Om ”Holberg - et udvalg”

”Jo større kultur et folk har, jo mere frihed giver det sine forfattere”. (LH)

Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Aarhus Universitetsforlag har afsluttet et omfattende udgivelsesprojekt, ’der har gjort Ludvig Holbergs værker tilgængelige for nye generationer.’ Slutstenen i dette projekt er en antologi, en ”bærbar Holberg ” med highlights fra de 22 bind.

Et stort tillykke til Selskabet for et ganske imponerende stykke arbejde! Holberg selv nævner ikke sjældent: ’Hvad der behager den ene, væmmes den anden ved’, hvilket jo kendetegner en verden, hvis væsen er forskellighed. Dette gælder ligeledes for noget så ’enkelt’ som at læse en tekst, hvorfor følgende kritik er et kærligt udsagn fra en Holberg-elsker.

Ludvig Holberg er suveræn i sine budskaber og fortjener derfor at blive gengivet suverænt: han skærer til benet og er altid præcis og skarp i sin formulering.

”Jeg udtrykker sager på få linjer, som andre skal bruge hele ark til …… skulle jeg nødes til at omskrive det, ville det blive en linje kortere endnu.” (LH)

Selskabet har truffet interessante og forskelligartede beslutninger vedr. principperne for moderniseringen. Niels Klim og Levnedsbrevene er gendigtet med en helt ny, poetisk åre, som forholder sig meget frit til Holberg’s originaltekst, mens Epistlerne, Komedierne, Natur og Folkeretten, Moralske Tanker og Danmarks Riges Historie fremstår som Holberg-fundamentalistisk korrekturlæsning. Den poetiske side, Peder Paars, Zille Hansdatter og Epigrammerne er pga versefødderne stort set urørlige.

Kunsten at tekstbearbejde eller oversætte et klassisk stof består i at gøre teksten forståelig for nutidens læsere, uden at originalteksten lider skade på indhold eller kvalitet.

Jeg kunne således ønske, at projektet sine steder var gået radikalt videre i en nudansk-redigering. Et eksempel: Epistel 99, 2. afs., hvor Holberg taler om at give sin hjerne lidt hvile fra hjemmestudierne, hedder det (Billeskov Jansen’s udgave fra 1971): ”Saadan Hvile faaes fornemmeligen udi Fruer-Stuer, hvor der forefalder gemeenligen ikke uden jævn Snak, som ingen Meditation behøver.”

I Selskabets nye udgave hedder det: ”Sådan hvile fås fornemmelig i fruerstuer, hvor der forefalder gemenlig ikke uden jævn snak som ingen meditation behøver”. Altså nøjagtig samme ordvalg og formulering, blot med ændret retskrivning.

Sætningen kunne have lydt: ”En sådan hvile fås fortrinsvis i fruestuer, hvor der i almindelighed kun forefindes jævn snak, som ingen meditation behøver”. Denne omskrivning fjerner intet essentielt fra den originale tekst - der siges nøjagtig det samme, nu blot forståeligt for alle. Ethvert fornyelsesgreb konfronteres med traditionens evige dilemma: skal vi videregive ilden, eller skal vi tilbede asken? Enhver kan jo altid søge tilbage for at se den oprindelige tekst.

”Jeg siger min mening på en enkel og letfattelig måde. Hvis man stryger de omsvøb, de fleste af vore dages lærde vigter sig med, så vil det vise sig, at visse af de såkaldt fuldendte værker i virkeligheden er banale og kraftløse . . .” (LH)

Ser vi på Mesterens 33 berømte skuespil, så vil næppe ét af dem være spilbart i den foreliggende udgave, hvilket naturligvis primært skyldes det faktum, at et manuskript altid bliver bearbejdet og beskåret forud for hver ny teaterproces. Det samme gælder Shakespeare eller enhver anden klassiker.

Tjeneren, Henrik, siger i Maskerade’s 2. akt, scene 3 (Billeskov Jansen, 1971): ”Ungdommen ved saadan iidelig Nattevægt vænnes til at blive haardføre, og kand derved i Fremtiden blive beqvemme til at lide ont, og vaage, naar Forretninger det udkræve.”

Og i Selskabets udgave: ”Ungdommen ved sådan idelig nattevægt vænnes til at blive hårdføre og kan derved i fremtiden blive bekvemme til at lide ondt og våge når forretninger det udkræver.” Selvsamme ordlyd – det vil ikke give mening at spille dette i dag.

På nudansk betyder replikken: ”Ungdommen vænnes til, ved et sådant vedholdende nattegængeri, at blive hårdføre og kan derved i fremtiden blive i stand til at udholde besværligheder og være vågne, når opgaven kræver det.” Tilegnelsen af en tekst, den enkelte læsers evne til at omsætte og tage det læste til sig, kræver et naturligt flow som sikrer, at lysten til at læse ikke spoleres af unødige, (gammel)sproglige stopklodser, gramatiske spidsfindigheder eller mangelfuld/overdreven tegnsætning. Hvorfor er ord som ’efterdi’ og ’óg’ bevaret? Det hedder ’fordi’ og ’også’.

Jeg har gennem årene set yngre generationer af fremragende skuespillere tage afstand fra Holberg, fordi han fremstår underligt amputeret i en moderne tid, hvilket er en katastrofe, da der ligger uudgrundelige, uopdagede rigdomme gemt i hans værker. Den såkaldte ’Holberg Tradition’ (hvor end den kommer fra) har i sin misforståede maskering fungeret som et filter, som har taget essensen ud af det rette budskab og i værste fald skabt uklarhed, hvorfor et grundlæggende godt råd er: tempo er ikke fart, men klarhed.

I dette storladne og flotte projekt fra Selskabets side kan det blot undre, at der ikke er blevet forsøgt en mere tidsrelevant tilgang med en forhåbentlig bredere læserskare til følge. At ’leve op’ til Holberg er at gengive hans tekst så nøjagtigt som muligt, formuleret på et forståeligt dansk, at yde ham respektfuld retfærdighed og om nødvendigt skrotte ’traditionen’.

”Jeg vil ikke træde i de folks fodspor, der har for vane at vise hen til et urgammelt stamtræ . . . . og jeg håber, at vi fortsat vil udfordre de øjne, som alene ser skallen, men ikke søger kernen.” (LH)

af Henrik Jandorf (S72)

Udskriv Email

Du er ikke autoriseret til at kommentere.

Copyright © 2019 Soransk Samfund 

Vi bruger cookies til at forbedre netsiden. Netsiden virker ikke optimalt hvis du ikke godtager brug af cookies.