Interview med Poul Skytte Christoffersen (S65)
Af Christine Bang Andersen (S11)
Kan du fortælle lidt om din tid på Sorø og oplevelserne derfra?
Vi skal måske begynde med, at jeg kommer fra en lille landsby nede på Sydfyn og fra lidt beskedne kår, så at sige. Derfor var det for mig en meget stor oplevelse at komme til Sorø. Jeg gik oprindeligt i den lokale landsbyskole, hvor man gik i skole hver anden dag, og ferie var tilpasset landbrugets kalender. Jeg tror, det må have været den sidste skole i Danmark, hvor man skrev på tavler og ikke på papir! Efter fire år, som det var dengang, kom jeg i mellemskole i Faaborg og cyklede frem og tilbage fra Haastrup til Faaborg. Det betød blandt andet, at skolen ikke var det samme sted, som kammerater og venner var. Så at komme til Sorø var sådan set at få det hele samlet. Sorø var også det første sted, hvor jeg endelig havde mit eget værelse. Selvom der var meget disciplin og opsyn, så føltes det alligevel som et fristed. Jeg var meget glad for at gå i skole der. Jeg havde nogle gode kammerater, som jeg også sås med i sommerferien. Ud over kammeratskabet, så tror jeg også, at opholdet åbnede mine øjne for nogle bredere perspektiver. Jeg kom til Sorø og ind i en matematisk klasse, og formålet var klart; jeg skulle være ingeniør. Men det skiftede i Sorø tiden. Jeg blev mere samfundsinteresseret, hvilket selvfølgelig blev understøttet af mit år i USA. Jeg havde udelukkende positive oplevelser, men det var selvfølgelig lidt specielt i den forstand, at jeg ikke gik i samme klasse i 1.g, 2.g og 3.g, så det var måske lidt mere splittet end for dem, der gik de tre år (eller længere) ud i en streg.
Har du stadig kontakt til folk derfra?
Jeg har stadig kontakt til nogle, men jeg har jo brugt en stor del af min tilværelse udenlands, hvilket betød, at nogle af de kontakter forsvandt undervejs. Men det tager ikke noget fra, at det var en god oplevelse! Man følte sig på ingen måde undertrykt, eller at der var for meget disciplin. Det har jeg ikke nogen erindring om - eller i hvert fald ikke nogen negativ erindring om. Heller ikke når jeg tænker på, at man skulle i seng klokken ti om aftenen, og at der var et hul i døren, så man kunne kigge ind og se, om man var på sit værelse.
Du har malet et rigtig positivt billede, så hvad er dit bedste minde fra Sorø?
Jeg synes, det mest positive var samværet på kostskolen, og at vi gik lange ture i skoven og rundt om søen. Vi havde mange gode naturoplevelser i Sorø, som jeg husker det. Og så var det rart at være sammen - også om sommeren. To somre cyklede jeg Danmark rundt for at se nogle af de kammerater, jeg havde på Hauchs Hus, hvor jeg boede.
Det er interessant at tale på tværs af årgangene, for vi har meget tilfælles. Jeg var selv kostelev og blev student i 2011, og jeg ville fremhæve de samme ting! Det er jo meget simpelt i virkeligheden.
Ja! Men jeg går ud fra, at du har haft en noget friere tilværelse end os?
Du har nok ret. Jeg synes, vi havde meget disciplin, men det måler sig nok ikke med, hvad I oplevede! Har du nogle dårlige oplevelser fra Sorø? Det er jo en overvejende positiv fortælling.
Jamen, det er det også, efter hvad jeg erindrer. Jeg kan ikke sætte en finger på et tidspunkt, hvor jeg blev sur eller vred. Jeg har sådan set, og det kan også være fordi jeg er gammel, kun positive ting. Jeg synes også, det var en god skole, som vi var glade for. Vi syntes jo, at vi fik noget ud af det akademisk. Så der må jeg melde pas! Jeg har ikke nogle negative historier at fortælle.
Det er da dejligt! Du kommer jo fra Haastrup, og min far kom fra Haarby (red: som ligger tæt på Haastrup) til Sorø Akademi, så jeg synes, det var et sjovt sammenfald.
Ja! Jamen, sagen var, at det på det tidspunkt var meget usædvanligt derude på landet at komme på gymnasiet. Jeg tror, jeg var den første i min landsby, der kom på gymnasiet. Der var kun tre gymnasier på Fyn på det tidspunkt. To i Odense og et i Svendborg, og det betød, at hvis jeg skulle gå på et af dem, ville der være lange rejsetider. Derfor var det sådan set min egen idé, at jeg ville på kostskole, og jeg ville på Sorø. Da jeg fortalte det til min klasselærer på min skole, sagde han: “Glem det! Sorø er for de finere folks børn. Det er sådan et snobbet sted, så prøv at finde noget andet.” Jeg lagde så også billet ind andre steder, men jeg kom trods alt ind på Sorø. Det økonomiske betød også noget for mig, og jeg var del af den første årgang, der kunne få tilskud, så det finansielt kunne løbe rundt.
Det kan næsten tænkes som første skridt mod en international karriere at flytte fra Haastrup til Sorø. Havde du hjemve eller fik du større udlængsel af dit ophold?
Det var en stor omvæltning, men jeg havde ingen hjemve. Du har nok ret i, at det udvidede min appetit på at komme længere ud i verden. Det var også derfor, jeg søgte American Field Service Scholarship til at komme på highschool i USA. En af mine gode kammerater havde også været på sådan et ophold, og han inspirerede mig lidt til at gøre det. Det var en meget spændende oplevelse. Det var jo at komme til USA, til “God’s Own Country”, på et tidspunkt hvor den amerikanske selvforståelse og dynamik var total i top. Jeg var der i 1963-64. Men det var også et tidspunkt, hvor der kom tegn på skår i den amerikanske model. Det var det år, Kennedy blev skudt. Alligevel var der stor optimisme generelt i USA, og man fik fornemmelsen af, at alt kan lade sig gøre, og at amerikanere er der ingen grænser for. Det var også starten på Vietnamkrigen. Det må have været i 67/68, at jeg var tilbage på et længere ophold, og der var USA totalt anderledes. USA var midt i Vietnamkrigens morads blevet usikker på sig selv og den amerikanske model. Det var hippie periodens start. Der var sket en enorm forandring fra det USA, jeg havde set første gang. Mange af mine kammerater fra den amerikanske high school kom til Vietnam. Men det er en anden historie.
Det er fascinerende at høre om din tid i USA. Hvordan har det formet dig videre?
Det var nok i USA, at jeg besluttede, at jeg ikke skulle være civilingeniør, men noget med samfundet. Derfor valgte jeg at skifte studieretning, da jeg kom tilbage. Det er klart, at det øgede min interesse for sådanne spørgsmål og for verdens udvikling i det hele taget.
Hvor i USA var du?
Jeg var i Mojave ørkenen i Californien. Det var ikke så langt fra Death Valley, så det var en ganske speciel oplevelse. Det ER en ørken. Byen ligger midtvejs mellem Las Vegas og Los Angeles, og hvis du læser Vredens Druer, kan du høre om dem, der udvandrede til Californien og alle de strabadser, de var igennem. En af de værste var at komme det stykke fra Las Vegas til San Francisco. Det var ikke kun Mojave, der var speciel, men befolkningssammensætningen var noget anderledes end de fleste steder. Der var et mindretal af angel-saksiske personer og et meget stort antal mexicanske, et betydeligt asiatisk og selvfølgelig også et sort befolkningsindslag. Byen var et jernbaneknudepunkt og desuden et militærknudepunkt. Træning i ørkenkrig foregik derude, og der kunne man opbevare militært materiel uden at det rustede eller gik i stykker. Og så var jeg og en tyrkisk pige, de første udvekslingsstuderende, der kom til den by, så vi var lidt interessante. Når der var parader gennem byen ved forskellige lejligheder, blev vi sat op i en bil og kørt rundt, som om vi var udstillet. Jeg var ude og holde en masse foredrag hos husmoderforeningen og Lion’s Club og alt sådan noget. Så det var også en meget aktiv periode.
Sikke en unik oplevelse! Der kan ikke have været mange, der kom afsted på den måde?
Nej, for de fleste endte et sted, der var forholdsvis veletableret. Der, hvor jeg kom, var det specielt netop på grund af området.
Hvordan var det at vende tilbage til Sorø Akademi? Du har haft en stor oplevelse, og nu skal du hjem til Sorø og Danmark for at afslutte gymnasiet og komme videre.
Det var ikke helt det samme som de første to år. Min gamle klasse var væk, og jeg kom i en ny klasse. Jeg blev præfekt, så derfor var jeg heller ikke sammen med dem på samme måde som tidligere. Der var måske ikke helt så meget skæg og ballade og mere det at se mod fremtiden og det næste kapitel. Mine bedste oplevelser var fra den første periode. Sidste år skal du have en eksamen og finde ud af, hvad du vil.
Og det blev økonomi?
Det blev økonomi. Cand.polit. Det var mere politisk dengang, end det er i dag. Dengang var der også en del almindelig samfundsvidenskab. På et tidspunkt kom jeg på Egmontkollegiet, og det har jeg også mange gode minder fra. Jeg havde en del arbejde, først som togsteward, altså dem, som går igennem toget og sælger slik og kaffe. Senere havde jeg nogle studenterjobs i ministerierne. Og inden jeg blev færdig med studiet, tog jeg afsted igen. Denne gang tog jeg til Brügge og Europakollegiet. På det tidspunkt var Danmark på vej ind i EF, hvilket jeg interesserede mig meget for i den sidste del af studiet. Jeg fik lov til at tage afsted, før jeg blev færdig på økonomistudiet, fordi jeg fik overført nogle point og kunne skrive “den store opgave”, som den hed, i Brügge. Da jeg kom tilbage efter et år, var jeg både færdig dér - og som polit - uden at vende tilbage til universitetet. Jeg kunne så bruge nogle af de ting, jeg havde lært i Brügge om europæisk integration som ekstern lektor på Københavns Universitet, året efter jeg vendte tilbage. Så skulle jeg jo også finde ud af, hvad jeg ville lave.
Det fra Brügge om EF og vores medlemsskab spillede ganske givet en stor rolle, og jeg besluttede mig for at søge ind i Udenrigsministeriet. Men det var ikke som sådan en traditionel Udenrigsministeriel karriere, jeg havde. Jeg havde specialiseret mig i EU, og det var måske lidt en hasard, for i Udenrigsministeriet er der jo meget mere, man kan beskæftige sig med end EU, og man kan komme til at rejse verden rundt. Men det lykkedes mig sådan set i hele min karriere at holde mig tæt på internationale økonomiske spørgsmål og EU. Det betyder også, at da jeg skulle sendes ud første gang, blev det Bruxelles. Og jeg skal måske nævne i en ikke uvæsentlig parentes, at jeg i Brügge mødte min kone, som er italiener. Det har måske skubbet ekstra på trangen til at komme ud over landets grænser, selvom jeg efter mange år i udlandet stadig føler mig meget som dansker.
Jeg kom til den danske EF repræsentation i Bruxelles, og da jeg ellers skulle have været tilbage til Danmark, rykkede jeg over i Ministerrådet, hvor Generalsekretær Niels Ersbøll tog mig med som sin kabinetschef. Det skulle i princippet være en fem-årig periode, men det endte med at blive 14 år. Det var en meget spændende periode. Mit job bestod blandt andet i at være en form for sekretariat for det Europæiske Råd. I den periode gik EF samarbejdet temmelig dødt, men det ændrede sig meget i løbet af de 14 år, hvor der var både genforeningen og traktatændringer, hvilket jeg i min stilling var meget tæt på. Det var jeg glad for! Da de 14 år var gået, Niels Ersbøll var gået som Generalsekretær, og jeg havde sikret overgangen til den næste, vendte jeg tilbage til Danmark. Det blev kun et halvt års tid, for så blev jeg udnævnt til Danmarks EU-ambassadør i 1995.
Er det en fem-årig post?
Jamen, det blev jo til ni år, dog i to områder, fra 1995-2003. 2002 står klarest i min erindring, herunder det danske formandsskab og udvidelsesforhandlingerne, hvor jeg havde en ganske central rolle. Jeg var hovedforhandleren, da de ni lande kom ind på det tidspunkt. Jeg var i meget tæt kontakt med Anders Fogh. Det var et fantastisk held, at det hele lykkedes og kom på plads i Det Europæiske Råd i København. Så det, jeg kommer nærmest på at have påvirket historien, er, at det lykkedes mig at få kørt udvidelsesprocessen færdig. Jeg tror, det er historisk i den forstand, at jeg ikke tror udvidelsen ville have fundet sted, hvis vi ikke havde nået det i København. Også taget i betragtning, hvad der skete senere. Vi blev færdige i december, og i marts startede Irak-krigen med en splittelse i EU og en ganske stor krise.
Det var så frem til 2003. Herefter skulle jeg ud og være rigtig diplomat! Så med den italienske familie og den yngste af vores børn tog vi til Rom og var der i tre år. Det var tiden under Berlusconi, så det var ganske spændende, men jeg må indrømme, at det, jeg mest gik op i, var, at jeg i Rom også var den danske repræsentant i World Food Programme. Det multinationale har altid haft min store interesse. Jeg var formand for World Food Programme i et år, der gjorde, at jeg kunne rejse ud og se på vores projekter. Jeg var de mærkeligste steder, som Nordkorea og Nepal. Hele Nepal var jo besat af maoistiske styrker. Vi var også i Indonesien efter tsunamien.
Der gik så to et halvt år i Rom, før jeg blev opfordret af Marianne Fischer-Boel, der var dansk Kommissær, til at blive hendes Kabinetschef. Selvom man måske kan sige, at det for mig, som fast repræsentant i Rom, kunne ses som et spring ned af stigen, så var det at komme tilbage til Bruxelles, især for min kone, tiltrækkende. Så det blev altså til fire år i Kommissionen. Derefter blev jeg fast repræsentant i EU i et år igen, for ham man havde udpeget kunne ikke tiltræde på det tidspunkt. Så var jeg et år udlånt til Cathy Ashton, som skulle sætte den nye udenrigstjeneste op og få den vedtaget. Så jeg stod for alt det praktiske forbundet med at få etableret denne udenrigstjeneste, og der blev et ekstra år for mig der. På det her tidspunkt skulle jeg til at tage min sidste post og havde valget mellem en af de større poster i udlandet eller at blive i Bruxelles. Jeg valgte at blive i Bruxelles, som ambassadør til Belgien.
Der sluttede min karriere, men min interesse for EU spørgsmål sluttede ikke. Siden da har jeg været ganske aktiv i tænketanksverdenen. I seks år var jeg formand for den nyoprettede Tænketank EUROPA i København, og ellers var jeg involveret i European Policy Center i Bruxelles. Jeg har også løst nogle konsulentopgaver. Det fortsætter endnu, men på lidt reduceret basis. Så det er fortællingen!
Det er så spændende. Du må skrive en bog om dine oplevelser! Det er sejt, at en gammelsoraner har spillet så historisk en rolle i EU, som du har.
Ja, det er klart. Jeg blev jo støbt på Akademiet! Men jeg må sige, jeg har også været heldig at være på de rigtige steder på de rette tidspunkter. Derfor tror jeg også, at det var en god beslutning, at vi tog fra Rom og tilbage til Bruxelles, for det gjorde jo, at jeg kom tilbage i EU-universet og tænketanksmiljøet. Hvis nu jeg var cirkuleret rundt i verden, havde det været meget sværere at gøre.
Hvad er den største udfordring, du har mødt i løbet af din karriere? Hvordan klarede du den?
Det har på tidspunkter været hårdt, og der har været meget arbejde og mange timer på kontoret. Men hvis jeg skal fortælle lidt om min metode for at få noget svært til at lykkes, så er det, fordi jeg er god til at lytte til, hvad folk siger og sætte mig ind i, hvad de tænker. Jeg forsøger også at være behjælpelig, når andre har problemer, hvis jeg kan gøre det, uden at det går på tværs af danske interesser. Det, tror jeg, har givet tillid blandt dem, det var nødvendigt at “banke på plads”, for at de her ting kunne gå op. Da vi startede det danske formandskab i 2002, var der ikke mange, der troede på, at det kunne lade sig gøre at sikre østudvidelsen. Når det kom til stykket, lykkedes det også kun, fordi vi fik lang snor og kunne gøre ting, man normalt skal spørge om lov til. Det var nødvendigt at være villig til at tage risici. Det kunne vi ikke have gjort uden tillid i de kredse, som var nødvendige at få med. Det er min metode, men der er selvfølgelig andre metoder. Jeg er ikke en meget udadvendt person, men jeg er en person, der forstår at lytte og virkelig høre, hvad folk siger. Det har hjulpet mig.
Det er et godt råd. Nu vi taler om gode råd, har du så et til de gammelsoranere, der drømmer om en international karriere, hvor de kan gøre en forskel?
Det er et svært spørgsmål. Jeg har været heldig! Min generation havde mange muligheder, men det er langt sværere i dag. Det kræver, man sætter mange kræfter ind på det, og man prøver en masse ting for at få adgang, eksempelvis som assistent til en europaparlamentariker eller lignende. Det kræver, at man ikke lader sig slå ud, og at man kan tage de hug, som processen kan give. Jeg vil samtidig sige, at det er indsatsen værd! Jeg var glad for at være i det. Jeg har været glad for at være i Sorø, jeg var glad for at være i Brügge, jeg var glad for at være både i Udenrigsministeriet, men sådan set også internt i EU-institutionen. Jeg har haft mange gode oplevelser. Min oplevelse af dem, der arbejder i systemet, er også enormt positiv. Det er ikke nogle strenge, albueskubbende typer. De forsøger reelt at gøre en indsats for at løse problemer.
Jeg har også et generelt råd, som går ud over UM eller EU. Jeg synes, at en af svaghederne i Danmark er, at der ikke er tilstrækkelig interesse for at tage til udlandet, omend bare for en periode for at prøve det. Det lærer man meget af, og man kan bruge det i stort set alle jobs. Det kan jeg især tænke mig for fremtiden. I en vis forstand har vi det for godt i Danmark! Det er for nemt til, at man gør sig den anstrengelse at bruge tid i udlandet. Men man får noget ud af det. Man får menneskelig kapital tilbage på den lange bane.
Hvis du reflekterer over dine oplevelser, hvad er du så allermest stolt af?
Vi har jo talt om nogle af de ting, jeg har opnået i min karriere. Men jeg er også stolt af min familie. Jeg sætter meget pris på at have en tæt familie. Det har også været en oplevelse at have den danske og den italienske familie. Det er personligt det, der er allermest vigtigt for mig.
Hvor ser du EU om ti år? Og hvor ser du Danmark i forhold til EU på det tidspunkt?
Der er ingen tvivl om, at vi er på vej ind i en mere usikker og uforudsigelig periode end den, vi har kendt. Nogen kalder den “megakrisen”, hvilket jeg ikke synes særlig godt om. Man kan jo gøre alt til kriser. Vi går dog i en retning, hvor usikkerheden vil være større. Jeg tror, at EU om ti år har udviklet sig yderligere, men ikke mod noget, som ligner en forbundsstat. Enhver krise bringer udviklingspunkter, som vi må bringe med videre ind i samarbejdet.
Med hensyn til Danmark, vil jeg ikke spå, men jeg vil udtrykke et håb om, at Danmark tør være med. Danmark kan på mange måder bidrage meget til EU samarbejdet, og vi har bidraget! Alligevel har vi vores forbehold og en frygt for at engagere os 100% i projektet. Jeg håber en dag, at vi kommer over det problem og kaster os ud i spillet på lige fod med alle andre. Det har jeg selvfølgelig ventet på i mange år, og det er ikke sket endnu, men jeg har ikke opgivet håbet. Min oplevelse er også, at når de får forklaret EU, så er danskere meget interesserede i samarbejdet, og hvad det kan gøre. Men det helt dybe engagement mangler vi. Der var meget bredt folkeligt engagement omkring udvidelsen, men hvis jeg endelig skal sige noget negativt, så er det, at det engagement forsvandt totalt. Vi i Danmark burde have gjort mere for at udnytte den goodwill, som var indgangsvinklen for udvidelsen, og have fortsat engagementet på alle niveauer. Der kunne vi måske have fået en mere positiv udvikling, end vi har set. Men jeg kan ikke spå om, hvor vi er om ti år. Jeg kan kun udtrykke et håb.