2 soranske generationer

I juni 1986 dimitterede Maria Munk (S86) som en af vores første pigealumner fra Akademiet og 30 år senere fulgte Clara Vind (S16) i sin moders fodspor. Her sludrer mor og datter om nogle af deres minder og oplevelser fra deres 3 år på Akademiet som alumner. I deres sidste år boede begge piger på Rektorgården.

Maria: Min tid på Sorø begyndte på Holbergs hus, hvor vi første 20 piger boede, da vi startede som alumner i 1983. Jeg husker lune sommerdage hvor vi sad på muren uden for huset og røg. Jeg husker nervøsiteten og uroen når drengene kom ind på huset og endevendte vores 8 m2 store værelser og ville smide os enten i bruseren eller i søen. Men det kender du jo selv til?

Clara: Det er faktisk også sjovt nok sådan jeg husker mine første dage udover, at vi faktisk syntes det var lidt sjovt at blive ”fræset” (i en vis mængde), men jeg kan huske engang hvor jeg fik nok. Efter at have fået fræset mit værelse skulle jeg i bad, og da jeg tændte bruseren kom der brunt vand ud. Det viste sig, at min bror og hans ven havde været inde og putte te ind i brusehovedet. Måtte I drikke alkohol?
Maria: Nej og straffen for at drikke alkohol var dengang stuearrest og det prøvede jeg én gang. Vi havde lige fået ny præfekt på Holberg og fejrede dette på præfektens værelse med et glas vin. Vi var vel 5-10 piger. Vi blev opdaget af vores Privatpræceptor, Jon, med fyldte glas i hænderne og fik alle en uges stuearrest. Det betød, at vi måtte gå i skole og til måltiderne og ellers måtte vi kun opholde os på værelserne. Vittige hunde spillede Gnags ”Burhøns” på en Ghettoblaster udenfor Holbergs hus, hvor næsten halvdelen af pigerne havde stuearrest. Men du fik vist aldrig ørene i maskinen eller ..?

Clara: Nej, jeg har aldrig haft et alkoholforbud. Men det var tæt på, efter Overskæring, hvor vi havde været lidt sure over Rektors regel, om at der ingen alkohol måtte medbringes. Det var også aftenen før årets ølløb, som er en begivenhed hvor flere hold kæmper om sejren ved at skulle drikke en masse øl, men man skal løbe 5 km. Vi inviterede et par stykker ned i Baldur og det gik selvfølgelig lidt over gevind. Nogle sad og drak øl og nogle andre, som mig selv dansede på bordet, og pludselig får jeg øjenkontakt med Rektor igennem vinduet. Jeg når at råbe ”REKTOR” og de fleste hopper om bag sofaerne eller ud i køkkenet. Vi slap med skrækken, og jeg tror, at Rektor var ved at være godt træt af os kommende studenter.

Maria: Det er skægt, for Overskæringen husker jeg som en begivenhed, lærerne absolut ikke var involveret i. Det var vores egen lille ceremoni, hvor vi havde lavet en dukke af en af lærerne. Vi gik i procession ud til overskæringen og derude blev der afholdt en retssag, hvor det blev afgjort om dukken skulle frikendes eller brændes. Det var en ”helt fair” retssag med både forsvarer og anklager og jeg mindes ikke, at en dukke nogensinde blev frikendt.

Clara: Jeg har boet på Bülow og Bagbygningen og vi var jo blandede drenge og piger hvilket fungerede helt fint. Men I var opdelte og havde kun Holberg?

Maria: Ja, vi piger boede på Holberg og vi ville, ligesom drengene, gerne have adgang til Rektorgården i 2.g. Så med lidt effektivt lobbyarbejde lykkedes det os at få gjort Forbygningen til pigernes domæne. Det betød altså, at vi skulle bo 2 og 2 på nogle meget store værelser og vi skulle sove på sovesal. Vi var 7 piger, der deltes om 4 store værelser og en sovesal.
Jeg husker det som om det var enormt hyggeligt at sove på sovesal selvom man skulle vænne sig til hinandens lyde og nattevaner, for slet ikke og snakke om Lars Kelstrup, som kom og åbnede vinduet, selv i den koldeste isvinter. Derfor anskaffede vi os varmedunke så vi kunne holde varmen i den kolde sovesal. Vi tænkte ikke så meget over det dengang, men jeg kan godt se i dag, at den gode Lars, bare bekymrede sig for vores helbred. Han tog sig i det hele taget meget af de alumner, der havde behov for det.

Clara: Sådan har jeg også altid haft det med Gården. Vi var kun 3.g’ere og det var mine bedste venner, der boede der, så vi passede lidt os selv. Jeg mener også, at forholdet mellem alumne og kostlærer er meget vigtig. Vi havde ikke Lars Kelstrup, men Marianne Reese og hun fik livet på kostskolen, til at ændre sig for mig. Jeg havde ikke før oplevet, at en kostlærer inviterede alumner regelmæssigt over til en kop te eller ind bare for at snakke. Den interesse og respekt hun havde for os - var guld værd, ikke mindst når verden så lidt uoverskuelig ud!

Maria med kammerater i Fratergården

Clara med kammerater i Fratergården

Du er ikke autoriseret til at kommentere.