Holbergs anerkendte slaver...?

Under mit historiestudie, kunne jeg som soraner ikke holde mig fra Akademiets skyts-professor. Det faldt sammen med jubilæet for salget af St. Thomas og St. Croix. I tidens ånd blev det til en undersøgelse om Holbergs holdning til slaver, et emne der er overraskende uberørt i dybden, trods en ellers omfattende litteratur om manden.

Dykker man ned i litteraturen, er der en kraftig ”enten-eller” holdning. Enten var Holberg den store moralist, der, som barn af oplysningstiden, gik ind for tankerne om universel frihed og lighed, og dermed i sagens natur afskyede slaveri. Eller også var han en hyklerisk slaveejer, på grund af aktieinvesteringer i det ost- og vestindiske handelskompagni, igennem ca. to år. Men lige meget hvor flad en pandekage er, har den to sider. Desværre er der i den overfladiske diskussion om emnet, en udpræget tendens til kun at kigge på den side folk selv synes passer.

Går vi til Holbergs forfatterskab, er der to tekster der eksplicit forholder sig til slaver: Naturretten fra 1715, samt Heltehistorier fra 1739. Begge kan ved første øjekast synes som kategoriske forkastelser af slaveri, men det er ikke nødvendigvis eneste tolkningsmulighed.

Holbergs Naturretten 1716 - creative commonsNaturretsidéen kom efter de store reformationskrige, der hærgede Europa i 1600-tallet. Der var behov for et tankesystem hvor menneskeskabte rettigheder og pligter, ikke teologiske, var vigtigst. Mennesket gik hermed fra at være fastlåst i en guddommelig orden, til at være en selvskabende og udøvende kraft i egen, og andres, eksistens. Gud mistede ikke status af alfa og omega, men han havde givet mennesket evnen til at handle selvstændigt, og dermed indstifte love der – så længe de ikke var kætterske – var autoriteten for mellemmenneskelig interaktion. Dette var særdeles brugbare tanker, der tillod protestanter og katolikker at mødes som mennesker, frem for repræsentanter for en trosretning.
Holbergs Naturretten foreskriver tre grundprincipper. De er: 1) bevaring af liv og lemmer, 2) bevaring af navn og ære, og 3) ret til ejerskab opnås kun ved at komme ”først-til-mølle”, eller ved at få det fredsommeligt overdraget. Hele værkets hovedpointe er, at disse regler er universelle, og så længe de overholdes er grunden for konstruktiv sameksistens lagt.
Det er dog stadig Gud der har skabt den enkelte, og han har fra fødslen udstyret individet med forskellige evner. Nogle er skabt til fysisk arbejde, mens andre besidder evner til at organisere og lede. For at begge skal få størst udbytte af deres Gudgivne egenskaber, er det fornuftigt – og overensstemmelse med naturloven – at den arbejdsdygtige underlægger sig den administrativt stærkes herredømme. Begge parter skal dog frivilligt acceptere forholdet, blive enige om dets vilkår, samt opføre sig som en god herre/slave, før det kan anses som moralsk gyldigt.
Holberg understreger, at slaver ”ere Mennesker lige saavel som vi”, så de kan ikke behandles som ejendom – altså det 3. grundprincip – og samtidig har slaven ret til modstand mod herren, hvis det andet grundprincip om opretholdelse af navn og ære ikke overholdes.
Man kan derfor tro, at Holberg kan acceptere slaver, der frivilligt har valgt at blive det. Men han nævner selv forhold, hvor man reelt ville forbryde sig imod naturretten, hvis man nægtede at blive slavebundet. Konkret taler han om hungersnød og krig som eksempler på situationer, hvor den enkelte kan risikere at skulle vælge mellem slaveri eller døden. Her er det ”rigtige” valg slaveri, fordi valg af døden ville stride imod naturrettens første grundprincip, der kræver man skal sørge for selvopholdelse. Videre, siger Holberg, er der mulighed for at forældre kan sælge deres barn til slaveri, hvis alternativet for barnet ellers ville være døden.
Holberg lægger konsekvent vægt på, slaven selv skal have sagt ja til at underlægge sig. Men ét sted i værket, ender han i en gråzone. Han formaner at ingen kan ”… tilegne sig Herredømme over den anden, uden han giver Samtykke dertil, enten udtryckelig eller stiltiende…”. Udtrykket ”stiltiende” forklarer Holberg efterfølgende, som et begreb der kan dække over flere forhold. I den ene betydning, er det angående forhold i en aftale, der er så selvindlysende, at de ikke kræves sagt eksplicit. Hans eget eksempel er en aftale om brug af landbrugsjord, hvor tilladelsen implicit forudsætter, at landbrugsjorden bliver på sin plads, og ikke flyttes et andet sted hen. Den anden betydning af ”stiltiende” henviser til, at man ved handlings udførelse, må underlægge sig de almindelige bestemmelser, der er gældende i sammenhængen – eksemplificeret ved, at man ved bestilling af et måltid mad på en kro, efterfølgende er forventet at betale for det.
Det ”stiltiende” samtykke kan altså teoretisk bestå af så lidt som at en (kommende) slave udfører en handling, hvor det alment forventes, at han skal slavebinde sig selv. Personligt tror jeg dog, at Holberg for en gang skyld har skrevet sig selv op i et hjørne. Hans ellers klart definerede etik kan tolkes i en sådan grad, at hans egen logik kan bruges som argumentation imod ham. Ikke desto mindre har vi her en (lidt søgt) appelsin, der passer perfekt ned i turbanen på dem der vil fremstille Baronen som en hyklerisk slaveejer.
Sammenfattet, lægger værket konsekvent vægt på, at der ikke må være tvang eller vold mellem herren og slaven. Alligevel er der flere forhold, hvor der er en snært af pligt til at blive slave. Følger den fysisk stærke ikke det ”fornuftige” i at lade sig underkaste den administrativt stærke, går han imod de evner Gud har tildelt ham, og i yderste konsekvens mod Herrens skaberværk. Samtidig, hvis man fravælger at slavebinde sig selv eller sin familie frem for at dø, forbryder man sig mod naturrettens første grundprincip. Desuden kan man – hvis vi strækker Holbergs argumentation – ende som slave, bare ved at være det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt.

Holbergs Heltehistorier fra 1739, er en gennemgang af historiske personers dyder og laster. Værkets tema er, at en helt opfører sig i overensstemmelse med naturrettens grundprincipper. I bogen finder man en sønderlemmende kritik af den spanske undertvingelse af indianske samfund, i Mellem- og Sydamerika. Men går man kapitlet efter i sømmene er der i højere grad tale om kritik af grundlaget for handlingerne, frem for handlingerne i sig selv. Holberg trækker tråde tilbage til det 3. naturretslige grundprincip – ejendom kan kun opnås gennem fredelig overdragelse, eller først-til-mølle. Dette er ikke blevet efterlevet, og derfor er Spaniens handlinger forkerte. Samtidig understreger Holberg, at indianerne ikke var en trussel mod spanierne, og derfor ikke måtte undertvinges – hvilket omvendt kan føre til den slutning, at de kunne være blevet underlagt i fald de var en trussel.

Ludvig Holberg 1752 af Johan RoseliusDet store spørgsmål der melder sig i Holbergs litteratur er, om det slaveforhold han kunne anerkende, nogensinde har eksisteret, eller om det står tilbage som et teoretisk tænkt eksempel.
Derfor kan det være en fordel at kigge på hans faktiske gøren og laden. I hans samtid gjaldt de såkaldte ”honnette ambitioner” – et opførselsmønster hos den moderne, pengestærke metropolit, der involverede forbrug af de nye varer: Husindretning i asiatisk snit, tobaksrygning, kaffedrikning og sukkerindtagelse. En stor del af dette forbrugsmønster blev tilvejebragt af trekantshandlens slaver. Det gik ikke Holbergs næse forbi. I komedien barselsstuen langer han ud efter det sociale cirkus, der opstod omkring de nye nydelsesmidler. Også i epistel 91 går han de honnette ambitioners forbrugsmønster på klingen. Men i begge tilfælde er det i overforbrugets korrumperende væsen, man finder Holbergs kritik – ikke de mennesker hvis frihed gik tabt på bekostning heraf.

Selvom Holberg var kendt for at være nærig, var han ikke bleg for at forbruge hvad der hørte hans stand til. Som tidligere nævnt, var han desuden i knap to år aktieindehaver i det ostindiske- og vestindiske kompagni, hvor han fik et ringe overskud på 18 daler. Det er dog farligt, at konkludere på årsagen hertil. En tolkning er selvfølgelig, at Holberg var en kynisk forretningsmand, der investerede i menneskers tvangsarbejde, og følgeligt forlod handelskompagniet, da det ikke gav et stort afkast. En anden, lige så plausibel holdning, er at Holberg tvungent investerede tid og penge i selskabet, for at indynde sig hos den enevældige danske konge, der selv kastede store mængder af ressourcer i projektet. Kongens gunst var nemlig afgørende for social og økonomisk avancement i enevældens Danmark. Med så forskelligartede tolkningsmuligheder, er det farligt at begive sig ud i alt for endegyldige konklusioner om Holbergs grundlag for sin slaveinvestering. Det eneste vi med sikkerhed kan sige er, at Holberg deltog, om end minimalt, i et forbrugsmønster affødt af tilstande han i dele af sit forfatterskab gav udtryk for at være principiel modstander af.
Jeg ser samlet ikke et glødende ”for-eller-imod” i Holbergs holdning til slaver. I hans tekster kan slaveri legitimeres, forudsat det er grundet i naturrettens forskrifter. Holbergs sociale status bød ham deltage i trekantshandlen. Men om hans minimale deltagelse var grundet en ideologisk aversion mod kolonihandlen, almindelig nærighed, eller noget tredje, er umuligt at sige. Mit bud på Holbergs holdning, er en principiel modstand, der dog ikke var så flammende at den stringent dikterede Baronens daglige gøren og laden - i samme stil med nutidens menneske, der muligvis er imod dårlige arbejdsvilkår, men stadig køber de billige made-in-Bangladesh-bukser i H&M.

Udskriv Email

Du er ikke autoriseret til at kommentere.

Copyright © 2020 Soransk Samfund 

Vi bruger cookies til at forbedre netsiden. Netsiden virker ikke optimalt hvis du ikke godtager brug af cookies.