En forfatter græsser på biblioteket

Ida Jessen er en af nutidens vigtige danske forfattere, der, som så mange andre forfattere igennem tiden, har søgt til Sorø for inspiration og arbejdsro. Nærmere bestemt har Ida Jessen en stor tilknytning til Sorø Akademis Bibliotek, som hun i flere år har brugt som både kontor og til research for sit forfatter- og oversættelsesarbejde. I denne samtale fortæller Ida Jessen om sin proces, om nogle af de interessante ting, man kan falde over, når man “græsser” på biblioteket, samt om sine refleksioner over året, der er gået. Ida Jessen er aktuel med den anmelderroste historiske roman Kaptajnen og Ann Barbara.

Jeg vil gerne indlede med at spørge, hvilken tilknytning du har til Sorø?
Jeg har været knyttet til Sorø siden 1995, men jeg har ikke boet her i alle de år. Jeg prøvede den anden dag at regne ud, hvor mange år jeg har været i Sorø. Fra ’95 til ’20 er der 25 år, og i seks af de år har jeg været helt væk fra Sorø. Så det er mere eller mindre 19 år, jeg har været her. Nogle gange har det været sådan, at jeg har haft et hus her, hvor jeg sad og skrev, foruden min lejlighed inde i København. Hele tiden har jeg dog beholdt tilknytningen til Sorø på den måde, at jeg har brugt Biblioteket rigtig meget - hele tiden.

Bibliotek01 foto steen jensenHvordan kom du til at arbejde og skrive på Sorø Akademis bibliotek?
Det var først, da vi kom ind i 00‘erne, at jeg rigtig begyndte at bruge Biblioteket. Det skete, fordi jeg fik kontakt til Lena Kristensen, som var bibliotekar på det tidspunkt. Hendes mand, Erling, var rektor på Akademiet. Det var i forbindelse med, at jeg oversatte en Holberg biografi fra norsk, som hedder “Den Store Ensomme”, skrevet af tidligere kulturminister i Norge, Lars Roar Langslet. Han havde omskrevet alle citater og så videre til bokmål og fornyet det hele, så det ikke var direkte citater. Jeg valgte at citere direkte fra de opgivne kilder, hvilket gav en masse uensartethed i citaterne, som betød, at jeg skulle sidde og tjekke hvert eneste citat i denne kæmpe biografi. Det var et mammut arbejde. Der var det bare rigtigt at sidde på akademibiblioteket, fordi de har førsteudgaver og de sekundærkilder, der også blev citeret fra. Nogle steder havde biografen kludret i det, og jeg husker, at Lena engang sagde, da vi sad med en tale af Grev Rausch ved genindvielsen af Sorø Akademi, at vi da bare kunne se på den originale tale, da vi ikke kunne finde det i de opgivne kilder. Så gik hun hen i en papkasse og fremdrog den originale tale. For mig var det jo som at være på skattejagt! At sidde der med hænderne helt nede i materialet. Der lærte jeg biblioteket godt at kende, også fordi Lena og jeg ofte gik i boksen efter førsteudgaver, og jeg gik og græssede på hylderne. Når man går og græsser, opdager man, hvor meget der står ved siden af det man egentlig leder efter, i modsætning til, når man søger på nettet og får lige præcis det, man er ude efter, men så heller ikke mere end det. Når man står på stigerne og blikket glider hen over hylderne, finder man så meget, som man ikke anede eksisterede, og som taler til fantasien. På den måde tror jeg, at det at arbejde på Akademiet var en forløber for, at jeg begyndte at skrive mere historiske romaner.

I mange år fik jeg lov til at arbejde i et lokale, hvor der stod et personalhistorisk leksikon og “Jysk Historie og Topografi”, som er en historisk årbog, der begyndte at komme midt i 1800-tallet. Der sad jeg og skrev romaner, der foregik i moderne tid, men når jeg holdt pause og tyggede i madpakken, sad jeg og bladrede i de her ting for sjov. Jeg brugte længe bi-
blioteket på den måde, altså simpelthen for at kunne gå hjemmefra, sige godmorgen til en, have en madpakke med. Og det fik jeg lov til.

Jeg elsker at komme til Ann Furholt, som har været her længe. Hun har hjulpet mig meget, efter at jeg begyndte at skrive de her historiske ting, og har ledt mig ad spændende veje, for det er jo et skatkammer.

En anden sjov oplevelse var, da jeg på et tidspunkt skulle skrive et forord til En Landsbydegns Dagbog af Steen Steensen Blicher. Mens jeg tænkte over, hvordan jeg skulle gribe det an, kom jeg i tanke om, at brevvekslingen mellem Blicher og Ingemann for nylig var blevet udgivet. Den havde jeg lyst til at se, da Ingemann havde boet i Sorø, og jeg skulle skrive dette forord. Så spurgte jeg Ann, om hun havde Blichers breve og tænkte selvfølgelig ikke på andet end den udgivne bog. Hun sagde ja og kom med en kasse. Jeg så undrende på hende. Deri lå Blichers originale breve! Uheldigvis kan jeg ikke læse gotisk håndskrift. Jeg kunne skelne nogle ord, men det, jeg frem for alt kunne se, var det sjusk, han havde lavet med disse breve og hvor hurtigt, det skulle gå. Det var en storm af blækklatter, der var fejet hen over papirerne og brevene.

På den måde synes jeg, at det er et helt specielt bibliotek, vi har der. En samling som i stor del er tilvejebragt i 1700-tallet. Og nu, da jeg skrev min seneste roman Kaptajnen og Ann Barbara, som er en stor historisk roman, der foregår i 1750´erne, om den allerførste opdyrker af heden, sad jeg også med materialer, som var fra den tid. Her beskæftigede jeg mig med menneskesynet, synet på landbrug, dyrkning og vækst, ikke kun af korn, men af samfundet. Det har jeg siddet og læst om i Bülows samling, der har tidsskrifter, landbrugsøkonomiske magasiner og så videre, som hedeopdyrkeren Ludvig von Kählen, jeg skriver om, utvivlsomt har betjent sig af.

Kan du fortælle os mere om din researchproces for Kaptajnen og Ann Barbara?
Jeg brugte omkring et år på research og sad dels på Det Kongelige Bibliotek og dels på akademibiblioteket. Nogle af bøgerne fra akademibiblioteket fik jeg lov til at tage kopier af. Blandt andet har jeg til formiddag siddet og arbejdet på en artikel til en årbog om tatersproget. Taterne var en gruppe - fra 1400-tallet og frem til 1900-tallet - af forstødte fra samfundet. Man kaldte dem også kæltringer og natmænd, og de havde et hemmeligt sprog. Det måtte ikke kendes af andre, men på Sorø Akademis Bibliotek ligger der en sjov lille udgivelse af N.V. Dorph, som jeg faldt over en dag, et leksikon over tatersproget eller rotvælsk, som det også hedder. Det var utrolig spændende at finde denne lille bitte bog med det her meget primitive sprog, som består af cirka 300 ord for de mest basale ting. Der er ikke ord for solnedgang og fuglesang, men er nærmere mand, kvinde, mad, brændevin. Ret grove ord egentlig, der illustrerer deres nomadeliv. Det siger noget om den kultur, de havde.

Du har nævnt dit oversættelsesarbejde. Kan du tale lidt om samspillet mellem det og at være forfatter?
Det er i allerhøjeste grad to forskellige felter. Det ene er skabende, og det andet er udøvende. Når man oversætter, tager man fat ved det punktum, man kom til sidst. Hvis man bliver træt af det, kan man forlade det, hvor-imod når man skriver noget, skal man gå rundt med et kæmpe bygningsværk inde i hovedet uden at vide, om det bliver til noget. Man skal næsten have skrevet en halv roman, før man kan vide, om der er vingefang nok. Sådan er det ikke, når man oversætter. Her har man en helt anden sikkerhed, og det er ikke nært så krævende rent tankemæssigt. Det er mere et spørgsmål om musikalitet. Kan man ramme tonelejet? Hvis man ikke kan det, skal man nok ikke sige ja til den oversættelse. Hvis man rammer tonelejet, så er det nærmest som at sparke en dør op, og så følger man bare tonerne og skriver det ned.
Nogle gange har jeg tænkt på, hvad det egentlig er, jeg får ud af det. Jeg tror, jeg har fundet ud af, at det er muligheden for at holde sit sprog ved lige og sikre, at det ikke bliver mindre. At man ikke risikerer, at det sprog, man har, bliver et svagere og svagere ekko af den oprindelige ting, man fandt frem til og var lykkelig over, da man fandt på sin poetik. Når man oversætter, er man tvunget til at lytte sig ind i andres stemmer, og det, tror jeg, er godt for smidigheden af ens sproglige evne.

Det er vel også en måde at blive intim med det emne, som teksten berør. Du nævnte for eksempel, at du har oversat en biografi af Holberg. Hvad har du gjort dig af tanker om Holberg, nu hvor du også er i Sorø?
Jo, det er den mest ekstreme form for tekstanalyse, kan man sige. Jeg har ikke læst meget Holberg, men jeg har læst en del. Jeg kender ham både som historiker, essayist, komedieforfatter og polemiker. Jeg synes han er sjov, og man overraskes over, hvor frisk han er i betydningen ny, og hvor svær han er at sætte i bås.

Før vi afslutter samtalen, vil jeg gerne skifte lidt gear. Et gennemgående tema i mange af dine værker er nemlig, hvad mennesker stiller op i krisetider; når universet ryster posen og smider en uventet og uoverskuelig udfordring din vej. 2020 var på sin vis et pludseligt, globalt kriseår, der har udford-ret mange. Hvilke refleksioner har du haft over året, der er gået?
Inden vi kom til 2020, havde jeg faktisk på fornemmelsen, at vi levede i slutningen af en tid. At der var en tid, der var ved at blive brugt op, og at vi var på vej ind i en overgang til noget nyt. Jeg er ikke den eneste, der har tænkt det. Mange har haft en fornemmelse af, at de strategier, vi havde, var ved at være brugt op, og at vi ikke vidste, hvad vi skulle. Jeg ser 2020 og de år, vi har foran os som overgangen til noget, vi ikke rigtig ved, hvad er.
Sådan en overgang er frygtelig hård. Krise betyder jo overgang. Man må altid håbe, når man er i en overgang. Det er næsten sværest det sidste stykke vej, man går hen til vadestedet, inden man træder ud i vandet. For der kommer en lang periode, hvor man bare bringes med af strømmen. Men man har også et håb om, hvad der kommer til at ske. Hvilke indsigter drager vi af dette? Hvad kan vi gøre bedre? Når man derimod er stivnet i en eller anden form for selvtilfredshed, hvor man egentlig godt kan mærke, at det ikke er godt, men man ikke har fantasi eller er for magelig til at gøre noget ved det, kan man godt være fyldt med undergangsvisioner. Nu står vi på mange måder i noget, som er en undergang, men mere, tror jeg, er en overgang.

Hvad kan vi så lære af det? Hvad har vi lært?
Man kan jo aldrig lære noget af meningsløshed. Det eneste, man kan lære af den, er, at den er meningsløs. Der er rigtig meget, der er meningsløst i coronatiden med folk der lider og mister job. Men det overordnede perspektiv er, at der er grænser for vækst, og grænser for, hvor meget man kan udnytte mennesker og dyr. Bare sådan en ting, som at storrumskontorerne er på vej ud. Hvor har de været en plage for mange!

Noget andet er, at det måske ikke er så smart at rejse til Langtbortistan. Vi opdager, hvad vi har lige her og nu og har ikke behov for at rynke næsen ad det nære og søge det fjerne. Jeg tror, vi vil have rigtig godt af at se, hvor spændende de ting, vi har omkring os, er. Det var også en af grundene til, at jeg skrev Kaptajnen og Ann Barbara. Jeg kunne ikke vide, at den skulle udkomme midt i en coronakrise, men den var motiveret af, hvor spændende de ting, vi har i Danmark, er. Vi behøver ikke altid at tale om det, der foregår under fjerne himmelstrøg, fordi det er spændende. Vi har det lige her.

Udskriv Email

Du er ikke autoriseret til at kommentere.

Copyright © 2020 Soransk Samfund 

Vi bruger cookies til at forbedre netsiden. Netsiden virker ikke optimalt hvis du ikke godtager brug af cookies.