Kvindenetværket i Den Sorte Diamant og Det Kgl. Bibliotek

Omvisningen blev noget forsinket da en glemte at stå af bussen og havnede ved skuespilhuset. Det tog guiden Christian i stiv arm, til gengæld blev han så glad og imponeret over gruppens spørgsmål og kommentarer at vi fik 1½ time i stedet for den ene time vi betalte for. 

 

Vi startede i den Sorte Diamant hvor den kæmpe glasfacade er konstrueret på en speciel måde for at klare vindtryk. Vi gik ind i Dronningesalen som på bagtæppet har en skriftkopi fra et af H. C. Andersens eventyr, og vi fik demonstreret akustikvæggene. 

På broen over til biblioteksbygning Holm hænger et loftsmaleri af Per Kirkeby. Bygningen indeholder bl.a. arkivskuffer med én håndskrevet seddel pr. bog og vi kiggede ind i læsesalen med de klassiske grønne lamper. 

Vi sluttede i det gamle bogmagasin Danske Sal der er bygget med høje smalle vinduer for at få lys ind og stålribbegulv. På grund at disse gennemsigtige etager blev det den første danske arbejdsplads hvor kvinderne fik lov at gå med lange bukser! 

Efter omvisningen så vi udstillingen Året pressefoto 2017 og nogle nåede også at se Gaza Works udstillingen. Frokost i Kanal Caféen i Frederiksholms Kanal. Kanal Caféen er en gammel lavloftet kælderbeværtning og der var tætpakket med mennesker. Vi sad næsten for os selv i et lille rum. Vi havde bestilt maden på forhånd og der blev meget hurtigt serveret lækkert smørrebrød, platter og hjemmelavet tilbehør. Vi talte meget med de nærmeste sidekvinder, dog havde rummet så dårlig akustik at vi desværre blev nødt til at springe runden ”siden sidst” over. Takker arrangør Bodil Wille Boisen for en rigtig god tur og alle for en hyggelig dag.

Deltagere: Helle Rosendal (S55), Kirsten Wagner Andersen (S65), Bodil Wille Boisen og Jane Jensen (S66), Bente Jæger (S69), Jane Hansen (S71), Lillian Nielsen (S76), Signe Andersen og Vivi Sekunda (S79), Annemarie Bohn Nielsen (S82), Lotus Lauritzen (S83) og Jette Sørensen (S85). 

Referent Lotus Lauritzen (S83)

Tags: kvindenetværk

Du er ikke autoriseret til at kommentere.

Copyright © 2018 Soransk Samfund