• Medlemsindlæg
  • Fra istid til nutid – en billedkrønike om natur og kultur på Vestsjælland i 16000 år

Fra istid til nutid – en billedkrønike om natur og kultur på Vestsjælland i 16000 år

Da Leif Sestoft (LS) i 2009 udgav ”Vartegn”, skrev Hans Edv. Nørregaard-Nielsen, at bogen gav forjættelse om et større værk med uddybende materiale om den egn, som LS fandt enestående, nemlig Vestsjælland.

Nu er den her! Udgivet som en billedkrønike, hvor det krønike-mæssige giver det kronologiske, og billederne giver sig selv. Det sidste meget vigtigt, for uanset hvad tiderne vil bringe, vil en kommenteret billeddokumentation i sig selv være en solid dokumentation.

Hvad har det med Sorø at gøre, vil nogen indvende. Og ikke uden grund, thi Sorø hører faktisk ikke med til det egentlig Vestsjælland men danner en grænse sammen med Slagelse og andre større bysamfund + en rad af godser og herregårde.

Sorøs betydning for hele området ligger i klostret og frem for alt i Fjenneslevs rolle som bosted for en af landets mest betydende familier, Hviderne. Herfra styredes alle større statslige tildragelser med afsmittende virkning på såvel fjerneste som nærmeste herreder.

En søn herfra, Esbern Snare, byggede den femtårnede kirke i Kalundborg som en fæstningskirke, og omkring den voksede byen op. Indtil svenskernes hærgen i 1659 hvor det meste af byen blev brændt af, slottet sprængt og fjernet fra jordens overflade. Man forsøgte at få samme skæbne til at overgå Dragsholm, men murene var for kraftige.

Men bogen begynder med en solid gang geologi, som nok ville have fået Stevns-Hansen og Truelsen til at hvine af fryd, fordi de områder, hvor vi i skoletiden drog på ekskursion, netop er de meget afvekslende – i næsten enhver henseende, som udgør det mest af det Vestsjælland, som gennemgåes så grundigt – ikke alene det topografiske, men i høj grad også det arkæologiske og historiske.

Det historiske rummer ufattelige mængder info fra dels de katolske områders overgang til krongods i forbindelse med reformationen, dels ved lensafløsningen i forrige århundrede. Rokokoslottet Lerchenborg får gode ord med på vejen - det ER smukt.

Et særligt kapitel vies malerkunstneres og digteres syn på området – hvem kan huske, at Sigrid Undset er født i Kalundborg? Men hun fik Nobelprisen i 1928! Den begavede maler Johan Ths. Lundbye fødtes ligeledes i byen i 1818 i en periode, hvor fattigdommen atter rev i borgerne, fordi tabet af Norge i 1813 satte en stopper for den meget massive og givtige kornhandel, som havde givet anledning til en opblomstring i slutningen af 1700–tallet. Desværre mistede vi Lundbye i 1848 ved en vådeskudsulykke i hæren, som han havde meldt sig til i forbindelse med den første slesvigske krig.

Skal der lyde en kritisk røst må det gælde bogens lay-out: Er LS sin egen forlagskonsulent? Nørregaard-Nielsen er tidligere nævnt, det vil jeg gøre igen: I 2006 udgav N-N en bog om dansk teglstensarkitektur, hvor billedmaterialet skyldtes Janne Klerk. Forsidebilledet viser et af stenhusene i Kalundborg! Bogens format er ca 50 % større end LS’ bog. I 2012 udgiver N-N pragtværket Limfjorden 1 og 2, fotograf er Kirsten Klein. Formatet er vokset til ca det dobbelte af LS’ bog. Der anvendes i alle 3 udgivelser en halvglittet papirtype, som fremhæver farvebilleder.

Nu kommer klagen:
Hvis billedmaterialet hos LS var sat 50 % større, ville det muligvis have kostet ekstra 100 kr pr bog. Det ville jeg gerne have betalt for det i forvejen meget flotte ma-teriale, som endda skyldes LS selv. Vi får endda at vide hvilke typer optik, som er anvendt. Man kan indvende, at teksten så rigeligt udfylder et eventuelt savn og at bogens info langt overskygger billederne men: det er en billedkrønike!

Teksten er som sædvanlig den fantastiske blanding af solid info, skarptskåret og detaljerig. Blandet med en vidunderlig poetisk og sensitiv, stærk personlig stil, som leder tanken hen mod ja, N-N, som i sine små erindringsbøger rammer stemningen fint.

Bogen udgives af NAVICULA og koster 199,00 kr.

Kan bestilles på tlf. 33 15 3032 eller på nettet: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. 


Det er snart jul, og rescencenten vil anbefale værket så varmt som muligt.

Morten Nørgaard

Udskriv Email

Du er ikke autoriseret til at kommentere.

Copyright © 2020 Soransk Samfund 

Vi bruger cookies til at forbedre netsiden. Netsiden virker ikke optimalt hvis du ikke godtager brug af cookies.