• Medlemsindlæg
  • Gustav Henningsen donerer sit forskningsbibliotek til University of Navarra

Gustav Henningsen donerer sit forskningsbibliotek til University of Navarra

Gustav Henningsen (S53) blev klassisksproglig student i 1953 og hører dermed til den årgang, som er udødeliggjort på den stærkt anbefalelsesværdige hjemmeside www.sor53.dk På denne hjemmeside kan man bl.a. finde hans glorværdige CV. Han tog magisterkonferens i Nordisk Folkemindevidenskab på Københavns Universitet i 1962, hvor han sidenhen i 1964 blev undervisningsassistent. Men det blev i Spanien, han kom til at udføre en stor del af det videnskabelige arbejde, som vil stå tilbage i lang tid fremover.

Det begyndte med et ophold i Spanien som kandidatstipendiat, hvor han beskæftigede sig med indsamling af materiale om folketro i Nordspanien og med studier i Inkvisitionsarkivet i Madrid. Og nu nærmer vi os sagens kerne.

Som ung studerende ved Københavns Universitet mødte Gustav Henningsen den lige så unge spanske gæstestuderende Marisa, som lærte ham at læse de gamle spanske håndskrifter. De giftede sig med hinanden den 1. maj 1957 og udgjorde derefter et livslangt forskerteam, som leverede et gennembrud i forståelsen af Den spanske Inkvisition og hekseforfølgelserne i Spanien. Det førte i 1981 til en doktorafhandling om den spanske inkvisitions forfølgelse af hekse, hvorefter Gustav kunne sætte dr. phil. på sit visitkort.

I løbet af den lange periode samlede Gustav Henningsen og hans kone Marisa et enestående forskningsbibliotek på omkring et par tusinde uerstattelige historiske bøger. Men nu har alderen indhentet Gustav, og han er sammen med sin kone Marisa flyttet fra Spanien til Danmark. Dermed opstod tanken om at donere hele denne bogsamling til Public University of Navarra i Pamplona i taknemmelighed over den hjælp, Gustav fik af de spanske arkiver, da han skrev sin doktorafhandling.

Overrækkelsen af denne uvurderlige gave fandt sted den 2. november 2021 ved en hyldestceremoni på Universitetet i Pamplona til ære for Marisa og Gustav. Desværre kunne det nu ikke længere helt unge par ikke deltage, men de var repræsenteret af deres datter Mariah Rey Markvig, som tog imod hæderen på deres vegne.

Udskriv

Du er ikke autoriseret til at kommentere.

Copyright © 2020 Soransk Samfund 

Vi bruger cookies til at forbedre netsiden. Netsiden virker ikke optimalt hvis du ikke godtager brug af cookies.