Renovering på kostskolen skaber glæde på Akademiet

Renoveringen af Rektorgårdens bagbygning har været længe undervejs, men noget tyder på, at resultatet har været hele ventetiden værd. Eleverne er nemlig helt vilde med deres nye værelser, fortæller rektor Kristian Jacobsen.

Indpakket“Eleverne er vilde med værelserne. De er meget begejstrede,” fortæller rektor Kristian Jacobsen om de nyrenoverede værelser samt opholdsstue på Rektorgårdens bagbygning. Det er arkitektfirmaet Bertelsen og Scheving, der har fungeret som byggerådgivere på projektet, som har vakt stor glæde på Akademigrunden.

I det nye skoleår i 2016 begyndte renoveringen af bagbygningen, hvilket betød, at skolens kostelever måtte bo på en lidt anden måde, end de var vant til. Under renoveringen blev det sådan, at 2.g’erne boede sammen i midlertidige genhusningspavilloner midt på Store Plads og 3.g’erne på Skjalm Hvide. Ifølge Kristian Jacobsen tog de daværende 2.g-kostelever omvæltningen i stiv arm og fik det bedste ud af at bo der. Genhusningspavillonerne har tidligere været midlertidige boliger for studerende på 4. Maj-kollegiet på Frederiksberg, der også havde arkitekterne Bertelsen og Scheving ind over projektet. Pavillonerne på Store Plads var sat sammen, så alle elever havde hvert deres værelse, men delte toiletter og fællesstue med hinanden.

En gennemgribende renovering
Kristian Jacobsen fortæller desuden, at det ikke er en lille renovering, som bagbygningen har været igennem: “Bygningen har været fuldstændig skilt ad og samlet igen. Der er kommet nye vinduer med energiglas og meget bedre ventilation. Før peb det jo ind alle steder.” Selvom renoveringen har været gennemgribende, fortæller rektor, at det stadig har været med respekt for skolens historie, men med moderne tekniske løsninger.

Rektor roser særligt arkitektfirmaet Bertelsen og Scheving, der tidligere har arbejdet med renovering af bevaringsværdige bygninger. Arkitekterne har eksempelvis sørget for, at farverne på væggene i opholdsstuen og gangarealerne stemmer overens med farverne i Hovedbygningen, hvor værelserne er holdt lyse, og det er et resultat, han er rigtig glad for.
Kristian Jacobsen fortæller desuden, at renoveringen har været tiltrængt, og den er med til at gøre kostskolen endnu mere attraktiv: “Det betyder rigtig meget for eleverne og for skolen, at vi har ordentlige betingelser og gode værelser at tilbyde dem.” Værelserne har blandt andet fået helt nye og moderne skabe, og de gamle slidte gulve er blevet skiftet ud med fyrretræsgulve.
“Jeg er super tilfreds med resultatet. Jeg er så stolt af, hvad vi har præsteret med bagbygningen. At vi har formået at lave noget, der er energirigtigt, og som sparer på driften, så vi ikke udleder så meget CO2 samtidig med, det er blevet så smukt. Det er virkelig lavet med respekt for skolen og for den arkitektoniske stil, der er,” siger Kristian Jacobsen.

vrelse bagbygningenEn moderne kostskole
Renoveringen af bagbygningen har været et ønske i mange år, og selve processen har også været lang, da mange forskellige parter skal involveres. Selvom det er Stiftelsen, som ejer skolens bygninger, er det Staten, der har vedligeholdelsespligt, da bygningerne står til rådighed for Undervisningsministeriet, der driver skolen.
“Staten skulle finde nogle penge, og det er ikke bare sådan noget, der lige sker med det samme. Det har nok taget omkring seks år for at få sparet op og få en bevilling,” fortæller adm. direktør for Stiftelsen Sorø Akademi Jens Kristian Poulsen.
Stiftelsen havde et ønske om at udnytte bagbygningen bedre, hvilket betyder, at der er blevet plads til seks nye værelser ovenpå og et mindre i stueetagen, da brandtrappen skulle flyttes indenfor i bygningen. Derudover er de store fælles badelokaler blevet sløjfet, så man i stedet er tre kostelever om ét badeværelse. “Stiftelsen har særlig lagt vægt på, at de nye badeværelser skulle være vedligeholdsmæssigt nemt at holde samt materialer i god kvalitet, som for eksempelvis de nye gulve,” beretter Jens Kristian Poulsen.

Adm. direktør Jens Kristian Poulsen er ligesom rektor utrolig tilfreds med resultatet, og han synes, at der har været et rigtig godt samarbejde med Undervisningsministeriet i hele processen.

husbukHusbukke og ægte hussvamp overraskede på tagetagen
Det var meningen, at bagbygningen skulle huse kostelever i april 2017, men det fik en særlig stor udfordring i renoveringen sat en stopper for. Det viste sig nemlig, at der var et omfattende angreb af husbukke og ægte hussvamp på tagetagen, og den stod slet ikke til at redde. Man var nødt til at udskifte hele tagkonstruktionen og lægge nyt tag på bagbygningen, hvilket forsinkede renoveringen så meget, at ingen af 2.g’erne nåede at flytte ind på bagbygningen. Hensigten var ellers, at de skulle bo resten af skoleåret på bagbygningen, som kompensation for at de havde boet i genhusningspavilloner på Store Plads.
Skolens forsikring betalte for nyt tag og ny tagkonstruktion, og budgettet for renoveringen blev derfor overholdt som planlagt.
Næste store renovation på skolen i fremtiden bliver Rektorgårdens forbygning, som også skal igennem en kærlig hånd.

Christina Roed (S10)

Tags: skolen, sorø akademi

Udskriv E-mail

Du er ikke autoriseret til at kommentere.

Copyright © 2017 Soransk Samfund