Nyt lys - boganmeldelse

Redivivus nove luca – genoplivet i nyt lys står der på Akademiets emblem, omkransende Fugl Fønix, der løfter sig til nyt liv ud af asken.

Det samme står der som overskrift på tredje del af Per Jacobsens nye bog, J.P. Jacobsen. Liv og efterliv (selvudgiverforlaget Historia i Odense, uden årstal, men må være udkommet 2020). Overskriften skal pege på, at denne del af bogen omhandler JPJ i eftertiden, dvs. fra hans død og frem, en fremstilling, der har et tyngdepunkt uden for det sædvanlige i litteraturen om JPJ: oversættelsen og modtagelsen i de slaviske Balkanlande. Men overskriften er også et vink til læseren om, at forfatteren Per Jacobsen er soraner (S54). Og ikke nok med det: han er slavist og har været lektor i dette fagområde ved KU gennem mange år.

Bogens titel kunne forlede til at tro, at vi har at gøre med en biografi over JPJ. Men det er ikke tilfældet. Det biografiske er i hovedsagen begrænset til hans forfatterliv og samspil med brødrene Brandes, Hans Vodskov og Vilhelm Møller. Emnet er forfatterskabet, dets tilblivelse, dets forudsætninger i tiden, JPJs vej ind i 70ernes litteratur og dermed ikke mindst forholdet til det såkaldte moderne gennembrud.

Litteraturen om JPJ er meget omfattende, så det ville være mærkeligt, om en ny bog om et så smalt forfatterskab (to romaner, nogle noveller og prosaskitser og en række digte) kunne bidrage med noget aldrig før hørt. Per Jacobsens bog har sin styrke og berettigelse på en anden måde: Den er en meget veldokumenteret og kritisk gennemgang af alt eksisterende materiale, der kan belyse forfatterskabets præmisser og dets plads i tidens litteratur og ideologiske brydninger.

Når man læser de gængse litteraturhistoriers påstande (ofte skrevet af efter hinanden og i sidste ende baseret på Georg Brandes’ mildest talt usandfærdige usurpering af JPJ som sin elev!) og ikke mindst den skingre påstand om novellen ”Mogens” som selveste ”det moderne gennembrud”, er det velgørende at få en så nøgtern og kildekritisk funderet fremstilling af både den novelle og af forfatterskabet som hele. En fremragende dokumentation og kritik, der også rammer Johan Fjord Jensens højt besungne guldmedaljeafhandling om Turgenjev i dansk litteratur. Centrale påstande hos Fjord bliver pillet fra hinanden i Per Jacobsens bog.

En sådan bog er efterhånden en absolut sjældenhed i dansk litteraturforskning. Per Jacobsen kunne have smykket sig med et udsagn af Sorø Akademis velgører og genopliver, Ludvig Holberg, der så det som sit formål som historiker og essayist ”at examinere antagne meninger”. Eksaminere betyder at stille spørgsmålstegn ved, at undersøge kritisk. Det er det, der bør være det centrale i noget, der gør krav på at være videnskab. Men det er på det nærmeste ikke eksisterende i dagens danske litteraturforskning.

Selv om bogen er grundig og skarp, kan man ikke forvente, at den har alt med. Jeg savner omtale af et par værker fra den danske JPJ-forskning: Niels Lyhne Jensens store fremstilling i monografien Jens Peter Jacobsen, Twayne Publishers, Boston 1980, og Jørn Vosmar: J.P. Jacobsens digtning (disputats 1984) – begge forfattere fra Aarhus Universitet. Og jeg undrer mig over, at Georg Lukács ikke er nævnt. Hans vidtberømte litteraturfilosofiske værk, Die Theorie des Romans (tilblevet under 1. verdenskrig, udgivet i bogform 1920) udmærker sig (blandt andet) ved at sætte fokus på både Henrik Pon-toppidan (Lykke Per) og J.P. Jacobsen (Niels Lyhne). Det er Lucács, der indfører genrebetegnelsen desillusionsroman med Jacobsen som eksempel og udvikler dette begreb (side om side med begrebet desillusionsromantik) skarpsindigt (ikke uden sideblik til Kierkegaard og Hegel).

Bogen fortjener at være standardlæsning, både for Jacobsen-afficionados og når det gælder litteraturkritisk historieskrivning. Den havde fortjent en langt bedre opsætning af et professionelt forlag som f.eks. et af universitetsforlagene end den medfart, den har fået på selvudgiverforlaget Historia. Bare en detalje: bogen er ikke forsynet med en kolofon, der angiver årstal og copyright!

Udskriv