333 år og spilles stadig

Netop som publikum løftede hænderne til klapsalver, rejste Soransk Samfunds formand Christian Eugen-Olsen (R58) sig fra sin plads på forreste række i Hofteatret, trådte op på scenen til gamle Holberg og erklærede: ”Jeg kan fortælle baronen, at baronens stykker stadig spilles på teatrene”.

”Yes”, svarede baronen med højre arms nutidige ja-bevægelse og kgl. skuespiller Henrik Jandorfs stemme, thi ham var det, der på Holbergs 333 års fødselsdag havde klædt sig ud som gamle Holberg og opførte ”Holberg Ultimatum” på Hofteatrets scene.

Formanden overrakte Henrik Jandorf (S72) en buket med tak for pragtforestillingen, og nu kunne hænderne ikke længere holdes i ro. Bifaldet bragede.

Hyldesten
Det blev højdepunktet på en god dag i Holbergs selskab.
Vi – en snes gammelsoranere plus ægtefæller – mødtes kl. 14.00 til Soransk Samfunds traditionelle hyldest til og bekransning af Sorø Akademis mæcen.
Formanden hyldede Ludvig Holberg med en kort tale og sluttede med et soraner-hurra for Holberg.
Vi sang den omdelte Holberg-sang.
Som vanligt havde Det kgl. Teater om morgenen lagt en krans om Holberg-statuens hals og ladet stigen stå, så den unge gammelsoraner og bestyrelsesmedlem Jonas Gredal (S93) kunne klatre op og lægge vor krans med bånd i soranerfarver om Holberg-statuens venstre håndled.

Jandorf som holbergHolberg og Eugen-OlsenHolberg version 3.0
Og så afsted til Hofteatret til Henrik Jandorfs soloforestilling ”Holberg Ultimatum” for os, der havde købt billet.
Det er den tredje version af Jandorfs flerårige arbejde med Holbergs tekster.
Den første var ”Absolut Holberg” 2015 på Tersløsegård, den anden ”Holberg Authenticus” på Teatermuseet i Hofteatret og nu lagde Henrik Jandorf krop og stemme til at lade gamle Holberg fortælle og ene mand spille dialoger fra komedierne ”Barselsstuen” og ”Den politiske Kandestøber”.

Intet umagtpåliggende
Hør bare, hvad Holberg skrev i Epistel 85 som 64-65 årig:
”Man har med forundring spurgt mig, hvorledes jeg i min alder, og med så slet et helbred, kan bestride mit embedes forretninger, og tilligemed skrive så mange bøger. Men noget sådant kan gøres af mange andre, hvis man blot vil iagttage en hovedregel, som jeg stedse følger, og som består deri, at jeg ikke beskæftiger mig med umagtpåliggende ting”.
”Jeg står op kl. 7, drikker min kaffe, studerer, spiser, og mens jeg klæder mig på, bander jeg over min skrædder. Mine klæder er så trange, at det næsten er det samme som at iføre sig harnisk”.

Jandorf har stillet de følgende citater til rådighed for Soranerbladet:

Ondsindet sladder på landet, byboere for selvoptagne
I undrer jer måske over, at jeg, som holder så meget af ensomhed og ro, hellere vil bo i byen end på landet. Men i provinsbyer plages man af klikevrøvl, ondsindet sladder og andre ubehageligheder, som ikke forekommer på samme måde i de store byer – der er man nemlig for det meste så optaget af sit eget, at man sjældent har tid til at stikke næsen i andres sager.

*

Censuren lægger bånd på åndslivet. Den leder efter majestætsfornærmelser i kogebøger og slår bagud, hver gang den ser noget uvant eller noget endnu ikke helt fortærsket, som ville den sige: ’Dette værk må trykkes, da det ikke indeholder andet end nogle lokale sandheder eller meninger, som er godkendt her i landet’. Bogcensuren gør, at der ikke udkommer andre værker end de slappe, selvudslettende og oldingeagtige. Jo større kultur, et folk har, jo mere frihed giver det sine forfattere.

*

Nogle undrer sig over, at jeg aldrende mand forfalder til disse barnagtigheder og skriver humoristiske digte og muntre komedier. Men det er jo netop min svage fysik og psyke, der som en slags medicin tvinger mig til denne beskæftigelse. Der var engang en mand, der bebrejdede mig, at jeg gav mig af med sådan noget: ”Hvorfor skriver De vittigheder, når De lever sådan et trist liv?” Jeg svarede: ”Hvorfor er Deres skrifter så bedrøvelige, når Deres liv er så farceagtigt?”

*

Jeg siger min mening på en enkel og letfattelig måde. Hvis man fjerner den pynt og stads, de fleste af vore dages lærde vigter med sig – hvis man stryger omsvøbene og de veldrejede fraser, så vil det vise sig, at visse af de værker, vi plejer at anse for de allermest fuldendte, i virkeligheden er banale og kraftløse. Men nogle har jo kun opmærksomheden henvendt på velklingende ord, de udstafferer deres tale med parenteser og drejer i ét åndedræt lange, men indholdsløse sætninger, der ligesom flyder fra dem.

*

Nu kunne nogen vel spørge, hvortil tjener dog satiren? Mon ikke verden altid forbliver den samme? Hertil kunne en satiriker svare: hvorfor prædikes der fortsat i kirkerne, når man dog ser, at mennesker stadig forbliver lige ugudelige? Jeg tilstår gerne, at man måske ikke mærker nogen forbedring af verden gennem satiren – men spørgsmålet er, om ikke verden blev endda værre end den er, hvis ikke der fandtes folk, som kan opbygge, hvad smiger og medløberi nedbryder.

Jens Holmsgaard (S61)

Foto: Ivan K. Jørgensen (S73)

Foto: Ivan K. Jørgensen (S73)
ozio_gallery_nano

Tags: holberg

Du er ikke autoriseret til at kommentere.

Copyright © 2018 Soransk Samfund