Fem Gammelsoranere

Sorø Akademi har i tidens løb fostret mange forfattere og litterater. Jeg vil ikke tale om Herman Bang, Vilhelm Andersen eller Hans Kirk. Der er der så mange, der har gjort. Mindre kendt er det, at der i 1860’erne udgik en flok studenter fra Akademiet, der skulle gøre sig gældende som litterater eller forfattere og oversættere i 1870’erne og 1880’erne. Det var en tid med opbrud, og de blev tiltrukket eller frastødt af tidens store lederskikkelse Georg Brandes, somme tider først det ene og derefter det andet. En enkelt af dem var noget ældre end de andre, men ellers var de næsten jævnaldrende, og blev studenter i 1864 og 1865.

Den ældste af dem, Sophus Schandorpf (1836-1901) blev student allerede i 1855, og indledte sin forfatterkarriere med romantisk efterklangs-litteratur af gammeldags og sentimentale digte som ”Den fattige drengs juleaften” eller ”Den forladte piges sang”. I 1870’erne sadlede han om og kastede sig over studiet af russisk og fransk realisme efter at have sluttet sig til Georg Brandes for livet igennem at forblive hans tro følgesvend. Brandes så ham som en mulig tolker af tiden mellem de to slesvigske krige, som han mente, vi savnede herhjemme. Han pegede endda også på et forbillede: Émile Zola, der skildrede det andet kejserdømme i Frankrig mellem 1852 og 1870. Schandorphs litterære nybrud blev novellesamlingerne Fra Provinsen, Fortællinger og Skizzer (1876), Fem Fortællinger (1879), og Novelletter fra 1882. Bøgerne giver nogle friske og livfulde billeder af samfundslivet i 1870’ernes Danmark. Han var dog helt sin egen, og trods løftede pegefingre fra Mesteren forblev han en djærv og ligefrem forfatterskikkelse. Han kom på finansloven i 1880, og et par år efter tredobledes understøttelsen, hvilket vidner om hans popularitet.

Vilhelm Møller (1846-1904). Studerede jura, men forlod studiet for at kaste sig over et usikkert levebrød som bogudgiver og tidsskriftredaktør. Han var en nær ven af J. P. Jacobsens og fik stor betydning for den unge, endnu ikke anerkendte forfatter ved i sit tidsskrift Nyt dansk Månedsskrift (1870-1874) at publicere syv af Jacobsens populærvidenskabelige artikler og ikke mindst novellen Mogens. I 1870’erne og 1880’erne introducerede Møller den russiske forfatter Ivan Turgenjev på dansk, som han oversatte fra tysk. Hans oversættelser fik betydning for flere af forfatterne i det moderne gennembrud. Kun et år efter Jacobsens død udgav Møller den første samlede udgave af J. P. Jacobsens værker i 1888 og sammen med Edvard Brandes, Jacobsens Digte og udkast i 1899. Hans tidsskrift Nyt dansk Månedsskrift var i sin korte levetid det eneste forum for den nye tids forfattere, og Vilhelm Møller kunne være blevet bevægelsens leder, men han besad ikke Georg Brandes’ aktivisme og hensynsløshed, og i 1874 tog brødrene Brandes’ tidsskrift, Det 19. Aarhundrede livet af Nyt dansk Maanedsskrift.

Møller var klassekammerat med Richard Kaufmann (1846-1894). Han var i 1870’erne en ivrig tilhænger af Georg Brandes, men som så mange andre faldt han fra og tog afstand til den tidligere læremester og blev en af de mange ”forrædere”, som Brandes angiveligt havde ”undervist, ladet sidde ved mit bord i årevis, aldrig gjort andet end velgerninger og som derefter har forrådt mig, sværtet mig, skadet mig, angrebet mig i danske og fremmede blade”. Kaufmann redigerede fra 1876 ugebladet Nutiden sammen med Vilhelm Møller. Fra 1880 bosatte han sig i Paris, og skrev der en række bøger om Paris. (Pariserliv i Firserne, Paris under Masken, Paris under Eiffeltaarnet). Han oversatte blandt meget andet Jules Vernes’ En verdensomsejling under havet, Jorden rundt i 80 dage, Fem Uger i Ballon, Kaptajn Grants Børn og Kaptajn paa femten Aar.

Otto Borchsenius (1844–1925), blev student i 1863 og studerede nordiske sprog og litteratur uden dog at tage eksamen. Han var fra 1878 medarbejder ved ugeskriftet Ude og Hjemme hvori Henrik Pontoppidan debuterede i september 80 og skrev i, indtil bladet gik ind. Borchsenius blev en slags mentor for Pontoppidan. Han var dertil den eneste, der anmeldte J. P. Jacobsens novelle Mogens, da den udkom i Nyt dansk Maanedsskrift i 1872. Endnu i 1882 var Borchsenius stadig udelt positiv over for Brandes hvis medarbejderskab ved Ude og Hjemme han var stolt af. Men der var stigende gnidninger imellem de to, og til slut brød de med hinanden. Borchsenius deltog ivrigt i studenterlivet og var i flere år ledende senior i Studenterforeningen. Ved siden af sin litterære virksomhed, der også omfattede en lang række oversættelse fra svensk og tysk, var Borchsenius dansklærer ved Maribos Skole, bl.a. for Sophus Claussen.

H. H. L. Schwanenflügel, (1844-1921) tog magisterkonferens i historie i 1874 og sluttede sig tidligt til 70’ernes moderne gennembrud. Han var en af deltagerne i det stiftende møde af Litteraturselskabet i 1872, for øvrigt sammen med de fire tidligere skolekammerater Otto Borchsenius, Vilhelm Møller, Sophus Schandorpf og Richard Kaufmann, foruden naturligvis brødrene Brandes, Holger Drachmann og J. P. Jacobsen. Han vendte sig dog snart imod ”gennembrudsmændene”. I sin selvbiografi Livsfragmenter, der udkom i en stærkt friseret udgave godt hundrede år efter hans fødsel i 1946, skrev han: ”Han (Georg Brandes) kan takke sine Fjenders Dumhed for, at hans Navn er bleven skruet op til en Profets”. I 1886 kom hans monografi om Ingemanns Liv og Digtning. Derom skriver han: ”Han, for tyve Aar siden, de Danskes Yndlingsdigter, var nu i Dalen. Ogsaa jeg, der i mangt og meget tilhørte den ny Retning, var begyndt at kritisere ham; men at bryde Staven over den gamle soranske Digter kunde aldrig falde mig ind. Bogen gjorde Lykke.” I 1891 blev han doktor på en afhandling om P. A. Heiberg. Derudover udgav han nogle udvalg af danske forfatteres værker og skrev flere lærebøger i historie. Schwanenfügel var bestemt ikke glad for at gå på akademiet. Han indleder kapitlet Sorø Akademi med ordene: Jeg kommer nu til det mørkeste og sørgeligste afsnit af mit liv. Mørkt, fordi det er mig uforståeligt, at mennesker, der burde være i besiddelse af pædagogisk sans, kunne lave en undervisningsplan for den højere skole som den, der blev gennemført efter 1850 sørgeligt, fordi de otte år jeg tilbragte på denne opdragelsesanstalt for største delen blev spildte.

De besad hver især de egenskaber som enhver samtid værdsætter og ser op til. De havde begavelse, vid, originalitet, gå på mod, som enhver eftertid også glemmer. De glimtede i deres tid og lånte glans af deres større samtidige. Men de hørte med og var en del af det åndelige og intellektuelle klima på samme måde som enhver tids vandbærere hører med.

Per Jacobsen (S54)

Du er ikke autoriseret til at kommentere.

Copyright © 2018 Soransk Samfund