Nogen ved besked

Når en nærtstående tager sit eget liv, sætter det dybe og uudslettelige spor hos dem, der står tilbage. Spørgsmål og selvransagelse, som kan gøre det svært at komme videre.

At sætte ord på det ubærlige og uforståelige er en velkendt terapi. En renselse af sindet kan for nogen blive til ved at begynde at skrive. Formuleringsprocessen er i sig selv en bearbejdelse.

Elisabeth Uldall (S62) har tidligere skrevet diverse tekster til antologier, men debuterer nu med en hel digtsamling, der har sit udspring i hendes svigersøns selvmord for et par år siden. Svigersønnen var overlæge ved OUH, Kristian Rørbæk Madsen, som blev landskendt gennem den såkaldte Svendborg-sag, hvor han stod op for sine kolleger landet over. Efter mediestormen sank han ned i en depression, der endte med, at han tog sit eget liv i en alder af kun 43.

Digtsamlingen er på 150 sider. Det er dog kun den første tredjedel af bogen, der kredser om den begivenhed, der er dens direkte anledning. I denne del af bogen er der tanker, der er rettet til den afdøde og til afdødes enke og børn. Resten af bogen er delt i et større afsnit, der har overskriften ”tegn”, og et mindre afsnit med overskriften ”drømme”. Teksterne i de to afdelinger har i og for sig ikke noget med det oprindelige udgangspunkt at gøre, men kunne lige så godt stå i en ganske almindelig kontekst.

Da Elisabeth Uldall har været sognepræst i 16 år, kunne man nok forvente, at hendes tanker og tekster ville have en retning mod det religiøse, ikke mindst i bogens første del. Men det er ikke tilfældet. Kun antydningsvis er der et spor her og der, f.eks. i digtet ”Sansestrøm”, som lyder: ”Du møder mig med undrende øjne/i døren./ Jeg mærker måske/ som den sidste/ at du nu er/ på vej”. På vej hvorhen og hvordan? Det siger den lille tekst ikke noget om, men lader det være op til læseren at gætte.

Gennemgående må man sige om bogens tekster, at de mere er indfald, løse tanker, små stemninger, som alt for sjældent bliver til ret meget mere. En tekst kaldes ”Selvransagelse” og lyder sådan her: ”Går og snakker med mig selv,/ Hallo – er der nogen?”.

Hvad man savner, er, at indfaldene bliver tænkt til ende, foldet ud og får et sprog, der vil noget. Teksterne vil for lidt og kan for lidt. De er udsprunget af øjeblikket, men de får ikke lov til at komme rigtigt til verden. I en af de ultrakorte tekster hedder det ”Alt er poesi”. Det er nu ikke sandt. Stemninger, tanker og indfald skal have lov til at synke til bunds og blive løftet op igen for at blive bearbejdet og få formfasthed. Først da har de en chance for at blive til ”poesi”.

Udskriv