Georgetown, Washington D.C. USA

Dette er fortsættelsen og anden del af Christine Bang Andersens fortælling.

Christina Bang AndersenDer er ingen tvivl om, at USA gennemgår en politisk brydningstid, der har vist sig at have seriøse konsekvenser også uden for landets grænser. Det er interessant at følge dækningen af amerikansk politik i amerikanske kontra danske medier, som divergerer meget. Dette skyldes naturligvis et større fokus på “the homeland” i USA, men afslører også, at dansk dækning ofte snyder læsere for mange nuancer, der giver et mere sandt billede af situationen. Det er ikke for at sige, at amerikanske medier er uafhængige, for de er utroligt politiserede, og man bliver ofte nødt til at gå direkte til officielle kilder for at få et objektivt syn på hvad, der sker.

Det sagt, så fylder politik ufatteligt meget i hverdagen. Ingen tvivl om at dette styrkes af, at jeg sidder i USA´s politiske centrum, på et politisk studie, men den overordnede splittelse mellem republikanere og demokrater, for ikke at nævne splittelsen blandt republikanere, er blevet langt mere synlig. Valget af Donald Trump var chokerende for mange, da de fleste forventede, at Hillary Clinton ville løbe med sejren. Donald Trumps valgsejr læses af mange hjemme i Danmark som et tegn på den racisme, nationalisme og isolationisme, der ligger og bobler under overfladen i USA. Valget af ham har bestemt belyst nogle MEGET problematiske tendenser i det amerikanske samfund, og hans retorik har været med til at opildne stemningen. Men før ‘white supremacy’ og latinamerikanske flygtningebørn i bure var der en stor vælgerbase i USAs hvide underklasse, der stemte Trump ind med henblik på at forbedre egne vilkår, hvilket Obama (uanset hvor stor fan man var) ikke prioriterede under sit præsidentskab. Det er blandt andet personer fra West Virginias ‘coal country’, der har set deres jobs forsvinde efter skiftet fra kul til andre energikilder, men ikke har set nogen indsats for at udvikle andre industrier og jobs, der kan bekæmpe den massive arbejdsløshed, der kom, da mine efter mine lukkede. Det er de samme samfund, som ikke har WiFi dækning, og hvis skoler ikke har råd til computere. Jeg har talt med en håndfuld af disse personer, og de udtrykte alle, at de ikke kunne være mere ligeglade med landets indvandrer- og udenrigspolitik - de stemte Trump for at få deres jobs tilbage, så de kunne få mad på bordet til deres familier. Og det var Trump, ikke Clinton, der afgav det valgløfte.
Når det er sagt, er der rigtig mange problematiske aspekter under Trump. Efter valget blev jeg spurgt af mange, om jeg nu stadig havde lyst til at flytte til USA. Det havde jeg, og det har givet mig et helt unikt indblik i situationen, som jeg aldrig ville være foruden. Selvom man forventede, at tingene ville ændre sig under Trump, tror jeg aldrig, at nogen forestillede sig, hvor vidt det ville gå. Ikke desto mindre har det været en fascinerende tid at være i USA på, hvilket særligt kom til udtryk, da jeg var i praktik på den danske ambassade i Washington. Med hver dramatisk beslutning, om det så var fyringen af udenrigsminister Rex Tillerson eller tilbagetrækningen fra UNESCO, Paris Aftalen eller JCPOA, føltes det, som om man stod midt i historieskrivningen - på godt og ondt.

En sag, som jeg til gengæld kommer til at have det dårligt med for evigt, var godkendelsen af Brett Kavanaugh som den nyeste Supreme Court Justice. Udover at Kavanaugh kritiseres for ikke at være den bedste kandidat til jobbet fra et professionelt synspunkt, fulgte også en bekymring om, at hans godkendelse ville lede til en mere konservativ Supreme Court. Dette ville have massiv indflydelse på lovgivning vedrørende blandt andet abort, homoseksuelles rettigheder og våben. Så var der også lige en anden bekymring... Jeg fulgte, sammen med rigtig mange andre i landet, Kavanaughs godkendelseshøring og Christine Blasey Fords vidnesbyrd på tv. Mange følte, at Fords vidnesbyrd under ed måtte være dødsstødet for Kavanaugh, men under overfladen lurede en fornemmelse af, at trods de blinkende advarselslamper og det faktum, at et land med respekt for sig selv og sit retssystems integritet, ikke ville godkende en person under anklage for voldtægt til en af de højeste stillinger i USAs retssystem, så ville han nok få presset sig igennem. Selvom det var nedtrykkende at få nyheden om hans godkendelse, var det altså ikke en overraskelse.

Til gengæld var det en overraskelse for mig, at det for mange amerikanere var det nuværende politiske system, der var årsagen, når størstedelen af problemet i mine øjne er systemisk. Jeg mener, at det har rod i USAs kvindefjendske samfundsmodel og historie. For eksempel udspillede samme sag sig for mindre end 30 år siden, da Justice Clarence Thomas blev godkendt til Højesteret på trods af seriøse beskyldninger om gentagen, grov sexchikane mod en af hans kvindelige ansatte, Anita Hill. En stor håndfuld mandlige kongresmedlemmer begræd, at sådan nogle forfærdelige beskyldninger blev fremført mod en respektabel mand som Thomas - et skræmmende ekko til meget af den officielle republikanske retorik vedrørende Kavanaugh. Kvindehadet stopper ikke der. Jeg har talt med mange kvinder, der er tidligere ansatte i State Department, som fortalte lange historier om den forskelsbehandling, chikane og uretfærdighed, de oplevede, da de kæmpede sig op ad rangstigen. En kvinde fortalte mig, at hendes første evaluering fra hendes chef kun indeholdt kommentarer om hendes tøj, hår og makeup. Historierne fortsætter i dag, og et utal kvindelige skolekammerater, som arbejder i USAs sikkerheds- og politiske system har haft lignende oplevelser. Dette sker oven i rædselsvækkende hyppige voldtægter i både militæret og på universiteter landet over. Problemet ER systemisk, og ‘Me Too’ bevægelsen, Women’s March og den massive underskriftsindsamling blandt kvinder i det amerikanske sikkerhedspolitiske apparat var alle kæmpe skridt mod respekt for kvinder i USA. Der er lang vej endnu, særligt med en præsident, der blærer sig med at røre kvinder uden deres samtykke og mandlige, folkevalgte repræsentanter i Kongressen, der påstår, at der findes “frivillig og ufrivillig abort”, og at kvindens krop “aborterer af sig selv, hvis undfangelsen ikke skete med kvindens samtykke”. Med dette i baghovedet er det tydeligt at se, at “Me Too” betyder noget helt andet i USA end i Danmark, hvilket for mig var en øjenåbner i forhold til den til tider chokerende ‘satiriske’ dækning af bevægelsen i de danske medier.

På trods af den enorme mængde kontroversielle sager, diskuteres Trump overraskende sjældent i undervisningen. Jeg bemærkede allerede første semester, at de fleste undervisere forsøgte at feje emnet af bordet, hvis det blev bragt op, og bad eleverne om at holde sig til “mere hypotetiske eksempler”. Emnet er utrolig følsomt, og valget af Trump har været med til at trække partilinjerne endnu skarpere op, hvilket gør, at kritik pludselig føles langt mere personligt, og at man næsten kan gætte sig til den politiske orientering i et givent område. For eksempel er D.C. en meget demokratisk by, hvor man kan forvente hovedrysten fra alle på caféen, der læser den samme nyhedsoverskrift på CNN om det seneste Trump stunt. Kommer man til gengæld blot en time syd eller vest for byen, ændrer det politiske landskab sig markant, og samme reaktion mødes, men med omvendt fortegn. Resultatet af det er simpelthen, at de fleste undgår at diskutere politik uden for deres vennekreds og region, og at venner vælges langt mere ud fra politisk standpunkt, end jeg nogensinde har oplevet i Danmark. Washington Post rapporterede blandt andet om, at unge Trump ‘staffers’ er begyndt at lyve om deres ansættelsesforhold på Tinder, fordi der ikke er nogle i demokratiske D.C., der gider date “fjenden”.

Jeg kunne skrive side op og side ned om min tid og observationer som soraner og dansker i USA, men jeg må hellere stoppe her af hensyn til redaktøren og bladets læsere, som nok efterhånden har læst sig trætte i mine skriverier. Tilbage er der blot at sige, at USA er et enormt og komplekst land med mange forskellige holdninger i langt højere grad, end mange danskere begriber. For at kunne forstå det, skal det opleves, og med opleves mener jeg ikke 14 dages ferie. Selv efter to år herovre for at læse og ni år af min barndom har jeg kun oplevet en brøkdel af landet og kun kradset i overfladen af landets historie, politiske bevidsthed og kultur. De sidste to år har været helt fantastiske, og som et hvilket som helst udlandsophold har jeg lært utrolig meget om mit midlertidige hjem. Endnu vigtigere har jeg lært endnu mere om mig selv, mine værdier, og hvor jeg kommer fra. At rejse og opleve nye steder er en udfordring, men man tvinges til refleksion, som i sidste ende byder på udvikling. Mit råd til alle er: Rejs ud, oplev og kom hjem som et oplyst menneske. Og derudover vil jeg anbefale alle at tage en tur til USA for at opleve det komplicerede monstrum af et land, der har så stor indflydelse på os alle sammen i det internationale samfund.

Udskriv Email

Du er ikke autoriseret til at kommentere.

Copyright © 2019 Soransk Samfund 

Vi bruger cookies til at forbedre netsiden. Netsiden virker ikke optimalt hvis du ikke godtager brug af cookies.