Kongelig missionær i Grønland, Hans Egede (1686-1758)

Thorkild Kjærgaard (S63) har begået denne artikel om Hans Egede.

I. Larger than life
Da man i 1870erne og -80erne diskuterede, hvad der skulle være på det kommende nationalhistoriske museum på Frederiksborg, som brygger J.C. Jacobsen havde oprettet i 1878 som en afdeling af Carlsbergfondet, opdagede man hurtigt, hvor svært det er at pege på, hvilke begivenheder og især hvilke personer, der har haft betydning for det historiske forløb. De fleste – selv konger, dronninger og statsministre – er, når alt kommer til alt, små hjul i et større samfundsmaskineri, og havde de ikke været dem, de tilfældigvis var, så ville der have været nogle andre, som havde gjort nogenlunde det samme. Hvis en kronprins eller en førsteminister dør, er der altid nogen, der står i kulissen og næsten ikke kan vente, til det bliver deres tur.

Ser man på Danmarks (indtil 1814: Danmark-Norges) historie med et køligt, usentimentalt blik, så er der ikke mange, der har afsat sig blivende, uudslettelige aftryk, sådan at forstå, at tingene i dag ville tage sig mærkbart anderledes ud, hvis de ikke havde været her. Blandt de få, der ikke lader sig reducere og relativere er – som påpeget i 1884 af historikeren, professor Edvard Holm i forbindelse med diskussionen om, hvad man skulle stille op med det kommende museum på Frederiksborg – Hans Egede. Hvis Hans Egede blev taget ud af ligningen, ville meget med sikkerhed være gået anderledes. Der var ikke nogen, der stod på spring til at tage hans plads, hvis han ikke havde været der, og var han faldet fra før tiden, havde der ikke været nogen, som kunne træde ind og fuldende værket, og Danmark ville i dag være et andet land. Sådan så det ud fra Edvard Holms ståsted i 1884. Sådan ser det stadig ud i dag, næsten 150 år senere.

Hvis ikke Hans Egede i 1721 – i år for 300 år siden – var taget til Grønland, så ville rigtig meget i dag være anderledes. Grønland, som siden nordbotiden (sammen med Færøerne og Island) havde hørt til Norge og derigennem også til Danmark, ville være gledet over på andre hænder, fordi der ikke var nogen anden i sigte, som kunne eller ville gøre Hans Egede kunststykket efter og genetablere dansk-norsk suverænitet over Grønland. Hans Egede stod i mange år fuldstændig alene med sit projekt om at tage til Grønland, de gamle nordboeres land, hvor der nu kun var vilde hedninger, og han blev anset for en nar og en latterlig fantast uden kontakt med de hårde politiske realiteter.

Kontrafaktisk historieskrivning er en farlig disciplin og amatørernes legeplads. Kan man virkelig med nogen rimelig sikkerhed sige, hvad der ville være sket, hvis ikke Hans Egede var taget til Grønland for 300 år siden? Det kan man, helt undtagelsesvis, i dette tilfælde. I 1721 havde det gamle norske, nu dansk-norske land i årevis været på nippet til at glide over til andre magter. Grønland anerkendtes ganske vist stadig internationalt som en del af den dansk-norske konges territorium, men der var grænser for, hvor længe suveræniteten kunne opretholdes, hvis ikke den blev udnyttet – og det blev den ikke. Der var ingen trafik fra hverken Danmark eller Norge på Grønland, og der var ingen dansk-norske embedsmænd i Grønland til at hævde suveræniteten. Derimod vrimlede det med hollandske og britiske købmænd og hvalfangerfartøjer i Davis Strædet, ligesom hollænderne for længst havde forsynet grønlandskortet med hollandske navne. Hvert eneste år gik snesevis af hollandske og britiske købmænd i land på Grønlands kyster og handlede med de indfødte, som for længst havde vænnet sig til gryder og potter af kobber og andet europæisk husgeråd, som de fik til gengæld for sælspæk (til lampeolie, blandt andet til oplysning af Londons og Amsterdams gader) og andre eftertragtede arktiske varer. Havde den udvikling fået lov at fortsætte, ville Grønland inden for en meget kort tidsfrist være blevet en hollandsk eller måske snarere en britisk koloni, som Canada på en østlige side af Davids Strædet allerede var, og Grønland ville i dag som de andre store øer i det nordøstlige hjørne af det nordamerikanske kontinent (Baffin Island, Ellesmere Island og andre) som den naturligste ting af verden være en del af Canada.

For det indre liv i Grønland ville det have haft vidtrækkende konsekvenser. For hollænderne og briterne var grønlænderne ikke andet end en samling indfødte, som man kunne skalte og valte med efter forgodtbefindende, sådan som man gjorde det på resten af det nordamerikanske kontinent. For Hans Egede, derimod, var Grønland ikke en koloni, men en del af Norge og dermed en del af det dansk-norske monarki, og de mennesker, som boede der, var landsmænd, som skulle behandles med respekt. De var hedninger, og det ville Hans Egede gerne gøre noget ved, og det gjorde han og hans efterfølgere med stor succes. Men grønlændernes sprog og kultur skulle respekteres, og tvangsomvending til kristendommen, som i stor målestok blev praktiseret på det amerikanske fastland, kunne ikke komme på tale. Resultatet kender vi dag. Hvor grønlændernes stammefæller på den canadiske side af Davis Strædet taler engelsk og i reglen ikke kan andet, så trives grønlandsk sprog og kultur i bedste velgående takket være Hans Egede, som gav grønlænderne et skriftsprog, hvad intet polarfolk tidligere havde haft. Og hvor den eskimoiske (inuitiske) befolkning i Canada og Alaska er blevet udnyttet og hundset med som en kolonibefolkning med følger som trækker spor frem til i dag, så er grønlænderne blevet behandlet som landsmænd. Det gælder for eksempel på et vigtigt punkt som kommunalt og regionalt selvstyre. De grønlandske forstanderskaber blev indført 1857 og er altså næsten lige så gamle som de tilsvarende danske sogneforstanderskaber (sogneråd), som er fra 1841.

Men også for Danmark, som ved Freden i Kiel 1814 fik overdraget de gamle norske øer i Nordatlanten (Grønland, Island og Færøerne), mens Fastlandsnorge gik til Sverige, har Hans Egedes indsats haft stor, stadig mærkbar betydning. Uden Hans Egede ville Danmark ikke have haft Grønland og formentlig heller ikke Færøerne med alt, hvad det indebærer på godt og ondt (Island flyttede hjemmefra i 1944 og dannede sin egen dukkerepublik). Danmark ville ikke have været en arktisk stormagt og vi ville ikke have siddet med ved bordet i Arktisk Råd og spist kirsebær med de store. Vi ville heller ikke have deltaget i krigene i Irak og Afghanistan. De danske soldater, som er faldet på slagmarken i Afghanistan og andre steder langt borte fra Danmark, er faldet for Grønland, sådan at forstå, at Grønland gør Danmark til en del af den amerikanske verden, og dermed afhængig af et tæt, fortroligt samarbejde med USA med alt, hvad det indbringer og koster. Uden Hans Egede ville Danmark i dag have været en lille driftig, men ret ubemærket nation i det nordlige Europa, hvis vi da overhovedet havde fået lov at beholde vores selvstændighed. Den har Grønland nemlig også i afgørende øjeblikke været med til at sikre. Hvordan Danmark skulle have klaret sig igennem Anden Verdenskrig og de første år efter krigen, hvis ikke Grønland havde skaffet os politisk goodwill i USA, er svært at sige. Ville Danmark være blevet optaget i FN allerede fra grundlæggelsen i 1945 uden USA's støtte? Det tvivler historikere på. Ville de sovjetiske besættelsesstyrker have forladt Bornholm foråret 1946, hvis ikke en fortsat sovjetisk forbliven på dansk territorium forventelig ville have betydet, at USA havde udvidet sit territorium ved at overtage Grønland? Det ved ingen, men det har altid været en gåde, hvad der fik Den Røde Hær til at trække sig tilbage fra Bornholm og dermed – med en formulering som skyldes Statsministeriets mangeårige sikkerhedspolitiske rådgiver Henning Gottlieb – gjorde Danmark til ”en randstat, som lå på den forkerte side af Jerntæppet.” Hvad det ville have betydet for dansk kunst, litteratur, musik og kirkeliv for ikke at nævne sprogvidenskab, etnografi og naturvidenskab (zoologi, botanik, geologi og glaciologi), hvis ikke Danmark, takket være Hans Egede, havde haft Grønland som virkeplads, er uoverskueligt.

II. En kerne af rå kraft
Hans Egede blev født i Harstad i det nordlige Norge 1686. Det stod ikke skrevet ved hans vugge, at han skulle blive noget særligt. Både på moderens og faderens side stammede han fra bønder, fiskere og embedsmænd i andet geled. Dygtige lokale folk, men uden kontakt med de ledende lag i det mægtige dansk-norske monarki, der strakte sig fra Nordkap til Hamborg. Drengen kom i skole – privatundervisning, der var præster i familien – og som 19 årig kom han til København, hvor monarkiets eneste universitet lå, for at læse til præst. Her var han kun kort tid, det var dyrt at holde en søn i København, og der var problemer i hjemmet, hvor faderen lå alvorligt syg. Men ved en kraftanstrengelse lykkedes det den unge Egede på ikke meget over et år at hale en teologisk embedseksamen i land, om end i den lave ende. Helt ubemærket forblev den unge, ravnorsk talende student dog ikke. Den navnkundige professor Hans Bartholin, der nok kunne kende et talent, når han så det, skrev om Hans Egede, at han havde udvist ”stort nemme.” Bartholin har formentlig ventet, at den purunge kandidat, der straks efter eksamen var draget tilbage til det nordlige Norge på jagt efter et præstekald, ville dukke op igen som ansøger til et provsteembede, eller måske endda ad åre til en bispestol. Lidet anede den københavnske karriereteolog og indædte fjende af kristen mission, at det var ingen anden end den kommende grundlægger af grønlandsmissionen, han havde givet sit fornemme skudsmål, og at Hans Egede, da han mange år senere fik tilbudt bispestolen i Trondhjem, ville takke nej.

Hans Egede, hvis far nu var død, fik som bare 21-årig et præstekald i Vågan ude på det yderste af Lofoten. Han fik også en kone, den livsduelige, 13 år ældre Gertrud Rasch, som fulgte Hans Egede til sin død i Grønland december 1735. Hun var en pige fra egnen fra et miljø som hans eget, og de fik hurtigt børn, fire i alt. Ægteskabet med Gertrud Rasch bragte den unge præst i konflikt med forgængerens enke, der mente, at hun efter års afholdenhed havde krav på ham som ægtefælle og sengekammerat, men det blev der ikke noget af. Der var også konflikter om forskellige økonomiske rettigheder med et par af kollegerne, som gav Egede lejlighed til at konstatere, at han var gjort af et andet stof end sine kaldsfæller. Fysisk var Hans Egede bomstærk og frygtløs. Nogle af sine mange kræfter brugte han på lange, strabadserende ture på Lofotens klippekyst klos op ad det iskolde Atlanterhav.

Sådan gik et par år, og så en oktoberaften 1708, hvor han igen var ude på en af sine vanlige aftentur langs Atlanterhavet, kom han – fortæller han selv mange år senere – i tanke om, at på den anden side af det sorte hav foran ham lå Grønland, hvor der siden 900-tallet havde boet nordmænd. Hvordan var det egentlig fat med nordboerne? Var de der endnu? Det var længe siden, man var ophørt med at sejle regelmæssigt på Grønland, det havde man ikke gjort siden slutningen af 1300-tallet. Spørgsmålene myldrede frem. Hvordan havde de det mon med kristendommen? Kaldte kirkeklokker til gudstjeneste hver søndag? Hvis ja, så var det jo i hvert fald til en katolsk højmesse. Reformationen, som i 1530erne havde bragt lutherdommen til Danmark og Norge, kunne nordboerne på Grønland af gode grunde ikke vide noget om.

Denne mørke aften i oktober 1708 mødte den 22-årige Hans Egede sin skæbne. Man kan også sige, at den rastløse, højt begavede, lidenskabeligt indstillede mand, der havde kræfter, som han ikke kunne udfolde som sognepræst for en lille menighed i det nordlige Norge, heller ikke selv om det skulle lykkes ham at avancere til provst, måske endda biskop nede i Trondhjem, omsider fandt ud af, hvad han skulle gøre med sig selv og med sit liv. Ved at vende blikket mod det fjerne Grønland fandt han et projekt – en måde at udtrykke sig på – som var grandios nok til at fylde hans sejl fuldt ud. Eftertiden har undret sig over, at han så at sige ene mand kunne erobre Grønland, og det er der al mulig grund til at undre sig over. Men lidt paradoksalt udtrykt er gådens løsning, at han ikke kunne andet. Han havde et format og var af en støbning som gjorde, at han ikke kunne affinde sig med mindre end at tage livtag med hele verden og forsøge med egne kræfter at dreje historiens hjul. Så måtte det briste eller bære. Hans Egede var med den norske forfatter Kåre Holts udtryk skabt til ”stordåd.” Eller, som han selv ubeskedent formulerede det: Grønlandsmissionen var ”et guddommeligt kald.” Et guddommeligt kald, som han hverken kunne eller ville modsætte sig.

Hos Hans Egede, som aldrig tidligere havde interesseret sig for Grønland og intet vidste om oversøisk mission, blev der i oktober 1708 tændt en ild, som aldrig mere slukkedes. Han begyndte at orientere sig i, hvad der rent faktisk foregik på missionsfronten. Der var den jesuitiske mission i Kina og i Japan, og der var den spansk-katolske i Amerika. Der var også en nyere pietistisk-protestantisk missionsbevægelse, der udsprang fra Halle i Tyskland, og som netop, med støtte fra København, var begyndt at udsende missionærer til Tranquebar i Indien, snart også til Vestindien. Endelig var der en kæmpestor teologisk litteratur, som Egede ikke havde beskæftiget sig synderligt med i studietiden, men som han nu kastede sig over. Hvad havde den at sige om mission? Havde apostlene, hvis handlinger er beskrevet i Apostlenes Gerninger, gjort arbejdet én gang for alle (som nogle, blandt andre professor Bartholin mente), eller skulle missionen fortsættes på moderne betingelser, som en række nyere tyske teologer gjorde gældende? Og så var der Grønland. Hvordan så det ud på Grønland? Der var ikke meget at hente, men lidt var der, især nogle nederlandske skrifter. Og så kunne han kontakte folk, der havde været på Grønland, der som nævnt var befærdet af hollandske og engelske handelsskibe og hvalfangere, som ikke sjældent havde dansk-norske sømænd påmønstret. Der var også bergensiske skibe, som for år tilbage havde været i farvandet omkring Grønland.

Efterhånden fik Egede så meget stykket sammen, at han i 1711 kunne sende et projekt til biskopperne i Trondhjem og Bergen, ligesom regeringen i København blev orienteret. Der er tale om et langt og kompliceret dokument, hvor Egede med talrige bibelcitater og henvisninger, direkte såvel som indirekte, til forskellige teologiske forfattere forklarer, at der bør sendes en mission til Grønland. Grønland var gammelt norsk land, og det var alene af den grund den dansk-norske konges pligt at opretholde og forsvare Guds Rige i Grønland. Det fremgår af det store memorandum fra 1711, at Hans Egede allerede på det tidspunkt var helt på det rene med, at der ikke var nordboere tilbage på vestkysten, som var det sted, hvorfra en mission nødvendigvis måtte tage sin begyndelse, da østkysten var utilgængelig på grund af is. Han vidste også, at de folk, der boede på vestkysten, talte et ukendt sprog, og at de var hedninger. Der måtte, mente han, være tale om et blandingsfolk med middelalderens kristne nordboere blandt forfædrene, som af mangel på kristne lærere havde forvildet sig ind i hedenskabens og uvidenhedens mørke. Egede er af og til blevet latterliggjort for naive forestillinger om, at han skulle til Grønland og undervise katolske nordboere i den rette lutherske lære, men aldeles uberettiget. Han vidste udmærket, hvilke folk han ville møde, når han kom til Grønland, og at det var en ren hedningemission, som forestod. At han så alligevel fik noget af et chok, da han mange år senere blev mødt af den grønlandske virkelighed, er en anden sag. Hvis nordboerne stadig fandtes – og det troede Hans Egede til sin dødsdag – var de skjult bag østkystens ismasser. Til sidst i det lange, ærbødigt formulerede forslag om en grønlandsmission lader Hans Egede forstå, at han selv er villig til at drage til Grønland, uanset at han har et kald i Norge og kone og børn. Han er parat til at bryde alle bånd hvis nødvendigt. På det punkt gik han længere end selv de varmeste samtidige fortalere for oversøisk mission. De forestillede sig, at missionærerne skulle være unge, ugifte mænd, uden en hjemlig menighed at tage vare på. Eller med andre ord nogen der kunne tillade sig at dø for sagen. Hans Egede viser her sin ubøjelige og kompromisløse karakter. Han havde med endnu en formulering hentet fra Kåre Holt ”en kjerne av rå kraft.”

Bispernes modtagelse af det omfattende projekt var venlig, men afventende, og fra København, som var involveret i Den store nordiske Krig og havde andet at tænke på, kom ikke noget svar. Set fra regeringskontorerne på Slotsholmen var Hans Egede indtil videre ikke andet end en præst fra det yderste nord, som havde fremsendt en plan uden nogen gang på jorden.

Og så var der familien. Gertrud Rasch var lamslået, da det gik op for hende, hvad hendes mand havde gang i, og at han var villig til at sætte alt på et bræt. Vi ved ikke, hvad der er foregået inden for hjemmets fire vægge, men flere af de forfattere, som har haft fat i Hans Egede-skikkelsen, kredser om det drama, det må have udspillet sig. Gertrud modsatte sig på det bestemteste det afsindige grønlandsprojekt, og vi ved ikke, hvad der fik hende til at give efter. En af dem, der har vovet at gætte, er Margrethe Tjalve, som for få år siden udgav en meget læseværdig roman om Gertrud Rasch, Isekrog. Med udgangspunkt i en vistnok autentisk begivenhed opbygger Tjalve en nervepirrende scene, hvor den ældste søn, Poul, fanget på en klippe ude i vandet, er på nippet til at blive revet væk af tidevandet. Den pris, som den fortvivlede Gertrud inde på land lover Gud at betale, såfremt Poul bliver reddet – hvad han bliver – er at tage med Hans til Grønland.

Men det var ikke bare Gertrud, der skulle godkende Hans Egedes vilde planer. Det skulle resten af verden også, for han kunne ikke svømme over Atlanterhavet, og han havde ingen midler og ingen selvstændig platform, for eksempel et stort embede at arbejde ud fra. Han var, set med verdens øjne, ikke nogen, og længe løb han panden imod en mur af ligegyldighed. I 1718, 10 år efter at han i 1708 havde fået sin guddommelige kaldelse om at tage til Grønland, gjorde han det aldeles uhørte at nedlægge sit embede uden betingelser og drage med familien til Bergen, hvor han håbede at kunne finde støtte for sin sag. I Bergen blev Egede spottet og hånet som en nar og en fantast, og familien levede på det knappeste af de indtægter, han kunne skaffe sig som lejepræst. Men det var ikke kun nederlag, fattigdom og spot. Det lykkedes ham at komme til København og, hvor utroligt det end lyder, at få foretræde for kongen. Det var Frederik IV, der i 1720 som sejrherre i Den store nordiske Krig stod stærkt i det nordlige Europa. Kongen, der nærede stor forkærlighed for Norge, kunne sagtens se ideen i at få genoprettet det norske og dermed det dansk-norske herredømme i Grønland. Det var nu, chancen var der, det var nu, mens Danmark-Norge stod på toppen, at der skulle handles, og den egensindige, viljestærke præst fra Nordlandene så ud til at være gjort af det rigtige stof. Hans Egede blev udnævnt til kongelig missionær med en gage på 300 rigsdaler årligt plus 200 rigsdaler til omkostninger, og med kongelig opbakning lykkedes det at få det bergensiske købmandsaristokrati med på at oprette et såkaldt Bergenskompagni, der kunne stå som sponsor for ”det grønlandske Dessein.” Der blev købt skibe – tre i alt, derunder et hvalfangerskib, som blev sendt i forvejen – og den 2. maj 1721 skete det ufattelige: Det gode skib Haabet og en ledsagede galiot kastede los og stod ud fra havnen i Bergen med 46 mennesker ombord og kurs mod Grønland. Chef for ekspeditionen var den tidligere nordlandspræst Hans Egede, nu med titel af kongelig missionær i Grønland, der i 1708, 13 år tidligere, var blevet grebet af en idé, som han siden havde arbejdet for nat og dag. Opgaven var at drive handel på Grønland og missionere for de mennesker, som boede der.

Det blev en farlig og langvarig overfart, og det forudsendte hvalfangerfartøj nåede slet ikke frem. Den 4. juni fik man Grønlands sydspids i sigte, men der var svær drivis og skibene blev mødt af voldsomme storme, så det tog uger at trænge op i Davis Strædet. Sankt Hansaften kom skibene i en kritisk situation, og længe så det ud som om de to fartøjer ville blive knust af isen. Men på underfuld måde kom de klar, og den 3. juli 1721 kunne man efter to måneder på havet omsider kaste anker ved en ø i den grønlandske skærgård, beliggende på 64 grader 7 minutter nordlig bredde, 2-3 mil fra fastlandet ud for det nuværende Nuuk. Øen, hvor de gik i land, blev døbt Håbets Ø. For Hans Egede blev det begyndelsen på 15 arbejdsår i Grønland, som sluttede den 29. juli 1736, hvor han sejlede tilbage med tre af børnene og hustruen Gertrud liggende i en tjæret kiste fastsurret på dækket. Den ældste søn, Poul, der nu var 28 år og talte flydende grønlandsk med svag norsk accent, blev tilbage i Grønland som ledende missionær.

III. Missionæren
Hvad gør man, når man står i Grønland omgivet af folk, som ikke forstår, hvad man siger, og hvis sprog af den eskimoisk-aleutiske sproggruppe man ikke aner det mindste om, og som viser sig at være hundrede gange sværere, end man selv i sin vildeste fantasi har forestillet sig?

Det var, kort fortalt, Hans Egedes situation, da han gik i land i Grønland den 3. juli 1721. Han kunne uden større problemer begynde at opføre et overvintringskvarter – han havde materiale med på skibene, og han havde sit mandskab. Noget andet var at komme i kontakt med de indfødte, som sejlede rundt i kajakker og konebåde, som fangede sæler og gik på rensdyrjagt og talte et sprog, som han ikke forstod et ord af. Om sommeren boede grønlænderne i telte, om vinteren i lave, nedsænkede huse, såkaldte langhuse, hvor de boede så tæt, at de takket være kropsvarmen og de stadig brændende tranlamper kunne gå næsten nøgne omkring, selv om det frøs 20 grader eller mere udenfor. Grønlænderne forrettede naturligvis al deres nødtørft inden døre. Urinen blev opsamlet i tønder og brugt blandt andet til hårvask. Hver familie havde en lille bås, de ugifte holdt til på særlige brikse langs væggene. I en luft tyk af menneskelige uddunstninger og em fra vådt skindtøj, der hang til tørre, levede grønlænderne deres liv det meste af året. Her blev børnene undfanget, her fødtes de. Hvis det var piger med den risiko at blive sat ud, hvis der var nok af dem i forvejen; blev det en dreng, var glæden stor og moderen stolt, en dreng betød jo en fanger, en erhverver, der kunne sikre familiens eksistens engang. Om morgenen tog mændene ud i kajak for at jage. Det var helt nødvendigt, men farligt, og ikke sjældent gik det galt. En grønlandslæge, Alfred Bertelsen, har senere regnet ud, at det var lige så farligt at være grønlandsk kajakfanger som at være frontsoldat under Første Verdenskrig. Derfor var der i det gamle grønlandske samfund altid et stort overskud af kvinder; bigami var en del af løsningen. Socialt set bestod det grønlandske samfund af små grupper, domineret af storfangere. De mænd, der ikke kunne klare sig på havet, havde et svært liv, det samme havde de fleste kvinder. Det religiøse lederskab varetoges af shamaner, åndemanere, som udøvede et hårdt, tabubaseret styre.

I den verden dumpede Hans Egede ned i 1721, og her skulle han vise, hvad han duede til. Det han endte med at gøre var at drive en slags billedmission. Billeder viste sig at have en nærmest magisk tiltrækning på grønlænderne, hvad Egede ret hurtigt opdagede. Han beretter om det i den tjenestejournal, som han førte gennem alle årene i Grønland: I sin rådvildhed over ikke at kunne komme i kontakt med de mange, som kom strømmende til Håbets Ø for at se, hvad der var på færde, holdt han en dag en stor foliant med billeder af Jesus og evangelisterne på titelbladet – formentlig Heinrich Müllers dengang meget benyttede Evangelische Schluss-Kette i en pragtudgave fra 1699, som vi ved, han havde med til Grønland – op for en forsamling af grønlændere. Man pegede og gestikulerede ivrigt, og Hans Egede anede, at han måske havde fundet en vej, som kunne bruges, indtil han fik fat på noget af sproget. Hans Egede var god til at tegne, det samme var hans ældste søn Poul – ham der i sin tid sad på klippen, mens vandet steg omkring ham. Poul, der nu var 12 år, og hans far tegnede billeder fra bibelhistorien, viste dem frem og forklarede på grønlandsk, så godt de kunne, hvad de forestillede. En gentagelse af, hvad der formentlig er foregået i middelalderens Danmark med støtte i kirkernes kalkmalerier.

Sproget var en næsten uoverstigelig opgave. Der var ingen ordbøger, der var ingen grammatikker, der var ingen tidligere studier, som man kunne støtte sig til. Alt skulle samles op helt fra bunden. Det skete ved at tage forældreløse børn ind ude på Håbets Ø, det skete ved at Hans Egede alene eller i følgeskab med andre, ofte de to sønner Poul og Niels, om vinteren i isnende kulde opsøgte grønlænderne i deres hytter, hvor de spiste spæk samtidig med at de prøvede at udholde stanken og få styr på sproget, som de ikke blot skulle lære at forstå, men også at tale, ligesom det var nødvendigt – hvis missionen skulle have en chance for at bide sig fast – at der blev udviklet et skriftsprog. De første tekster på grønlandsk blev til allerede efter en to-tre år i Grønland. Meget ufuldkomne, men man var på vej, og målet – et brugbart grønlandsk skriftsprog – blev nået i løbet af 1730erne og 1740erne. Den første grønlandske ABC kom i 1739, og længe inden da var man begyndt at lære grønlænderne at læse, hvad Hans Egede – som det altid har været skik inden for den protestantiske verden – lagde stor vægt på. Ikke for ingenting er protestantismen og bogtrykket, som protestantismen i høj grad skylder sin succes, jævnaldrende. Nogle vil måske spørge: var det nødvendigt at lære grønlandsk. Kunne man ikke have prøvet at lære grønlænderne dansk? Hertil er for det første at sige, at det heller ikke ville have været nogen nem sag at lære grønlænderne dansk. Og, for det andet, at det aldrig nogensinde kom på tale. Hans Egede holdt sig til Luther-udtrykket om ”modersmålet som Guds spejl i sjælen.” Ville man bibringe folk kristendommen, måtte det ske via modersmålet, der var ingen anden vej.

Hans Egedes budskab var kristendommen. Kristendom er tro, men det er ikke bare tro. Det er også, som allerede nævnt, billeder, og det er læsning, som kan bruges til andet end at læse religiøse tekster. Kristendom er også sang og musik. Hans Egede var en stor sanger, og når han drog rundt i Grønland, som han begyndte at gøre, så snart han havde fået lidt fodfæste, så sang han, når han nærmede sig en ny boplads. Folk strømmede sammen for at høre den berømte hvide mand, der stående foran i båden sang, så det kunne høres på lang afstand. Endelig er kristendommen litteratur. Biblen er et af verdenslitteraturens hovedværker, og efterhånden som den i løbet af 1700-tallet – og nu trækker jeg linjerne langt ud over den tid, hvor Hans Egede var i landet – blev oversat til grønlandsk, gav den grønlænderne nye og meget benyttede referencepunkter. De bibelske fortællinger blev ovenud populære, og grønlænderne begyndte at forstå sig selv som en del af den bibelske fortælling.

Med Hans Egedes komme – og med de missionærer og andre, der fulgte, efterhånden som 1700-tallet skred frem – oprandt en ny tid i Grønland. En ny religion, en ny kultur og et nyt samfund i tæt kontakt med Danmark-Norge, ikke bare åndeligt og kulturelt, men også økonomisk og politisk. Europæiske forbrugsvarer, som hollænderne tidligere havde bragt til Grønland, kom i større mængder end nogensinde, og suppleredes med kaffe, te, chokolade, figner, mel, tekstiler og en lang række andre ting, som gjorde livet lysere, lettere, behageligere og sikrere. Der oprettedes handelsstationer, som gjorde fødevareforsyningen mere sikker og hindrede sult, der tidligere uundgåeligt indfandt sig, når man før eller siden løb ind i en periode med misfangst. Der dannedes en administration, der kom postforbindelser, og der kom skydevåben, som gjorde fangsten mindre farlig og mere effektiv. Der kom jordemoderkunst, lægekunst og medicin. Det gamle samfund sank i jorden, og der opstod i løbet af 1700-tallet et nyt Grønland, som sammen med Island og Færøerne udgjorde det søbårne Norge, der så igen var en del af det forenede Danmark-Norge. Siden er Fastlandsnorge forsvundet ud af billedet. Det skyldtes napoleonskrigene, som for Nordeuropas vedkommende afsluttedes med Freden i Kiel januar 1814, som delte Norge. Fastlandsnorge – det vi i dag kalder Norge – gik på de vindende stormagters forlangende til Sverige. Det søbårne Norge – Grønland, Island og Færøerne – forblev i union med Danmark.

Hans Egede blev i Grønland til 1736. Den sidste tid var svær af forskellige årsager. Den vigtigste var, at koppesygdommen i 1733 kom til Grønland. Indtil da var det – takket være den altid mere end seks uger lange sejltid mellem Danmark-Norge og Grønland – lykkedes at hindre koppesmitten, hvis inkurbationstid er 40 dage, i at krydse Nordatlanten, men i 1733 var uheldet ude. På et skib fra København var der to grønlændere ombord. Den ene bar smitten ombord, den anden fik den så sent under overfarten, at han endnu ikke var blevet syg, da skibet ankom til Godthåb og derfor uhindret kunne gå fra borde med den dødelige smitte, og da grønlænderne – som alle andre folk på den gennem årtusinder isolerede amerikanske halvkugle – ikke havde noget immunforsvar mod kopper, som er en europæisk-asiatisk sygdom, så blev dødstallene astronomiske. Folk døde bogstavelig talt i bundter. Gertrud Rasch og Hans Egede gjorde sammen med resten af deres folk en stor indsats for at pleje de syge, men det var ikke meget, de kunne gøre. For Gertrud betød koppeepidemien afslutningen, hun sled sig op og døde, 62 år gammel, i december 1735. Hans Egede, der selv var blevet 49 år, fik en depression, og da hans ældste søn Poul, der havde været i København nogle år for at studere, var klar til at træde til, så besluttede han at stoppe på Grønland og tage tilbage. Ikke til det nordlige Norge, hvor han aldrig mere satte sine ben, men til København, hvor han de kommende år udgav en række bøger om Grønland og grundlagde det såkaldte Seminarium Groenlandicum, som siden 1737 og frem til det lukkede for få år siden har uddannet i hundredvis af missionærer og præster til tjeneste i Grønland, samtidig med at det har dannet rammen om en stor produktion af bøger på grønlandsk. Den første bog, som blev udsendt, var den allerede nævnte ABC fra 1739, den første trykte bog på grønlandsk. Denne bog har længe været anset for tabt, og der har endog været dem, der har betvivlet, at den nogensinde har eksisteret. Men det har den, og i 2020 er den ved et lykkeligt tilfælde blevet genfundet, endda i to eksemplarer. En afhandling om dette boghistoriske fund er på trapperne og kan forventes offentliggjort i løbet af 2021.

IV. Eftermælet
Grønlænderne har siden 1700-tallet været taknemmelige mod Hans Egede, som gav dem ikke bare kristendommen, men også et fælles skriftsprog og dermed en fælles national identitet, som har gjort det muligt for dem at træde ind i den moderne verden. Det havde en pris, nemlig at det gamle samfund sank i jorden, akkurat som vikingetiden sank i jorden her i Danmark, da kristendommen blev indført. Men ikke alt forsvandt, blandt andet bevarede man sproget, der i dag er det eneste oprindelige sprog på den amerikanske halvkugle, som er stats-, samfunds- og kulturbærende. På resten af det mægtige amerikanske kontinent, fra Ildlandet i syd til Canada i nord, er det ikke-amerikanske sprog (spansk, portugisisk, engelsk og fransk), der slår tonen an. Kun i Grønland er det landets eget sprog, der tales på gaden, læres i skolen, benyttes på prædikestolen og lyder fra parlamentets talerstol med alt hvad det indebærer af historisk kontinuitet og kulturel identitet. Hans Egedes grønlandske projekt blev en svimlende succes til glæde for alle, men først og fremmest for det grønlandske folk.

De seneste års aggressive identitetspolitiske bevægelser, som har rettet sig mod den hvide mand, har mange steder i verden ført til en hadefuld forkastelse af den kristne europæiske kultur. Disse bevægelser har længe været mærkbare i Grønland, og i 2020 ramte de ind med fuld kraft. Hans Egede er blevet beskyldt for at være racist og for at ville undertrykke og kolonisere Grønland. Den store statue af ham, som står på Kirkebakken i Nuuk, er blevet oversprøjtet med rød maling, og man har skrevet det engelske slagord decolonize på soklen.

Begge beskyldninger er ubegrundede. For at tage det sidste først, så har Grønland, som flere gange nævnt, aldrig været en koloni, men har siden middelalderen været en del af Norge. Grønland kunne være blevet en hollandsk eller en britisk koloni, men blev det aldrig – takket være Hans Egede. Også når det kommer til racisme kan Hans Egede frikendes. Racisme hører en senere tid til, og i alle tilfælde var den slags tanker ham fuldstændig fremmed. Hans Egede skelnede mellem kristne og ikke-kristne, men opfattede i øvrigt alle mennesker som lige. Om noget, så var han tilbøjelig til at opfatte grønlænderne som europæerne overlegne. Herom er der flere vidnesbyrd i de skrifter, som han udsendte om Grønland efter tilbagekomsten, således i Det gamle Grønlands Nye Perlustration fra 1741, hvor han sammenfattede sit syn på grønlænderne således: ”Naar man ligner Grønlændernes Levnet med de Fleste saa kallede Christnes Levnet, saa vil hine visselig beskieme [beskæmme] disse paa hin Dag [Dommedag]; thi Grønlænderne, skiønt de ikke have nogen Lov, saa giøre de dog af Naturen nogle Lovens Gierninger. Hvad kand man af de fleeste Christnes herskende Begierligheder, store Hofmoed, prægtige, vellystige og overdaadige Levnet, Had og indbyrdes Eftertragtelse og andre utallige grove Laster dømme, end at de ere langt fra Livet som er Gud, og i saa Maader ere høist Ulyksalige, men tvertimod leve Grønlænderne udi en naturlig saa at sige Uskyldighed og Enfoldighed. Deres Begierlighed strekker sig ikke viidere end til nødtørftige Ting. Viide ikke af Pragt og Hofmoed, hade og fortrykke hinanden ikke, de ey heller vindicere sig nogen Magt og Herredømme over hinanden. Kortelig, de ere Fornøyede med deres Stand og Vilkor og plages ikke med unyttige Bekymringer. Er det ikke en stor Lyksalighed? O! I lyksalige Folk! Hvad bedre kand man i udvortes og timelige Ting forønske eder, end som I allerede have og besidde. Have I ingen Rigdom? I trykkes ikke heller af Fattigdom. Have I ingen Overflødighed? I liide ikke heller Mangel og Fattelse [afsavn]. Er der ingen Pragt og Herlighed hos eder at see? Der er ikke heller Foragtelse [nedværdigelse] at finde. Er der ingen Herrestand? Der er ikke heller nogen Slavestand. Hvad er sødere end Frihed? Og hvad er lyksaliger end Nøysomhed? Men eder fattes endnu et, jeg meener Guds og hans Søns Jesu Christi Saliggiørende Kundskab, hvori allene det ævige Liv og Salighed bestaar. Dette er det som vi i Evangelii Prædiken tilbyde eder.”

Litteratur:
Der findes en enorm litteratur om Hans Egede, dog mangler en ny, ajourført biografi. Forhåbentlig bliver der i løbet af 2021, 300-året for Hans Egedes ankomst til Grønland, rettet op på det. Den indtil videre bedste og mest fyldestgørende biografi er Louis Bobés veloplagte og velskrevne, men lidt bedagede Hans Egede: Grønlands Missionær og Kolonisator fra 1944. Ud over faglitteraturen er der en lang række halvdokumentariske romaner om Hans Egede og Gertrud Rasch. Blandt de nyeste kan nævnes Kåre Holt: Sønn av jord og himmel. En bok om Hans Egede,”Grønlands Apostel” (1978), Karl Erik Harr: Is og Ild. I Hans Egedes kjølvann (2008), Linda Lassen: Håbets år. Historisk roman om Gertrud Rasch og Hans Egede (2011), Magrethe Tjalve: Isekrog, en roman om Gertrud Rasch (2017) og Kim Leine: Rød mand/Sort mand (2018). Sidstnævnte er et karaktermord på Hans Egede.

Udskriv

Du er ikke autoriseret til at kommentere.

Copyright © 2020 Soransk Samfund 

Vi bruger cookies til at forbedre netsiden. Netsiden virker ikke optimalt hvis du ikke godtager brug af cookies.