har kun positive oplevelser med dem, vi har mødt. Samtidig er de ukrainske soldater nysgerrige og lærevillige, og ligesom i Danmark gælder det også i Ukraine, at hvis man møder folk i øjenhøjde, går det fint.

Hvordan ser du Danmarks (militære) engagement i Ukraine for fremtiden?
Danmark har haft et godt og efterspurgt program i Ukraine med faste rådgivere, mobile træningshold, uddannelse i Danmark og udvalgte donationer til støtte for uddannelsesinstitutionerne. Samtidig har Danmark i kraft af sine uddannede sprogofficerer kunnet bidrage til allierede træningsmissioner med en kapacitet, de ikke selv har haft. Der er en stor politisk opbakning til vores indsats, og vi er anerkendt af vores udenlandske og ukrainske partnere. Samtidig er det min oplevelse, at vores udsendte rådgivere og mobile træningshold har set det som en værdifuld opgave. Der er derfor et godt fundament for at støtte Ukraine, når forholdende tillader det, og det er jeg overbevist om, at Danmark vil. Hvordan, det præcist skal se ud, vil være en balance mellem de ukrainske behov og Forsvarets ressourcer, men Danmark har rigtigt meget at byde på, der på fin vis komplementerer andre nationers indsatser.

Hvad skal der ske, når nu du skal hjem fra Kiev?
Jeg afslutter min tid i Forsvaret med udgangen af 2022. Meget af tiden har været brugt væk fra familien, og selv om det er vanskeligt at ”efterkompensere”, vil jeg bruge mere tid på mine nærmeste. Når jeg returnerer til Danmark, vil jeg se, om jeg kan bruge min viden fra Ukraine og min tid i forsvaret til noget fornuftigt, men jeg har ikke faste planer og vil se på de muligheder, der måtte opstå.

Har du et godt råd, du vil videregive til din efterfølger?
Alle har jo en personlig tilgang til opgaveløsningen alt efter temperament, men almindelig dannelse og respekt for den enkelte og opgaven er et fint udgangspunkt. En forsvarschef, jeg engang havde fornøjelsen at arbejde for, sagde, at ”man kan ikke gradbøje umage” og dertil et citat fra Niels Juel: ”når blot enhver vil yde sit bedste”. Det er gode pejlemærker.

Udskriv