Joy Mogensen - Minister, Musik-elsker, Soraner

Interview med Kultur- og Kirkeminister Joy Mogensen (S99) af Christine Bang Andersen (S11)

Kulturminister Joy Mogensen foto Kristian Brasen

Foto: Kristian Brasen
 

Jeg synes bare, vi skal springe ud i det. Jeg vil rigtig gerne høre om din tid på Sorø Akademi. Du var på den klassisksproglige linje, er det ikke rigtigt?
Jo. Da jeg begyndte på Sorø Akademi, havde jeg en meget fast idé om, hvad jeg ville være, men mine planer blev væltet lidt rundt, da jeg var der. Altså på den gode måde. Jeg fandt ud af, at der var flere ting, man kunne inter-essere sig for og studere. For mig handlede det især om det antikke, og jeg endte med at tage oldgræsk. Jeg kan huske, at alle kaldte det spild af tid, men i virkeligheden er det, hvad jeg har brugt allermest.

Interessant! Hvordan du har brugt det klassisksproglige videre? Det må være relevant på dine nuværende ministerområder?
Ja. Da jeg skulle videre, og søgte job, lagde jeg vægt på det, jeg kunne, som andre også kunne, men fandt ud af, at folk for alvor spærrede øjnene op, når jeg perspektiverede nutiden med det almenmenneskelige og historien. Det gav mine studier i oldgræsk mig. Fornemmelsen af, at vi mennesker altid synes, at vi lever i en helt ekstraordinær tid, selvom det er en gentagelse af historien. Derfor synes jeg, det er en kæmpe ballast at kunne sondre mellem det almenmenneskelige, som reaktioner, tanker, drømme og frustrationer, og så det unikke. I samfundet i dag siger vi jo, at det går så stærkt, og ytringsfriheden er truet, og demokratiet er truet. Samme diskussion var der også i Antikkens Grækenland, da der kom forskellige filosofiske strømninger, som ønskede, og drømte om forskellige ting. Jeg har fundet en ro i den ballast, for man bliver måske mindre bange for forandringerne. Man bliver lidt mindre bange for konflikten.

Jeg hører en anbefaling af den klassisksproglige retning til fremtidige gymnasieelever?
Jeg har været utrolig glad for det. En ting er at tage det som et fag, men den største overvindelse for mig var, at turde stå ved det. Jeg endte med at blive konsulent, hvor jeg lavede byudviklingsplaner, og det kræver lige en ekstra indånding, før man tør trække linjerne tilbage i historien. Men anderledes perspektiver giver meget. Hvis vi allesammen uddannede os i økonomi og organisationsteori, og var fuldstændig praktiske og produktive, så ville vi jo blive til små maskiner. Hvis jeg skulle give en anbefaling, ville det være: få noget ind i jeres studietid, hvor I føler, at I udfolder jer som mennesker. Og stå ved det bagefter! Min superkraft er, at jeg ved noget om ting, andre ikke ved noget om. At turde gøre noget, som ikke passer ind i planen, og så stå ved det bagefter, var en kæmpe gave, som jeg fik på Sorø.

Det tror jeg, er et godt råd især til de unge i dag, som har et massivt pres på sig, hvad angår karakterer, men også omkring hvad der er ”rigtigt” at gøre.
Jeg tænker tit, at jeg er glad for, at jeg ikke er ung i dag! Jeg kan huske, at min rektor holdt en fantastisk tale, da jeg afsluttede folkeskolen, om, at muren lige var faldet, Europa var genforenet, og demokratiet havde vundet over totalitære styrer. Alt lå åbent. Og det var derfor, jeg turde de her ting. Jeg håber, og fornemmer, at der begynder at komme plads til det, som Dronningen i sin nytårstale kaldte “at gøre noget unyttigt”. Nogle gange får det skæve det nye frem.

Hvor spirede din passion for musik? Tog du musik som fag i gymnasiet?
Nej, det var faktisk et af mine store problemer, at jeg kunne tage så få fag! Jeg ville rigtig gerne have musik, men valgte sprog i stedet, og gik til musik på Musikskolen, hvilket jeg havde gjort, siden jeg var syv. Musikken, de første mange år, handlede om fordybelse og indadvendthed. Da jeg kom på Sorø, kunne jeg synge i kor og deltage i musical. Jeg gik fra, ikke at kunne lide at spille sammen med andre, fordi jeg ikke syntes, at jeg var god nok, til at spille sammen med en violinist. Jeg spillede klassisk klaver, hvilket folk tidligere syntes var meget anderledes, men som folk på gymnasiet faktisk syntes, var ret sejt.

Har du stadig tid til at dyrke musikken i dag som travl minister på to store områder?
Ja. Jeg slapper af, når jeg får lov til at spille. De problemer, man sidder, og stirrer sig blind på, finder man svaret på, når man fordyber sig i noget andet.

Hvilket yndlingsstykke spiller du, når du skal koble af?
Der er mange. Jeg spillede til morgensang på folkeskolen, så jeg har det godt med at spille danske viser. Eller nordiske viser. Det kan jeg stadig godt lide. Ellers er jeg meget, meget stor fan af Mozart og Chopin. Mendelsohns viser er også fantastiske. Jeg kan ikke sige, at jeg har et yndlingsstykke!

Kan du fortælle lidt mere om, hvordan musik har haft indflydelse på dit liv? Hvordan spiller det ind i din hverdag, og hvem du er som person?
For mig blev musikken det første håndværk, jeg mestrede. Jeg har altid læst meget, og kunne godt lide at fordybe mig, men musik lærte mig, at jeg ikke behøvede at være passiv modtager af andres genialitet. Jeg kunne også selv give den gave, som musik og bøger er, til andre. Følelsen af at spille noget, som gør andre mennesker glade, er fantastisk. Musikken gav mig en stemme, længe før jeg turde sige noget. Og musikken var min stemme, indtil Socialdemokratiet også lærte mig at sige noget.
Jeg har også lært meget om disciplin og om at komme mig over, når ting går galt. Jeg skulle spille til min folkeskoledimission i 1996 og vaklede mellem to stykker - et som jeg var hjemme i, og et som var mere udfordrende, men sjovere. Jeg valgte det svære. Da jeg satte mig op for at spille, spillede jeg med det samme fejl. Jeg gik fuldstændig i stå, og vidste, at jeg kun kom videre, hvis jeg startede forfra. Så jeg sagde: “undskyld, jeg er nervøs”, og startede igen. Og så spillede jeg den fejlfrit! Da jeg gik ud bagved, begyndte jeg til gengæld bare at tude, for jeg havde jo ødelagt det hele. Men da jeg talte med de andre, fandt jeg ud af, at de faktisk syntes, det var sejt gjort. Det har jeg tit tænkt på, når tingene ikke er gået - nemlig at man ikke må grave sig ned i det. Man må starte forfra og prøve igen!

Hvilken rolle synes du musik, drama og billedkunst spiller på gymnasiet?
Jeg synes, det spiller en rigtig stor rolle som noget, der netop kitter dannelsesprocessen sammen. Jeg synes, desværre, at mange af disse fag er blevet overset som muligheder for at lære noget. For man lærer ikke kun af at læse bøger.

Hvordan har Sorø Akademi haft indflydelse på dit videre liv? Er der noget du har taget med videre i dit liv? Som borgmester? Som minister?
Når jeg taler om Sorø, plejer jeg at sige, at det var det første sted, hvor jeg følte mig hjemme. Det er en mærkelig ting at sige, for jeg har jo aldrig boet i Sorø, men sådan har jeg det. Det har jeg tænkt meget over, især da jeg blev borgmester, og skulle repræsentere et sted. Hvordan kunne jeg brænde så meget for et sted? Min refleksion er, at jeg høster meget inspiration fra at bo et sted med en tydelig kulturarv, hvor der er samklang med naturen og højt til loftet. Hvor der er noget, man vil. Første gang jeg syntes, de her tre ting gik op i en højere enhed, var, da jeg kom til Sorø.

Sorø er jo også et særligt sted, hvor nutiden lever side om side med historien.
Ja, jeg kan huske, at mange var så trætte af de gamle vinduer, der trak, men jeg syntes, det var noget af det bedste at kravle op i en af de brede vindueskarme, og se ud på søen.

Var det et valg at tage på Sorø Akademi?
Ja. Jeg kan faktisk lige så tydeligt huske, da jeg valgte det. Jeg var spejder, og var på et løb omkring Sorø Sø. Vi synes, turen var lidt hård, men spejderlederen sagde, at lige om lidt kommer vi til en fantastisk udsigt, og så kan I se, hvor jeg går på gymnasiet. Vi tænkte: “okay, hvor fedt kan det være”. Men så husker jeg tydeligt, at vi kom til en lysning, hvor Sorø Akademi lå på den anden side. Jeg tænkte bare: “Er det et gymnasium? Jeg troede det var et slot!” Hun sagde: “Ja ja, det er et gymnasium, og alle kan gå der.” Og jeg tænkte: “Kan alle gå på det smukke sted? Dét skal jeg også gøre!” Så man kan jo næsten sige, at det var et æstetisk valg.

Jeg kan faktisk spejle mig i meget af det, du siger. Jeg var der som kostelev, så jeg har jo ikke anden tilknytning til Sorø, end de tre år jeg var på gymnasiet, men det fylder stadig rigtig meget. Og jeg kan også tydeligt huske, da jeg besluttede mig for at gå der.
Det er jeg glad for at høre, for jeg har tit tænkt på, at det var da en mærkelig måde, du valgte dit gymnasium!

Det er jo også dejligt, at der er nogle valg, der ligger så klart for en! Er der nogle værdier, du har taget med fra skolen? Er der noget, du ikke har ønsket at tage med?
Det er nok lettest at sige, hvad jeg ikke vil tage med. Det var jo faktisk Sorø, der gjorde mig politisk aktiv. Der var nogle gange en lidt hård tone, ofte mellem kostelever og dagelever, der ofte kom over i en politisk tone. Jeg syntes, til tider, jeg mødte en “sådan er det jo”-tilgang. Det var jeg uenig i, og det gjorde, at jeg blev politisk aktiv. Det syntes jeg egentlig også, at der var respekt omkring. Men oplevelsen har gjort mig mere forsigtig med at falde tilbage på at sige: “sådan er det jo”. For det gør ondt at komme fra noget andet og så få at vide, at det er forkert eller ikke godt nok. Det er vigtigt, at man kan anerkende, at der findes forskellige måder at leve på.
Det gode, jeg tager med mig, er, at jeg er ambitiøs. Jeg oplevede virkelig, at der blev stillet krav til en. Man skulle ikke gøre det “godt nok”, man skulle simpelthen gøre det “godt” i forhold til sine evner. Jeg har en historie fra min dansk undervisning, jeg tit bruger, når jeg taler om feminisme. Jeg skulle analysere Spice Girls i et feministisk perspektiv inklusiv en diskussion og perspektivering af min analyse. Her skrev jeg, at jeg syntes, feminismen var ligegyldig, for alt var, som det skulle være. Da vi fik stilene tilbage, fik jeg en god karakter, men på vej ud af døren tog min dansklærer mig til side. Hun roste min stil, men sagde at jeg var helt forkert på den, og at hun faktisk ikke kunne forstå, at jeg var politisk aktiv og skrev sådan noget. Jeg blev helt paf. Hun sagde, at det var fair nok, hvis jeg mente, hvad jeg skrev, men hun syntes, det var for letkøbt. Jeg syntes, det var vildt uretfærdigt, for jeg fik jo en god karakter, men hun gjorde mig nysgerrig på emnet. Det fik mig til at undersøge det nærmere, og i dag erklærer jeg mig jo som feminist.
Det var et godt eksempel på, at man sagtens kan opfylde alle formkrav, men at det er forventet, at man derudover er ambitiøs og kritisk tænkende.

Havde du en yndlingslærer?
Man har jo altid nogle lærere, der inspirerer en. Som jeg lige har afsløret, synes jeg, at min dansklærer var ret sej. Det var min historielærer også. Og min lærer i oldgræsk. Men på vidt forskellige måder. Jeg kan ikke sige for meget, men mange af dem var...sjove.

Hvad var din drøm, da du gik ud af 3.g? Hvad ville du ud og opnå?
Jeg ville rigtig gerne forske i sprog. Jeg syntes, det var fedt at se, hvordan sprog påvirker hinanden, kulturen og vores verdensopfattelse. Derfor søgte jeg ind på litteraturhistorie i Århus. Der faldt jeg ikke så godt til, så jeg søgte ud på Kultur og Sprogmålsstudier på RUC. Hvis du havde mødt mig i ’99, så var jeg overbevist om, at jeg skulle forske. Hvis ikke det, så skulle jeg arbejde i forlagsbranchen med bøger, der handlede om det.

Synes du, at du har opnået det, du ville? Der er jo det konkrete, men ofte har man også nogle idéer og værdier, man gerne vil leve op til.
Det har jeg svært ved at sige, at jeg har. Jeg troede jo, at jeg skulle forske, og det er kendetegnet ved et indadvendt, teoretisk studie, og nu er jeg jo politiker, som på mange måder er meget udadvendt og empirisk arbejde.
Og så er jeg blevet udfordret på politikken, siden jeg blev færdig på Sorø. Jeg synes gentagne gange, at jeg har stået og tænkt: “nu er politik ved at overtage mit liv!” Det, synes jeg, er noget af det farligste som politiker. For en styrke, jeg ser, ved demokratiet er, at politikere også er mennesker. Det øjeblik politik er et levebrød, hvor politik er dynastier, eller man skal være uddannet som noget specifikt, så har demokratiet fejlet. Så jeg har altid holdt fast i min grundlæggende interesse i kultur, sprog og kunst. Og så er jeg kommet ind i politik derfra.
Da jeg havde problemer på studiet, overvejede jeg da også at læse statskundskab, men det er altså ikke, hvem jeg er. Jeg er noget både før og efter, at jeg er politiker. Hvis politik-ken overtager ens liv, er man jo ikke længere kaptajnen, der sætter kursen for sit liv. Og hvis man har mistet sig selv, hvordan kan man så sætte retningen for andre? Så jeg har altid sagt: du må ikke være økonomisk afhængig af politik, og dit liv skal ikke være afhængigt af at være politiker. Man skal altid have noget, man glæder sig til at komme tilbage til, hvis man ikke bliver genvalgt. For mig er det kulturen. På den måde synes jeg, at jeg har holdt fast i mine værdier, men livet har slået nogle sving.

Hvad tror du 3.gs Joy Mogensen ville sige til 2020 Joy Mogensen?
Det er et svært spørgsmål. Du træffer mig på et tidspunkt, hvor mit privatliv ikke er helt fantastisk. Min datter døde for snart et år siden. Så 3.gs Joy Mogensen ville nok være ret forbløffet over, at jeg er minister for at sige det pænt. Men hun ville nok også sige, at jeg skal huske at holde fast i det, jeg holder af, for det er, hvad der har gjort, at jeg kunne rejse mig personligt fra min datters død. Nu siger jeg det bare lige så stille; hvis jeg kun havde haft politik i mit liv, så tror jeg ikke, at jeg havde været tilbage. Det, der har givet mig kræfterne til at komme ud af min kæmpe sorg, og ud i samfundet igen med den sorg, er jo de bøger, jeg har læst, den musik jeg har hørt, og de skuespil jeg har set. Det er ikke politik.

Jeg tror da også hun ville være stolt, tror du ikke?
Haha - måske også en lille smule bange! Selvom jeg voksede, imens jeg gik på Sorø, så var jeg blevet mere bange end glad, hvis du fortalte mig, at jeg ville blive minister. Det er en lang rejse, jeg har været på. Meget andet kan jeg ikke sige.

Med udgangspunkt i dette, hvad ville dit råd til nye studenter være?
Når tingene ikke går, som de skal, så er der en rigtig god sætning i soranersangen, om at “lade sig løfte, lade sig bære, hen hvor lyset må være”. Den har jeg tit tænkt på, fordi noget af det allersværeste at gøre, når tingene går galt, er ikke at gøre noget som helst. Men nogle gange skal man stole på, at hvis man holder øjnene fæstnet på det lyse og gode, så skal man nok komme derhen.

Udskriv Email

Du er ikke autoriseret til at kommentere.

Copyright © 2020 Soransk Samfund 

Vi bruger cookies til at forbedre netsiden. Netsiden virker ikke optimalt hvis du ikke godtager brug af cookies.