Planlægningsmøde i Kvindenetværket

Referat fra planlægningsmødet 27/1-2018 i Sorø hos Marianne Dahl 10.30 og Kyndelmisse 17.00.

14 personer fremmødte. Startede med kaffe/te, hjemmebagt knækbrød og kager mm. Vi sad fordelt ved 2 borde og flyttede os lidt rundt for at tale med hinanden. Samtalerne ved bordene var lystige og højlydte. Vi havde så meget at tale om at vi først var klar til frokost 13.30. Marianne havde kreeret lækre retter bestående af spinattærter, salat med tun og guacamole, rødbedesalat og flere slags brød, vin, vand mv.  Flere af os medbragte strikketøj f.eks. sokker og halsedisse. Mønstre blev udvekslet. Bodil medbragte 2 nyligt strikkede bluser som hun ikke var tilfreds med, den ene var blevet for lille – den fik hun vist afsat til Margit. 

Vi manglede en klokke til at holde ro og orden da planlægning af ture og datoer gik i gang og under. Der var ro et kort øjeblik og så gik samtalerne i gang igen. Vældig hyggeligt.

Nyt tiltag er præsentationsskemaet. Formål: Før hvert møde sendes præsentationsmail på dem som deltager. De nye lærer hurtigere alle at kende og måske lærer de ”gamle” nye ting om hinanden/andre. Og fremover tager vi kun en runde med siden sidst.
Sidst på eftermiddagen smuttede nogle til andre aftaler. Vi satte os sammen ved ét bord og kiks med ost blev nydt. Vi havde en runde ”hvad er sket siden sidst og hvad er man optaget af lige nu”. Der blev fortalt mange spændende ting.
Ved 17-tiden gik de tilbageværende til Kyndelmisse. Vi var 5 der drog til roklubben for at spise Mette Maries gullasch, brød og vin/øl til kr. 100. Det var meget lækkert. Vi gik en rundtur i Akademihaven og så på lys og skulpturer. Mange mennesker og mudret, skulle se sig godt for. Sluttede af med et smut på kunstmuseet hvor vi så/hørte skuespiller Andrea Vagn Jensen fortolke en Hanne Vibeke Holst-tekst skrevet over et Kvium-billede.

Årsprogram 2018:
14. april Sorte Diamant/Det Kgl. Bibliotek kl. 10.45 omvisning plus udstillingen Årets pressefoto 2017. Frokost. Bodil Wille Boisen.
16. juni Hellebæk. Frokost 12.30 Hammermøllen og rundvisning i området med den gamle våbenfabrik mv.  Jane Hansen.
8. september Saltholm. Privat arrangeret sejltur og omvisning på øen. Medbragt mad. En enestående mulighed da man ikke ”bare” kan komme derover. Lone van Deurs.
6. oktober Rungstedlund. Kl. 11.00 museet og haven. Sen frokost. Lotus Lauritzen.

26. januar 2019 – Planlægning 2019 hos Nina Wagner Søgaard i Sorø (kyndelmisse).

HUSK Sæt kryds i kalenderen: 20-års jubilæum for Soransk Samfunds Kvindenetværk 14.-16. juni 2019 – undersøgelse for sted er sat i værk.

Takker alle for en hyggelig dag.

Deltagere: Lone van Deurs (S63), Bodil Wille Boisen og Jane Jensen (S66), Anne-Marie Hansen (S68), Bente Jæger (S69), Jane Hansen (S71), Margit Salling (S73), Lillian Nielsen (S76), Anne Marie Bohn Nielsen(S82), Lotus Lauritzen (S83), Jette Sørensen (S85) Nina Wagner Søgaard (S92), Marianne Dahl (S97), Maria Wagner Andersen (S98). Kirsten Wagner Andersen (S63) måtte meldte afbud pga. sygdom.

Lotus Lauritzen

 kvindenetvaerket januar 2018 1

 kvindenetvaerket januar 2018 2

Tags: kvindenetværk

Du er ikke autoriseret til at kommentere.

Copyright © 2018 Soransk Samfund