Valborgaften 2018

Den soranske identitet kan man beskrive på mange måder, men to ubestridelige og essentielle karakteristika er og bliver nu vores glæde ved traditioner og vores glæde ved fest! Denne tese bekræftedes senest ved dette års markeringen af Valborg Aften den 30. april, hvor et større antal langt fra udbrændte fugl-fønikser mødtes i Frederiksberg Have til fælles fejring af den gamle, nordiske festdag, Valborg Aften.

Dette års sammenkomst indledtes med gavmild udskænkning af mousserende vin, som blev vel modtaget af dagens fremmødte gammelsoranere og ledsagere. Formand for Soransk Samfund, Christian Eugen-Olsen (R58), opfordrede dernæst til samling omkring Frederik d. 6.s statue, hvorfra Erik Nordahl Svendsen (S64) fremførte et kort indlæg med flere interessante informationer om netop denne tidligere monark. Dernæst omdeltes et sangark, hvorpå vi kunne læse aftenens sangtekster: Jeppe Aarkjærs Majnat fra 1916 og Morten Børups Frydeligt med jubelkor (sidstnævnte sunget til den smukke middelaldermelodi, Piae cantiones fra 1582). Dette års sammenkomst indledtes med gavmild udskænkning af mousserende vin, som blev vel modtaget af dagens fremmødte gammelsoranere og ledsagere. Formand for Soransk Samfund, Christian Eugen-Olsen (R58), opfordrede dernæst til samling omkring Frederik d. 6.s statue, hvorfra Erik Nordahl Svendsen (S64) fremførte et kort indlæg med flere interessante informationer om netop denne tidligere monark. Dernæst omdeltes et sangark, hvorpå vi kunne læse aftenens sangtekster: Jeppe Aarkjærs Majnat fra 1916 og Morten Børups Frydeligt med jubelkor (sidstnævnte sunget til den smukke middelaldermelodi, Piae cantiones fra 1582). 

Som afslutning på aftenens friluftsdel blev der lagt en krans på Frederik 6.s statue, hvorefter den lystigt samtalende soranske forsamling så småt begyndte at bevæge sig gennem parken mod Soranernes Hus. I husets festlokale, Hauerslevsalen, afholdtes dernæst aftenens andet højdepunkt, nemlig en storslået middag. Middagen blev gjort tilpas åndfuld af både våde varer og intellektuelle oplæg, hvor sidstnævnte igen blev varetaget af Erik Nordahl Svendsen, der denne gang præsenterede middagsgæsterne for en noget mere dybtgående indføring i Frederik 6.s politik og i hans rolle for Jødernes integration i det danske samfund

Da Soranerbladets udsendte desværre ikke kunne være til stede ved resten af årets Valborg Aftensmiddag, må bladets læsere beklageligvis undvære en nøjere beskrivelse af spisning, oratoriske anstrengelser etc. Som plaster på såret følger i stedet en kort redegørelse for historien bag Valborg Aften og Overskæring.

Traditionen bag fejringen
Valborg Aften markerer årsdagen for helgenkåringen af Skt. Valborg, og fejres særligt i de nordiske lande, hvor man i tidligere tiders lokalsamfund samledes omkring store bål, der lyste og varmede i forårets endnu mørke, kølige aftentimer. Valborg, eller Walpurgis, levede fra ca. år 710 til 777, og voksede op som kongedatter i Wessex i England, men endte sine dage som abbedisse på klosteret Heidenheim i det sydlige Tyskland. Angiveligt skulle hun være blevet kaldt til Tyskland af sin onkel – ærkebiskoppen af Mainz – Bonifatius, der håbede på Valborgs hjælp med kristningen af tyskerne. Således fejrer man også i dagens Tyskland Walpurgisnacht, som ifølge overtroen er den nat, hvor heksene flyver til bl.a. Bloksbjerg for at mødes med Djævlen, og hvor man derfor tænder store bål i håbet om, at ilden vil skræmme heksene væk.

Overskæringen
Når vi som gammelsoranere stadig samles på Valborg Aften, er det nok både for at fortsætte denne Valborg Aften-tradition, men nok også for at mindes den mere specifikt soranske festdag – Overskæring – som hvert år afholdes torsdagen før Valborg Aften. 

I gamle dage gik skolens ældste klasse ud til Rævebakken i Sorø, hvor eleverne afbrændte en stor hjemmelavet, papmaché Fugl Føniks tillige med deres sorte vinterhuer eller gamle papirsnoter. Derudover hyggede eleverne sig med fællessang og cigarrygning, før de i samlet trop gik tilbage mod Akademiet nu iført deres hvide sommerhuer. Optoget endte i Fratergården, hvor det blev mødt af byens borgere, der gjorde eleverne selskab i endnu en omgang fællessang. 

Idag indledes Overskæring med fællessang i Akademiets festsal, hvorefter 3.g’erne i et stemningsfuldt fakkeloptog går ud til Rævebakken, hvor man stadig synger sange, holder taler og sørger for afbrændingen af Fugl Føniks.

Alle billederne Valborgaften finder du her.
Erik Nordahl Svendsens indlæg om Frederik VI og jøderne

 

Tags: referat, valborgaften

Udskriv E-mail

Du er ikke autoriseret til at kommentere.

Copyright © 2018 Soransk Samfund