Kostskolens betydning for Alexander Pushkins liv

Lycéet som sidestykke til Sorø Akademi

”Du kommer jo fra et helt andet miljø, end jeg troede,” var radiojournalisten Halldór Sigurdssons forbavsede udbrud, da det gik op for ham, at Erling Bjøl – verdensmanden i et velsiddende parisisk jakkesæt siddende foran ham i studiet i anledning af et fødselsdagsinterview – kom fra en missionsk og aldeles uboglig småkårsfamilie i Kalundborg. Meget havde den vidt berejste dansk-islandske Halldór Sigurdsson set og hørt gennem et langt liv, men ikke det!

Erling Bjøl (f. 1918), der tilbragte sine gymnasieår på Rungsted Kostskole, er et strålende eksempel på det, som kostskoler kan og måske navnlig kunne tidligere, hvor skolelivet var mere afsondret fra omverdenen end i dag og lærergerningen et kald mere end et job: De kunne få det mest utrolige ud af drenge i deres varetægt. ”Her blev man rystet sammen med kammerater fra rigets fjerneste egne, fra Thy og Vestjylland til Møn og Færøerne. Min første skoleven var færing. Kostskolevenskaber er noget særligt. Man er sammen døgnet rundt, deler de samme kår, er henvist til hinanden, finder nogle, man kan betro sig til i lyst og nød. Jeg havde aldrig hørt om hverken Bach, Beethoven eller Benny Goodman, før jeg kom til Rungsted,” forklarer Erling Bjøl. Det og meget andet kom han til. Han blev i løbet af de tre år, han tilbragte på Rungsted, en anden, selv den vestsjællandske sprogtone forsvandt sporløst.

Denne kostskoles virkning på individualiteten i livets mest følsomme periode er universel. Mange soranere har – naturligt nok – villet knytte den specielt til Sorø Akademi, og man har talt om en særlig ”soranerånd”. Men som Erling Bjøls eksempel viser, så holder det ikke. Den særlige kostskoleånd kendes overalt – også i Rusland, hvor tsar Alexander I i 1812 åbnede en elitekostskole i en fløj af sit palads i Tsarskoje Selo uden for Sankt Petersborg. Om denne skole og dens måske berømteste elev har Leif Sestoft (S57), der vil være mange af dette blads læsere bekendt som en engageret, men kritisk iagttager af kostskolefænomenet, skrevet en bog.

På den nyåbnede skoles allerførste hold gik ingen ringere end Aleksander Pushkin (1799-1837), der var her fra 1812 til 1817. På Lycéet, som skolen sædvanligvis kaldtes, modtog den højtbegavede dreng, efter en kaotisk opvækst í en socialt højtplaceret, men økonomisk og ikke mindst følelsesmæssigt yderst ustabil familie, en fremragende uddannelse. Alexander Pushkin blev – som Erling Bjøl i Rungsted og utallige på Sorø Akademi, blandt andre bogaktuelle Jørgen Lange Thomsen (S63) – en anden på Lycéet, og allerede i 1815 blev der peget på ham som russisk litteraturs nye håb. Det skete, da den 16-årige thinovnik, ”mørk som en neger og slank som en palme” (Pushkins oldefader var Peter den Stores legendariske sorte tjener, der kom til det russiske hof som gave fra den osmanniske ambassadør og endte sine dage som højt betroet admiral i den russiske flåde), ved afslutninghøjtideligheden efter tredje års eksamen den 8. januar 1815 i Lycéets festsal deklamerede sit digt Minder fra Tsarskoje Selo for de tilstedeværende dignitarer, hvoriblandt Katarina den Stores gamle, nu affældige hofpoet Gavril Derzjavin, ”den russiske Horats,” der efter fremførelsen rejste sig og ”fra kanten af sin åbne grav” omfavnede og velsignede den unge, opstigende stjerne. Pushkin lagde aldrig skjul på sin gæld til Lycéet og de kammerater, han fik der: ”Hvorhen lykken end måtte lokke os, forblev vi dog de samme. Den hele verden er et fremmed sted for os, men Tsarskoe Selo er vort hjem,” som det hedder i et af de i bogen aftrykte, af Leif Sestoft, fortjenstfuldt til dansk oversatte Pushkin-digte.

Visse træk i Lycéets studieplan såvel som i institutionens arkitektur og landskabelige placering leder tanken hen på Sorø, og om Alexander Pushkin siger Sestoft, at han ”som person ville have været den ideelle soranerkammerat.” På den måde lader Sestoft lyset fra den fornemme højadelige kostskole og dens verdensberømte elev skinne tilbage på Sorø Akademi. Hvad man end kan mene om enkeltheder i Leif Sestofts argumentation, så har han, hvad kostskoleånden som generelt, transnationalt fænomen angår, utvivlsomt fat i noget værdifuldt, som fortjener at blive bemærket.

Bogen er, som alle andre bøger fra forlaget Navicula, smukt bogarbejde: veltilrettelagt og fint illustreret, her med forfatterens egne fotos fra Sankt Petersborg, fra Tsarskoje Selo og fra Sorø.

Udskriv