MELLEMSKOLEN - Vænget i anden halvdel af 1950’erne

Elever, der blev optaget i Mellemskolen på Sorø Akademi, var børn på 11 år. Eller rettere drenge på 11 år, idet piger først kunne optages på skolen i gymnasiet.

En del af disse drenge boede på Vænget, hvis de efter at have bestået den obligatoriske optagelsesprøve til Mellemskolen opfyldte visse sociale betingelser som for eksempel bopæl langt fra skolen.

Vænget huser i dag dels museet Hauchs Physiske Cabinet, dels administrationen for Stiftelsen Sorø Akademi. Men Vænget var allerede et museum, eller en tidslomme, da jeg ankom 11 år gammel til stedet i august 1957. Opsynet med drengene og omgangsformen afspejlede bestemt ikke samtidens. Jeg havde ganske vist to års erfaring som kostskoleelev fra Sorø Private Realskole, men overgangen var alligevel stor.

Vi var omkring 40 alumner i alderen fra 11 til 14 år, elever i henholdsvis første, anden og tredje Mellem. Som ny alumne skulle man ikke have skoleuniformen, før ens ’civile’ tøj var slidt op, men kunne nøjes med at købe uniformshuen, hvid puld om sommeren og sort puld om vinteren. Den skulle bæres ved al færden udenfor Klosterporten og skulle løftes på en speciel måde ved møde med en lærer eller en lærers hustru. Fra anden Mellem var der uniformspligt. Jakken kunne kun smides efter speciel tilladelse fra rektor på meget varme sommerdage. Ligesom rektor kunne finde på at give varmefri enkelte eftermiddage ved deciderede hedebølger. Uniformen kom hurtigt til at se lidt slidt ud, da det var vores eneste beklædningsgenstand. Men skoene var altid fine, pudset hver morgen af tjener Hermansen, som boede i portnerboligen.

De to privatpræceptorer, Truelsen og Grønne, kørte Vængets hverdag med hård hånd. Den mest udbredte straf for forseelser var ’Tids’, dvs. at man blev sendt i seng en time tidligere end den normale sengetid kl. 20.30. Personligt opnåede jeg det første år den tvivlsomme ære at sætte vængerekord med 42 ’Tids’er, hvilket skyldtes, at jeg havde snakket efter godnat-ritualet.

Grønne/Truelsen sikrede, at alle hver morgen kom i koldt brusebad, som vi først stod ud af, når læreren havde slået nøgleknippet mod badeværelsesdøren. (Mit Stockholms syndrom består i, at jeg stadig den dag i dag tager koldt brusebad, dog først efter det varme).

Måltiderne var præget af ritual og urimelig tvang. Alle måltider blev øst op, og uanset om man kunne lide maden eller ej, måtte man værsgo spise op. Bad man mindeligt Grønne om en lille portion, kunne man være sikker på at få en stor. Dog aldrig omvendt. Det skete ikke sjældent, at alumner brugte næsten hele spisefrikvarteret til at kæmpe sig igennem en portion torsk eller kogt makrel, inklusive skindet. Også den hjemmelavede tykmælk kunne tage oceaner af tid at komme til bunds i. Onsdag var fast fiskedag. Ikke godt for dem, der ikke kunne fordrage fisk. Efter måltidet blev der sagt velbekomme, hvorefter alle alumner, der pænt stod bag deres stole, bukkede sig forover og i kor messede ’Tak;;; for;;;mad;;;’.

To gange om året blev der spist, så det stod ud af knaphullerne: det var Mortens Aften og aftenen før juleferien, hvor der blev serveret gåsesteg. Men der var altid en pris at betale: Dagen efter at have smovset i gåsesteg blev der serveret suppe, kogt på alle kråserne. Det smagte bare ikke godt.

Det rituelle prægede også sengetiden, hvor følgende messende dialog gentoges hver aften kl. 20.30 (om sommeren kl. 21): Læreren: Godnat, alumnerne i kor: Godnat og sov godt, læreren: tak i lige måde, alumnen: selv tak. Derefter måtte der ikke siges en lyd. Hvis man formastede sig til at hviske noget til sin sidemand på sovesalen, var straffen en time tidligere i seng de følgende aftener (Tids).

Privatliv eksisterede faktisk ikke. Ud over tøjskabe havde vi et skab på ca. 120x60 cm inde i den ene af dagligstuerne. Skabet var alt efter opfindsomhed udstyret med fx kikseautomater og bøger eller smykket indvendigt med plakater eller øletiketter. Skabene kan ses endnu som del af Hauchs Cabinet. Efter skoletid (om lørdagen undervisning til kl. 12) og the blev vi sendt ud i den friske luft, uanset vejret. Hvis det var dårligt vejr, kunne vi søge ly på skolens bibliotek eller kommunebiblioteket på Storgade, hvor vi ivrigt byttede frimærker eller bare snakkede, og undtagelsesvis også læste en bog.

Hvis vejret var godt, cyklede man ture, gik op og ned ad Storgade eller om sommeren lånte en af robådene (’Båds’). Det var en betingelse for at låne en båd, at man havde svømmet 500 meter på badeanstalten i en gymnastiktime. Om vinteren stod vi på skøjter på Flommen. I tilfælde af ekstraordinært godt skøjteføre på Flommen eller hvis isen på Sorø Sø en sjælden gang var frigivet (15 cm tyk), kunne rektor give en frieftermiddag.

Vi vendte først tilbage til Vænget kort tid før den obligatoriske læsetid kl. 17, hvor vi i læsesalene under overvågning af lektorerne Ove Christensen (kaldet Krølle) eller Marcus Pedersen (død i en alder af 103 år i 1994) skulle læse lektier til næste skoledag. Havde man et karaktergennemsnit svarende til nutidens 7 eller derover, måtte man holde fri kl. 19, mens vi andre måtte vente til 19.30. Så havde man ’Tids’, var den dag gået. Aftenerne gik med at læse morskabsbøger eller med forskellige spil. TV kom først nogle år senere.

Da vi startede i første Mellem, fik vi 1 kr. om ugen i lommepenge, hævet på vores privatkonto. I anden og tredje mellem steg beløbet til 1,50 kr. Da billetterne i biografen på Frederiksberg (’Freds’) på forreste række kostede 75 øre, var der til en enkelt biograftur søndag eftermiddag, men ikke meget slik til pausen. Det var ikke velset at modtage ekstra penge hjemmefra, men det blev ikke overholdt af alles forældre. Jeg fik aldrig penge, men fik af og til en pakke med lækkerier hjemmefra og af og til også lidt penge med fra weekenden hos min moster og onkel i København.

De alumner, hvis forældre boede hinsides Sund og Bælt, rejste kun hjem 4 gange om året, i sommerferien, efterårsferien, juleferien og påskeferien. Hvis deres hjemve blev for voldsom, kunne de indlægges på Sygehuset hos frøken Halskov (død i en alder af 100 år i 2011) til en time-out i nogle få dage. Min oplevelse er, at tiden på Vænget gjorde de stærke stærkere og de svage svagere, da det var tugt uden omsorg, kærlighed og empati. Elevkonflikter blev hverken forsøgt spottet endsige løst. Og børn i den alder kan være nådesløse. Alvorlige uenigheder mellem alumnerne blev afgjort med de bare næver på Kinahøjen (Kins). De fleste tilpassede sig og har siden nok kunnet bruge robustheden i voksenlivet. Men jeg er sikker på, at ikke så få af mine kammerater har fået ar på sjælen. Jeg havde generelt en god tid, selv med de mange urimeligheder. Men jeg kan kun tale for mig selv. Jeg er tit blevet spurgt, om jeg ville sende mine egne børn på kostskole. Tiden og forholdene på skolen har ændret sig meget. I dag er nye elever på Sorø Akademi unge voksne af begge køn. Alumner på Vænget er fortid. Så jo, jeg ville nok kunne sende mine børn på kostskole.

af Karsten Strørup (S64)

Udskriv Email

Du er ikke autoriseret til at kommentere.

Copyright © 2020 Soransk Samfund 

Vi bruger cookies til at forbedre netsiden. Netsiden virker ikke optimalt hvis du ikke godtager brug af cookies.