Soraner til COP26 i Glasgow

Skrevet af Elise Kristine Sydendal den .

For tre måneder siden var jeg til FN’s klimakonference COP26 i Glasgow med seje klimaaktivister fra Den Grønne Studenterbevægelse. Da jeg kom hjem, stillede folk mig spørgsmål som: ”Hvordan var det?” og ”var det fedt?”. Jeg har fundet de spørgsmål meget svære at svare på. Hvordan var hvad? Rejsen derhen og hjem, Skotland, gadeaktionerne, forhandlingerne, min følelsesmæssige oplevelse, konferencen, det at få et nyt verdensbillede, begivenhederne i aktivistnetværket, den danske pavillon kaldet ’State of green’, begivenhederne arrangeret af industrien, sammenholdet blandt os fra DGSB, nye venskaber, COP’ens udfald? Der er så mange elementer i turen, at det er svært at svare på, hvordan det var – for det var ikke en rejse, som kan vurderes som en succes eller fiasko, idet dele af den klart var det ene, dele af den klart var det andet, men de fleste aspekter var hverken eller.

Rejsen mod Glasgow var lang og fyldt med spænding. Det var en underlig følelse at være så spændt på noget, som man samtidig ikke kunne have nogle forventninger til, da vi ikke havde nogen anelse om, hvad der ventede os. Ingen af os havde deltaget ved en lignende konference før, og vi var derfor fulde energi, da vi en af de sidste dage i oktober satte os ind i Flixbussen på Ingerslevgade i København.

COP26 2Første uge var halvdelen af os på gaden, og halvdelen af os ”indenfor” til COP’en – og så omvendt i uge to. Jeg var udenfor i første uge og indenfor ugen efter. Den første uge var for mig helt fantastisk. Det var så inspirerende og håbefuldt at møde så mange andre seje aktivister fra alle dele af verden og fra alle mulige forskellige organisationer. Hver aften gik vi til nogle såkaldte ”Movement Assemblies”, som var arrangeret af Coalition COP26, et stort samarbejde mellem mange forskellige klimabevægelser. Her var der hver aften inspirerende talere, og samtidig kunne man komme forbi om dagen, lade op og lære nye mennesker og perspektiver at kende. Jeg har virkelig fået mine øjne åbnet overfor, hvordan klimakrisen i høj grad er et symptom på det system, vi mennesker har indrettet. Man kan ikke se nuanceret på klimakrisen uden også at se på problematikkerne omkring især kapitalisme og kolonialisme. Det var ekstremt rørende at møde mennesker fra lande i det globale syd og høre dem fortælle om de udfordringer, de står over for lige nu på grund af forandrede vejrforhold. Skaderne påvirker adgang til strøm og fødevareforsyning, og mange har måtte flygte. Lige nu er flere mennesker på flugt på grund af klimaforandringer end på grund af krig. Jeg har tidligere tænkt, at klimakrisen var uretfærdig i et generationsperspektiv, fordi det er os unge, der kommer til at mærke skaderne af den måde, vi lever på lige nu… Men det gik op for mig, at der er rigtig mange mennesker, som allerede mærker skaderne på egen krop i dag. At møde disse mennesker vil for evigt have betydning for min måde at se verden på - en sætning, som virkelig sidder fast fra en tale er: ”Two degrees is a certain death for Africa!”. Selvom det var rørende at høre, så gav det mig enormt meget håb at mærke den stærke bevægelse – og allerfedest var det at deltage i de to store klimamarcher, hvor vi om lørdagen var op mod 150.000 mennesker.

I anden uge havde jeg og fire af mine medaktivister akkreditering til at komme ”indenfor” i Blue Zone, som er der, hvor selve konferencen finder sted. Vi havde daglige møder med ”92-Gruppen”, som er en sammenslutning af danske NGO’er, der kæmper for retfærdig grøn omstilling – Mellemfolkeligt Samvirke, Verdens Skove, CARE, Folkekirkens Nødhjælp, Globalt Fokus etc. Jeg var dog meget skuffet over nærmest alt derinde. Ministrene fra de industrialiserede lande blev ved med at holde flotte taler, hvor de roste deres egen klimaindsats, men samtidig kom der mere og mere udvandede aftale-drafts ud fra forhandlingslokalerne. Ministrene fra landene i det globale syd var desperate efter at se klimahandling nu, da især de sårbare østater allerede har brug for massiv hjælp grundet stigende havvand. Dog var det tydeligt at se på de lækkede, udvandede aftale-drafts, at stemmerne fra det globale syd blev negligeret i forhandlingsrummene. Og så var der repræsentanter for industrien overalt. Faktisk var den største delegation på hele COP’en fossilindustrien.

Alt den energi og alt det håb, jeg havde følt i første uge, forsvandt gennem uge to. De største og rigeste lande blev ved med at udvande aftalerne, og til sidst stod vi tilbage med en aftale, der ikke kom til at ændre noget i det store billede. Landene bliver nu stadig ved med at udlede CO2 som aldrig før, åbne nye kulkraftværker, reklamere for kød og andre klimaskadelige varer…

Jeg var meget slukøret på hjemturen. Jeg syntes, det havde været to helt vilde uger, men samtidig gik det op for mig, at et system som FN ikke kan løse klimakrisen: Der er ulige magtforhold mellem landene i nord og syd, og profit bliver vægtet højere end mennesker. Fossilindustrien og økonomiske interesse er stærke, og man glemte hurtigt, at det handler om mennesker, da man var derinde. Jeg kan blive meget ked af det af at tænke på det, men jeg holder mig oppe ved at minde mig selv om den kraft, jeg mærkede fra folket i den første uge. Det er gået op for mig, at hvis vi gerne vil ændre noget, er det vigtigt med bevægelser, der skubber på nedefra. Ellers får lederne aldrig incitament – eller mandat for den sags skyld – til at tage de beslutninger, der er nødvendige oppefra. Der skal ske handling på alle niveauer – både lokalt, kommunalt, regionalt, nationalt og internationalt. Jeg håber derfor, at flere vil engagere sig fx i deres lokalsamfund for at sikre en grøn og retfærdig fremtid for min og kommende generationer, men også for de mennesker, der lige nu mærker konsekvenserne af klimaforandringerne i det globale syd.

COP26 6

Udskriv