Charlotte Sabroe og Ove Dam, foto Ivan K. Jørgensen (S73)

Kvindesuk blev kunst i Sorø

Sorø Kunstmuseum håber, Soransk Samfund og mange gammelsoranere kommer til Sorø 2. juni for at fejre, hvad man satte i gang for 80 år siden, da man 25. maj 1938 konstituerede Soransk Samfunds Musæumsvenner, i dag Sorø Kunstmuseums Venner, SKV. Museet åbnede for 75 år siden.

Jubilæet fejres 2. juni med taler, street-food mv. Se programmet på Sorokunstmuseum.dk

Sorø Akademis 350 års dag fejredes bl.a. med en udstilling i Ridehuset af gamle elevers og ridselæreres Soransk Kunst 1586-1936.

”De burde blive her altid”, sagde lærer fru Mathiesen – ”og dér fødes ideen om en fast kunstsamling i Sorø. Den blev båret videre af en kreds af gammelsoranere”, siger Charlotte Sabroe, direktør for Sorø Kunstmuseum siden 1996.

Arkitekt Vilh. Lauritzen (S12) tegnede et museum, der skulle ligge lige nord for naturfagsbygningen. Det døde i bureaukrati. Kunstmuseet åbnede så 29. maj 1943 i en 4-værelsers lejlighed i Priorgade med Viggo Thorlacius-Ussing (S09) som den første direktør. Han var samtidig medlem af direktionen i Ny Carlsbergfonden og i en periode dets formand.

29. maj 1963 åbnede museet i stueetagen i Akademiets tidligere godsforvalterbolig, Storgade 9, som 2011 blev udvidet med Lundgaard & Tranbergs teglklædte tilbygning. Der har været flere urealiserede museumsprojekter, bl.a. to forslag placeret på Parnasgrunden.

SKVs formål er at støtte Sorø Kunstmuseum og erhverve kunst, museet ønsker.

SKV-formand Ove Dam siger: ”Samtidig med medlemsgoder for de ca. 900 medlemmer såsom gratis adgang til museet, arrangementer og nyhedsbreve, genererer SKV på den gode side af 100.000 kr. årligt til museets kunstkøb: 114.000 kr. i 2017, 128.000 kr. i 2016. Vi bidrager til at markedsføre museet og vil gerne have flere medlemmer, også gerne yngre medlemmer”.

Ove Dam, der blev den sidste dommer i Sorø Retskreds, håber, at ”nogen kommer forbi med en papkasse med penge til forbedring af de akustiske forhold i udstillingsrummet i underetagen. Vi sparede i 2011 på indretningen for at få flest mulige m2”.

2. juni åbner museet flere udstillinger, bl.a. Søren Martinsens totalinstallation Giganterne med afsæt i Sorøs historie med Klosterkirken og Akademiet som de fremmeste fora for dansk kultur, religion og lærdom – og nu fabrikker og lagerhaller. Industriel stoleproduktion og ejendomsinvesteringer gjorde museets nuværende bestyrelsesformand Lorentz Jørgensen rig. ”Han har betænkt museet rigtigt meget og været meget generøs og gav en substantiel del af byggeriet i 2011”, siger Charlotte Sabroe.

Udskriv E-mail

Du er ikke autoriseret til at kommentere.

Copyright © 2018 Soransk Samfund