50-års jubilarerne fejrer med et rekord fremmøde
32 studenter fra 1966 mødte op til dettes års jubilardag. Her reporterer Bodil Wille Boisen (S66) kort fra dagen og vi vedlægger et par 'før' og efter billeder.
Efter skolens fine arrangement i kirke og festsal fik vi 32 50-års jubilarer en times kyndig rundvisning i videncentret og på alumnaterne af lærer Freja Schloss.
Vi spiste en meget lækker frokost på Støvlet Katrine, hvor vores studenterbillede i A3-format blev brugt som dækkeservietter – det var virkelig en god idé.
På tværs af klasser opfriskede en del drenge minder fra deres første tid på skolen, hvor de boede sammen på Vænget. Flere havde ledt i gemmerne, så der blev omdelt en overskæringssang fra dengang, forfattet af en af de tilstedeværende, vi hørte optagelse fra forårskoncerten i 1965, hvor to af årgangens piger sang duetter, og vi sluttede med at se en film fra det skoleår, hvor vi gik i 3. g.
Det blev en rigtig dejlig dag.