Retsmediciner ved en tilfældighed
Jørgen Lange Thomsen (S63) er aktuel med bogen ”Syv år i sort uniform” om sin tid på Sorø Akademi. Bogen udkom den 10. maj på forlaget Historia. Soranerbladet har i den forbindelse talt med den succesrige soraner om minderne fra Sorø, hans begivenhedsrige karriere i retsmedicin og de refleksioner, der følger af et arbejdsliv på knivsægget mellem livet og døden.
De fleste ved nok i grove træk, hvem du er, men vil du ikke introducere dig selv?
Jeg hedder Jørgen Lange Thomsen og blev student fra Sorø Akademi i 1963 efter syv år som alumne. Jeg kom ind i 1956 og havde før boet i København og gået på Rådmandsgade Skole på Nørrebro. Jeg kom ud som matematisk student og begyndte at læse medicin med det samme. Jeg blev færdig efter syv år og boede de første tre år på et værelse med kakkelovn hos en gammel dame på Østerbro og herefter på kollegium. Jeg blev gift med en anden stud.med. i 1967 og fik en lejlighed.
Jeg blev færdig som læge i 1970 og var først i en medicinsk afdeling på Amager. Sundby Hospital hed det dengang. Derefter kom jeg på kirurgisk afdeling på Sankt Elisabeth Hospital, også på Amager. Så ville jeg lave videnskabeligt arbejde. Det havde altid interesseret mig, men jeg havde fået et barn, som jeg aldrig så, fordi jeg måtte lave det videnskabelige arbejde sideløbende med mit almindelige arbejde. Jeg tog derfor den første stilling, jeg kunne få på Københavns Universitet, som var retsmedicin. Jeg gik ind på Retsmedicinsk Institut den 1. april 1972 og er stort set aldrig kommet ud igen! Jeg måtte tage en patologisk specialuddannelse og er siden blevet speciallæge i retsmedicin. Jeg har været retsmediciner i et halvt år på London Hospital Medical College, været ansat en kort tid på Island og kom til Odense som retsmedicinsk chef i 1992, hvor jeg var, til jeg gik af i 2015.
Jeg har været gift to gange og har ni børn, hvor den yngste er 14, og den ældste 51. De er en stor glæde for mig.
Sikke en spændende karriere! Du må rette mig, hvis jeg tager fejl, men det lyder næsten tilfældigt, at det blev retsmedicin?
Det var tilfældigt, for jeg ville på et universitet, hvor man skulle og måtte lave videnskabeligt arbejde. Retsmedicinere har dog en del rekvireret arbejde, og jeg havde ikke tænkt på, at retsmedicinere derfor har mindre interessetid til forskning end på andre institutter. Men jeg fik lov til at forske og har været glad for det.
Kan du fortælle lidt om nogle af dine projekter?
Jeg har skrevet mange artikler og er mest stolt af det, hvor jeg har opdaget noget eller gjort en forskel. Det, jeg bliver mest citeret for, er ”alkoholisk ketoacidose”. Min disputats handler om alkoholister i retsmedicin – det kan jo misforstås – men altså om de døde, og hvad de døde af eller fejlede. Vi havde en gruppe dødsfald, der blev kaldt ”alkoholist dødsfald” eller ”fatty liver death”. Det sker blandt alkoholikere, som tager på en druktur, der kan vare ugevis. På et tidspunkt vil de have deres liv i orden og holder op med at drikke fra det ene øjeblik til det andet, og så dør de. Det eneste, man kunne finde hos dem, var en fedtlever. De havde ingen alkohol i systemet, ingen medicin og ingen sygdomme i øvrigt. De havde bare en fedtlever. Jeg satte mig for at finde ud af, hvad de døde af og fandt faktisk ud af det sammen med mine medforfattere. De dør af ketoacidose. Når man drikker alkohol, hæmmes nedbrydningen af fedtstoffer. Når man så holder op med at drikke, kommer der høje koncentrationer af frie fede syrer, der skal omsættes i citronsyrecyklus. Den cyklus overbelastes, fordi der kommer uligevægt mellem kulhydrater, sukkerstoffer og fedtstoffer. Der kører så en alternativ nedbrydningsrute via ketonstoffer, såsom acetone, hvilket forsurer blodet. Det er nok den opdagelse, jeg er mest kendt for og mest stolt af, for nu indgår analysen for ketonstoffer rutinemæssigt, især ved analyser hos alkoholikere. Og ketoacidose viser sig tit at være dødsårsagen.
Der er vel brug for kreativitet i sådan en proces?
Jeg har været kreativ på den måde, at jeg aldrig har taget noget for givet.
Hvordan kan det være, at forskning er så spændende for dig?
Jeg syntes allerede under studiet, at det, vi fik at vide, var dårligt underbygget og i stedet for at forklare det, sagde man, ”sådan er det”. Jeg gik faktisk ikke til ret mange forelæsninger, fordi jeg ikke kunne holde ud at høre på det. Jeg har altid været nysgerrig og åben med hang til nye forklaringsmuligheder.
Hvordan var det at være en tvivler foreneligt med at være på Sorø Akademi? Jeg kan forestille mig, at der har været nogle meget faste rammer.
Nogle i lærerstaben i Sorø havde meget perspektiv. Nogle af lærerne kunne godt blive irriterede over, at jeg stillede spørgsmål, men jeg følte, jeg blev tolereret. Jeg er stadig så glad
for de lærere, der gad mig. Sorø var en god tid for mig og, som du kan læse i min bog, var alternativet jo meget værre.
Altså den der uniform. Det er jo meget forskelligt, hvad folk synes om den, men uniformen var god for mig. Man kunne jo ikke se forskel på os i de uniformer. Der var ingen, der vidste noget om mig, og vi spurgte ikke rigtig hinanden, hvor vi kom fra. Jeg kunne godt være lidt flov over min baggrund, og jeg kunne gemme mig i den uniform. Det er så en anden ting. Jeg har aldrig forstået, hvem der betalte for mit ophold på skolen. Hvor kom pengene fra? Hvordan kunne jeg bare gå op og få skrevet rekvisition på en ny uniform? Min datter spurgte for nylig på skolen, hvem der havde betalt for hendes far, men det papir eksisterer ikke mere. Det er et mysterium. Men alle var ens, fordi vi alle var soranere, og det, tror jeg, har været meget befriende. Sandt demokrati, selvom der ikke var demokrati i forhold til ledelsen. Elevråd fandtes for eksempel ikke. Men der var en overgang en gymnasieforening, der hed Baldur. Jeg hører om skolen fra min datter, der blev student fra Sorø i 2021, og det er jo noget helt andet. Altså, jeg anede ikke, hvad en pige var for en størrelse, da jeg gik på skolen. Jeg kendte kun min mor, og hun var ikke en rollemodel. Det har ødelagt det for mig og de kvinder, jeg har levet sammen med. Som jeg skriver i bogen, er jeg glad for, at der er kommet piger på skolen.
Hvilken effekt tror du at måden, man omgik det andet køn på, har haft på jer senere?
Det har haft en ret stor effekt på mig. De andre havde jo en mor at komme hjem til. Det havde jeg ikke. Hun var der ikke for mig, og jeg følte mig ikke set. Nogle af de numre og mærkelige ting, vi lavede, var for at blive set af lærerne, som på nogle måder blev faderfigurer, hvad de ikke ønskede at være. Det var tydeligt. Ikke at blive set og ensomheden, tror jeg, har ødelagt meget for mig og de kvinder, jeg har kendt. De var en anden slags væsner, som jeg ikke forstod og skiftevis satte op på en piedestal og blev dybt skuffet over, når jeg oplevede, at de var ligesom os. Jeg oplevede med mange, at når de kom ud af skolen, blev de domineret af kvinder. De var så fremmede, at de blev en myndighed for dem. Det er jo lidt besværligt i stedet for at møde kvinder på lige fod.
Modsætningen er jo interessant: det har været hårdt for mange at gå på skolen, men også den bedste periode i deres liv.
Ja, som jeg skrev, var der nogle, der led under den. Jeg giver nogle eksempler i bogen, og der var jo mange, der græd sig i søvn. En af dem, jeg nævner, prøvede at løbe hjem men blev hentet tilbage og fik at vide, at hvis han gjorde det igen, blev han sendt hjem! Han holdt ud til og med realeksamen.
Du skriver også, at tiden var meget præget af kammeratskab og loyalitet, men uden empati og omsorg. Kan du sige lidt mere om det?
Loyaliteten var jo maksimal. Man sladrede ikke, og man dækkede over hinanden, men det var ikke sådan, at man passede på hinanden. Altså empati kan man kun give, hvis man selv har fået den. Og mange af drengene dernede, blandt andet jeg, led jo under akut eller kronisk kærlighedsmangel. Vi havde ikke mulighed for at være empatiske, og det tog mig et stykke tid at lære og udvikle. Jeg ved, at jeg lyder helt pastoral nu, men jeg oplevede det som meget svært at gå til en kammerat og sige, ”jeg er altså enormt ked af det”. Det kunne man ikke. Det, tror jeg, var fordi, det var et kærlighedsfattigt samfund. Men jeg fik det jo heller ikke derhjemme, så jeg var glad, for der var trods alt nogen, der så mig i Sorø. At blive set er et skridt mod empati.
Tror du også, at det prægede lærernes liv? Du skriver blandt andet, at lærerne var utrolig blottede og blev udsat for drengestreger.
Jeg husker, at vi fik en ny sanglærer, Reiff, der havde en meget smuk kone og virkede glad. Så fik man pludselig et lille indblik i, hvordan et liv kan være. Et almindeligt borgerligt liv, hvor man holder af hinanden. Især da jeg kom lidt tættere på nogle af de yngre lærere, så jeg noget, jeg ikke kendte til. Det gik op for mig, at jeg manglede noget. Så jeg gik og fantaserede om, at jeg fik mit eget hus og en kone og sådan nogle ting. Jeg tror også, at lærerne var præget af drengeskolen, altså at den stærkeste vinder. Men de passede også på de svage. Hvis de opdagede, at nogen led, så var de parate. Det mener jeg bestemt. Selvom vi også fik lov til at slås. Men ja, vi var grove ved de fleste lærere.
Du har været inde over det, men hvordan finder man selvtilliden til at følge sin passion?
Man finder det i succesoplevelser, og så finder man det i gode lærere og forældre, altså rollemodeller, som støtter én. Det bringer mig til noget, der ikke var så godt i Sorø. Det med at nedgøre folk, håne dem og få klassen til at grine af en eller anden stakkel, der ikke lige kunne finde ud af noget. Man skal støtte i stedet for at nedbryde. Det er enkelt. Der var måske for meget af det modsatte i Sorø. Jeg klarede mig godt, men jeg kunne se det på mine klassekammerater. Der havde jeg trods alt nok empati til at se, at læreren sgu ikke kunne være bekendt at få hele klassen til at grine af én, der totalt gik i stå.
Det her er lidt af et sidespring, men jeg gik i skole med én, som var begavet og kreativ men fik meget dårlige karakterer, hvad jeg ikke forstod. Han fik dog en realeksamen og blev en kendt grafiker. Han fik på et tidspunkt en alvorlig sygdom og skrev til mig.Ikke fordi vi var gode venner, men han var ved at gøre regnskabet op og sad i en beskyttet bolig i Svendborg og ville høre, om ikke jeg kort ville besøge ham. Det fik jeg aldrig gjort. Han døde, og det blev jeg ked af. Jeg ville gerne have fortalt ham, at jeg altid havde syntes, han var dygtig, men vi fik aldrig sluttet den ring. Han havde jo brug for mig og kunne huske mig. Blandt andet at vi havde haft et meget voldsomt skænderi, og at han var meget aggressiv over for mig. Det ville han også snakke med mig om, men jeg nåede aldrig ned til ham. Han var et eksempel på én, der ikke havde det godt. De var ikke fair over for ham. Så noget kunne vi føle.
Hvad var din motivation for at skrive dine memoirer fra Sorø Akademi nu?
Jeg gik i coronatiden i mit sommerhus på Langeland, da en god veninde foreslog mig at skrive en bog om min kostskole, før alle de historier, jeg har gemt i hovedet, forsvandt. Jeg satte mig ned og skrev, og det kom nærmest af sig selv. Sorøtiden er så præsent og betydningsfuld for mig. Det var der, jeg især blev formet som menneske. Jeg sanser stadig Sorø i lugte og lys. Jeg vil tro, at mange har det på samme måde. Nu efterlader jeg mig en historie om Sorø, og det er jeg rigtig glad for. Især hvis andre også kan genkende den.
I din bog skriver du, at du var interesseret i det sproglige, men valgte matematisk linje på grund af de muligheder det gav.
Det er helt rigtigt. Jeg var meget interesseret i litteratur, men kunne ikke se mig selv i det. Man kunne blive skolelærer, og jeg vidste, at jeg ikke havde lyst til at undervise umotiverede unge drenge som os selv. Jeg troede heller ikke nok på mig selv til at blive universitetsunderviser. Det tekniske interesserede mig ikke rigtig, så ingeniør skulle det heller ikke være. Så var der arkitekt, men det havde jeg ikke lyst til. Så det blev læge. Der ville jeg få indblik i liv og død og blive god til at vurdere om folk var sunde eller raske. Det var altså det, jeg så som muligheden. Jeg har altså heller ikke fortrudt, men sent i mit liv er jeg begyndt at skrive bøger, som jeg altid gerne ville. Jeg har hovedsageligt taget udgangspunkt i retsmedicin, og så har jeg skrevet historiske bøger med Maria Helleberg. Det har været meget sjovt. Jeg har også snart en ny bog med Gyldendal, som de vil have er mere skønlitterær. Det er jeg så glad for. Vi må se, om jeg kan undgå at være for naturvidenskabelig og dermed at skrive en kedelig bog… I min sidste bog, ”Liv og Død”, prøvede jeg det skønlitterære. Det er der så nogen, der har opdaget! Nu må jeg prøve at kaste de naturvidenskabelige lænker af mig, for at sige det pompøst. Det kan godt være svært i min høje alder.
Når du kigger tilbage på din karriere i dag, ville du så vælge om?
Ja, det ville jeg nok. Jeg har en datter, der er kandidat i litteraturvidenskab, som skoler mig i litteratur og fortæller om det, hun har fået lov til at beskæftige sig med. Jeg havde nok valgt litteraturen, hvis jeg startede nu, men retsmedicinen har givet mig rigtigt meget. Det gør, at man kommer ind og kigger i mennesket på en naturvidenskabelig, social, kulturel og også litterær måde, hvis man sørger for at holde sig litterært ajour og tænker lidt perspektivisk. Men jeg havde nok valgt noget andet end naturvidenskaben, hvis jeg var startet i dag med lidt mere selvtillid.
Det er modigt, at du tør sige sådan, når du er så succesfuld og Danmarks mest kendte retsmediciner. Har du måske et godt råd nye studenter kan tage med sig i valget?
Jeg synes, man skal vælge det, man kan lide, ikke det man tror man kan tjene mest på, eller hvad, far og mor synes, er godt. Man kommer jo i skoletiden ind at snuse til mange ting og får en god fornemmelse af, hvad man kan og hvad, der gør en glad. For mig var det især litteraturen, der gjorde mig glad – også i gymnasiet. Og så skal man tro på sig selv!
Vi havde Sigurd Højby i historie, som startede første time med en græsk frise, hvor der stod ”kend dig selv”. Hvad betyder det? Vi brugte hele timen på at prøve at finde ud af det. Jeg har aldrig glemt, at han sagde, at det handler om at kende sine begrænsninger, hvad man kan lide og hvad man kan finde ud af. Følg det der giver dig størst glæde. Der kommer ikke nødvendigvis succes med det samme, men det kan komme, hvis man har hjertet med. Det har jeg selv oplevet. Men jeg har været glad for retsmedicin. Det er så vidt forgrenet, at man kan vælge et interesseområde. Så jeg kom tilfældigt til et fag, der viste sig at være meget givende. Nu ser vi jo også at det er blevet meget populært med lange ventelister til retsmedicinske stillinger.
Du har vel kunnet mærke, at mord og mordgåder er blevet populære de seneste år?
Ja, det har jeg helt klart. Folk kan se noget interessant i mit arbejde, men der er også stadig mange fordomme, selvom det så småt ændrer sig. Vi har et renommé om, at vi altid har ret og er sandfærdige. Det har jo langt hen ad vejen givet os et godt ry i befolkningen. Men intet er sikkert, og man skal altid være klar til at spørge ”hvad nu hvis”?
Det passer jo meget godt med din livslange interesse i at stille spørgsmålstegn ved det ”kendte”. Er der så også et filosofisk element i dit arbejde?
Den slags slipper man ikke for i retsmedicin. Hvis du spørger, om vi ved mere om livet efter døden, så er det ikke rigtigt. Hvis du spørger, om der er tryghed ved at se alle de døde mennesker, så er der det. De, der er gået forud og har fået dødens fred. Det er der en ro og tryghed ved. Jeg får mange tanker om en person død eller levende - hvilket slags liv har de haft? Der er så forskellige liv, og hvad er det der gør, at det er sådan? Genetik? Miljø? Og hvor kommer Gud ind her, for hvad er retfærdigt? Hvis Gud er almægtig, hvorfor er der så nogle, der lider? Det har jeg ikke noget svar på. Fra en retsmediciners perspektiv ser Gud ikke særlig retfærdig ud. Vi ser så meget lidelse. Jeg tænker også over, om jeg bliver immun over for lidelsen. Og det gør jeg vel på en eller anden måde, for jeg undgår at ”tage det med hjem”. Nogle sager virker stadig stærkt på mig. Jeg ved ikke altid hvorfor. Jeg plejer at sige til nye, at dette er et grumt fag, så man må sørge for at holde lidt distance. Jeg har skabt et begreb for dette: ”empatisk objektivitet”. Vi skal præsentere fakta, men huske at vi er mennesker. Jeg var engang ude at holde foredrag og nævnte det. Én rakte fingeren i vejret og sagde, at det var noget forfærdeligt vrøvl. Jeg måtte jo give ham ret i, at det i virkeligheden er selvmodsigende! Men det giver mening.
Hvad har ellers fyldt meget i din karriere?
Det har været de mange obduktioner og det kliniske arbejde. Jeg har været med til at skabe centre for voldtægtsofre, gennem en arbejdsgruppe i Sundhedsstyrelsen. Det har jeg skrevet en bog om, som hedder ”Mødommen”. Det har også fyldt meget, at jeg i 1983, som 39-årig, blev lektor på Retsmedicinsk Institut i København. Jeg følte, at jeg var en af de ”uudsmidelige” og nu kunne arbejde med noget jeg ville. Det resulterede i en masse rejser rundt i verden, hvor jeg besøgte fængsler og undersøgte levende såvel som døde torturofre for at skabe dokumentation af det, der foregik. Jeg har været i El Salvador, Cambodia, Kenya og andre steder. Det arbejde har givet mig meget tilfredsstillelse. Jeg føler, at jeg gjorde noget rigtigt ved at være med til at skabe retfærdighed i verden. Det har jeg været meget glad for.
Du har virkelig foldet mulighederne i retsmedicinen ud! Det er ret inspirerende.
Det er nemlig rigtigt, at vi har foldet mulighederne ud for retsmedicin, for at rejse og arbejde med andre problemstillinger. Det er jeg rigtig glad for. Når jeg ser tilbage på mit liv, så er det noget, der tæller. Jeg ville sige, at det har været vigtigst, hvis vi ser bort fra børnene.
Så familielivet er det vigtigste, hvis du skulle sætte en finger på det?
Det er jo det vigtigste. Om end jeg har forsømt det nogen gange, når jeg har rejst, må jeg indrømme. Jeg har ikke altid haft god samvittighed over for min familie. Men jeg har fået et nyt liv efter pensionen med god tid. Det er meget rart i forhold til familien.
Man kan vel næsten sige, at du har opnået det, du gik og drømte om på Akademiet?
Det kan man måske godt sige. Du må ikke misforstå mig, men jeg er meget forfængelig. Jeg gik allerede og drømte om i Sorø, at jeg ville være kendt for det, jeg lavede. Den forfængelighed er blevet tilfredsstillet, og jeg synes, jeg har lavet nogle gode ting og sat nogle spor. Når jeg ser tilbage, synes jeg, at jeg har gjort det godt. Jeg ville ønske, at jeg havde forstået kvinder bedre og været sødere ved dem. Men det kan ikke gøres om.