Fuchsiahaven dannede rammen for årets Afternoon Tea

Deltagerne til årets Afternoon Tea i Fuchsiahaven var mødt forventningsfulde op, og enkelte havde traditionen tro iført sig flotte hatte.

For andet år i træk afholdt jeg sammen med den lokale iværksætter Magnus Bruun, der er i lære hos La Glace i København, Afternoon Tea i Fuchsiahaven.

Deltagerantallet var fordoblet fra sidste års 125 til 250 glade og tedrikkende gæster over tre dage.

Arrangementet var genkendeligt for dem, der deltog sidste år, men med enkelte finjusteringer. Til menuen, bestående af fingersandwicher, chokolader, macarons, hjemmelavet marmelade og scones, var der i år tilføjet clotted cream og mulighed for tilkøb af et glas bobler. Derudover havde vi gjort ekstra ud af udsmykningen af den i forvejen maleriske have, hvilket gæsterne bemærkede.

Traditionen tro var der et klassisk musikalsk indslag leveret af gammelsoranerne Vera og Molly Dam Kaagaard (S17).

Efter at have investeret så meget af os selv og vores tid i dette kulturelle iværksætterprojekt er det en glæde at se Afternoon Tea i Fuchsiahaven er blevet en tilbagevendende tradition i Akademihaven.

Det er ydermere skønt at kunne bidrage til turismen i Sorø og lokke folk fra hele Sjælland ned til de græsgange, der betyder så meget for mange af os og sætte Akademiet og dets unikke omgivelser på Danmarkskortet.

Udskriv