Det indre bånd der binder os - årsfesttale 2017

Ærede bestyrelse. Ærede gammel-soranere og ledsagere. Og ikke mindst ærede nyudsprugne knap så gamle soranere. Velkommen til årets Gammelsoraner fest.
Hvorfor mødes vi her i dag. Hvad har vi egentlig til fælles? På tværs af alder, nationalitet, køn, erhverv, interesser og politisk overbevisning. Hvad er det der holder os sammen udover en studenterhue og en bygning.

Forklaringen ligger i det ikke så tilfældige navn: Soransk Samfund

Et samfund består af individer forenet i både rum og tid. Ikke blot bundet sammen af ydre årsager, men i endnu højere grad af indre bånd. Fælles traditioner. Sprog. Mål. Værdier. Og interesser. Eller som den skotske økonom Adam Smith mere kynisk hævdede:"et samfund kan bestå af forskellige mennesker - eller af forskellige merkantile interesser - med udgangspunkt i dets nytteværdi. Uden nogen form for indbyrdes kærlighed eller venskabelige følelser. Når blot de ikke gør hinanden skade".

Et samfund kræver således ikke meget, sådan umiddelbart og rent objektivt. Vi behøver ikke at elske hinanden, og vores samhørighed behøver sågar ikke engang være baseret på venskabelige følelser. Så hvad er det vores indre bånd er flettet sammen af?
Siden vor skole blev grundlagt i 1586 af Frederik II har denne, som af Kongen beskrevet ”besynderlige og bedre skole” haft flere forskellige skikkelser. Den har været ombygget, nedlagt, genopfundet, omstruktureret, udskældt og elsket. Nedbrændt og genrejst som Fugl Phønix af asken. Over 430 år har den kæmpet sig gennem tiderne, mens gennerationer har bidraget med tråde til det indre bånd.

Kulturpersonligheder. Politikere. Dommere. Drømmere. Grever. Ministre. Baroner. Borgmestre. Præster. Poeter. Meningsdannere og samfundstøtter af deres tid, har sat deres præg på skolen. Enten som elever eller undervisere. Navne som B.S. Ingemann, Carsten Hauch og Peter Heise pryder alumnatets bygninger til minde om en tid, hvor Sorø var kulturcentrum i Danmark. Hvor skolen var befolket med mennesker som kom til at binde trådene i vores nations indre bånd.

I en uendelig række har individer været med til at flette det indre bånd, vi alle er en del af. Sågar en biskop kiggede forbi i 1827. ”Et fyrtårn blandt Europa’s lærde” blev han omtalt som - Frederik Münter, biskop af Sjælland. En status som Münter til tider tillod at benytte sig af. Historien beretter, hvordan han i 1827 ved åbningen af Absalons grav, som den første steg ned i graven, og i en sky af støv fra resterne af Absalon rakte ud efter den bispering der sad på, hvad der kun kan have været en knoglet finger. Idet Münter mente at den rettligt tilhørte ham, da han jo var biskop af Sjælland. Eller måske tænkte han, at Absalon og han som biskopper havde et særligt indre bånd og at ringen var et symbol på dette.

I min tid på Sorø Akademi i starten af 90’erne følte jeg det indre bånd. Ikke fordi min forfader på den måde havde sikret et familiært bånd til klosterkirken med sin omgang med døde gejstlige.

Men jeg følte, at jeg var en del af noget større. Jeg vidste, at vi trådte i fodspor sat af mennesker, der havde vandret langt større sko.

For vi er ikke kun priviligeret ved at have gået på en skole, der ikke bare er smukkere end flertallet af skoler hertil lands. En sandhed der bliver mere tydelig, når man kommer ud på den anden side af muren. Skønhed, æstetik, god arkitektur og historisk samklang mellem bygninger. Portrætter af konger på rad og række. De gamle fliser på gangene, som i generationer har fanget ekkoet af lærelystne, grinende, løbende og lærde. Navne skåret ind i mursten og årtier gamle allér. Det er ikke alle forundt.

De fleste af os kommer sidenhen til at henslæbe de fleste af vore dage bag tykke betonmure og store glasruder på ligegyldige historieløse fælleskontorer, hvor en masseproduceret orkidé sejlet på kryds af kloden, bliver vores eneste tegn på livet udenfor.

Men skønheden er ikke det eneste, der gør vores samfund til noget særligt. Selvom det utvivlsomt hjælper, at sanserne både bevidst og ubevidst fodres med skønhed.

I en tid, hvor vi bliver mere og mere individualistiske. Både af valg og fordi det er den vej tingene bringer os. Så bliver tingene hurtigt vendt på hovedet og de nære ting taget for givet. Vi bor længere fra hinanden. Verden er blevet mindre. Byerne vi bor i bliver større. Altså dem der ikke forsvinder helt. Og befolkningerne så mobile og udskiftelige, at vores naboer bliver fremmede mennesker. Mobiltelfonerne indeholder vore hele liv af billeder, penge, minder, stemmer, kontakter og netværk. Nyhedsstrømmen er massiv og til tider overrumplende.

Pludselig græder vi for folk, der lider på den anden side af jorden. Mens vi i travlhed dårligt ænser den, der ligger på gaden, når vi går forbi. Det gamle fundament - familien - bliver pludselig et tilvalg eller for nogen endda et fravalg. Bygninger, steder og mennesker, der har været med til at skabe os, som individer, overhales indenom af nye indtryk. Vores eget indre bånd bliver et stort flerfarvet bånd med tabte masker og nye mønstre.

På gode dage kan vi føle at vi er en del af alting. På dårlige dage, kan vi føle at vi er del af ingenting.

Men her på Sorø Akademi er vi en del af noget, der har stået sin prøve gennem tiderne. Altid større og mere standhaftig end det meste af den verden, vi er en del af udenfor murerne, trækker skolen spor - både tilbage i tiden og frem i tiden. Vor skole har ikke blot i generationer været en del af skabelsen af os og vores, men været en del af at væve båndet i vort lands historie og identitet. Den har i over 430 år været fundamentet for en ny fremtid. Nye generationer. Ny lærdom. Forandring.

I en global, digitaliseret verden, hvor børn lærer at mestre en Ipad før de lærer at tale. Hvor vi uværgerligt kommer til at spejle vores egen succes i andres 160 tegn og polerede billeder på sociale medier. Hvor individer, der ikke er så priviligerede, som os andre eller som møder modstand på vejen i livet, stadig risikerer at blive tabt på velfærdssamfundets gulv. Hvor hæderkronede virksomheder, som min egen, efter over 100 myteomspundende år, må gribe til gennemgribende strategiomlægninger for også at være en del af fremtiden.
Dér er det skønt at have et helle. Et sted, hvor du stadig kan mærke vore forfædres pust i nakken. Hvor stenene i bygningen stadig ligger stabilt og det usynlige indre bånd kan mærkes.

Men et helle, som også kan rumme forandringen. For forandring er nødvendig for at bestå. Vi taler i dag om ”disruption”, som var det en fremmed magtovertagelse. Noget, der vil os det ondt og tager noget fra os. Men forandring og forstyrrelse af vores verdensbillede eller opfattelser er ikke nødvendigvis et onde. Udvikling er uundgålig. Det vidste mange af dem, der gik her før os.

Minutter i historien kan blive afgørende for fremtiden. Store skridt for den enkle kan blive hverdag for de flere.

I min skoletid i 90’erne var Sorø Akademi også i forandring. Der havde været piger på skolen i årevis. Der blev hverken set på os med forundring eller foragt. Piger før os havde taget de første skridt og den kamp var udkæmpet, og vi tænkte ikke engang over, at det som noget særligt unikt, at vi gik på skolen.

Tider med præfekter, der kunne udøve magt eller på gode dage agere storebrødre var væk. Den ”optagelse” i kostskolelivet, vi læser om i erindringsbøger og ser på film, var minimeret til krampetrækninger. Sengetider. Lektielæsning. Fremmøde i spisesal. Gode manerer og velpudsede sko var overladt til det, der blev vores rektor’s motto. ”Frihed under ansvar”.
Der var ikke skoleuniformspligt. Selvom en lille skare af min generation, inklusiv mig selv, syntes, at det gav lidt ekstra, at møde i skole med skoleblazer og plisseret nederdel, og se på vores medstuderende med misbilligende blik, hvis de formastede sig til at gå med hvide strømper.

Set i bakspejlet, må man jo nok erkende, at det var en temmelig ”selektiv” tilgang til at føle sig unik og en del af historien. For sandheden var, at hvis tidens mode var noget andet, blev blazeren på bøjlen. Men der var alligevel en følelse af, at skolemærket var trådet med noget af det indre bånd, der bandt os til noget større. Noget fælles. Noget foranderligt, men stadigt stabilt.

For i det indre bånd ligger også det stabile i den foranderlige verden. De fælles traditioner. Det fælles sprog. De udtryk, som over generationer er blevet til her. Som kendetegner vores skole, vores livsform, vores samfund. Overskæring, alumner, bulesold. De utalte fælles værdier. Det indre bånd, der igennem tiderne er ”Genoplivet ved nyt lys”.
Det er i år 270 år, siden Sorø Akademi genopstod eller som Kongen sagde blev genoprettet. Ifølge sagnet lever Fugl Phønix i 500 år, hvorefter den brænder op i sine rede og en ny Phønix opstår. Man ved, hvad man har, ikke hvad man får. Det skulle give os omkring 230 år at løbe på, hvis alt var op til fuglen alene. Men det kræver hårdt arbejde at bevare og fastholde noget unikt.
Det kræver overraskende meget arbejde at bygge videre på noget andre har skabt. I særlig grad, hvis det de byggede var stort og unikt i deres tid.
Så hvordan opretholder vi det, der er skabt? Sikrer at det indre bånd opretholdes. At nogen fletter videre på trådene. Ikke klipper dem over for at skabe nyt. Eller kapper båndet. Eller lader det forvitre og forgå.
For forandringen er nødvendig og uundgåelig for at noget kan bestå. Desværre ses forandringens gave og potentiale oftest bedst i bakspejlet.
Som del af en virksomhed, der både historisk og i forhold til indflydelse på samfundet, som ikke er meget anderledes end vor skoles. Med en sådan postion følger også pligten. Om det er overfor mennesker eller merkantile interesser, eller for dem der kom før og skabte det. Det er hårdt arbejde. For A.P. Møller – Mærsk er ikke kun en børsnoteret virksomhed. Den er som Sorø Akademi blevet en del det nationale indre bånd.

Virksomheden og dens stiftere har over årtier bidraget til vores selvforståelse om Danmark, som en stolt og agtværdig søfartsnation. En nation af store virksomhedsskabere. En olienation.
Bidraget til myter. Om den syvtakkede stjerne. Om indflydelse. Om rettidig omhu.
Da ham, vi i dag kender som skibsreder A.P. Møller, i 1892 var 15 år, blev han også sendt til Sorø. Men han blev ikke sendt på Sorø Akademi. Han ville gerne være ingeniør. Men det var der ikke råd til, så den unge Arnold måtte gå i lære som handelselev. Og fik arbejde hos H.A. Hansen, som lå dér, hvor Danske Bank og Arkaden ligger i dag.
Så A.P. Møller blev – lidt mod sin vilje – sendt til Sorø. Han arbejdede – meget mod sin vilje – fra tidlig morgen til sen aften, hver dag undtagen søndag. Her blev han indpodet disciplin og nødvendigheden af en helhjertet indsats. Han henvendte sig flere gange til sine forældre om at komme væk fra Sorø, men måtte – mod sin vilje – stå igennem tre år med uddannelse.
A.P. Møller indså dog – med tiden – at der var et formål med opholdet i Sorø, og er citeret for at årene i Sorø var dem, hvor han ”lærte mest”.
For intet bliver skabt af ingenting. Og intet kan bevares af ingenting. For med historien, størrelsen og indflydelsen følger ansvaret. Hvadenten vi anser os selv som integrerede medlemmer eller kustoder i de samfund, vi er en del af: så har vi alle et ansvar for at opretholde, bygge videre og forny de samfund, vi er en del af. Dem, der har modet til at turde forandringen og samtidigt kan omfavne fortidens lære - ejer fremtiden.
Vi skal værne om det vi lærer og de indre bånd, der binder os sammen - og som er med til at skabe vores identitet. Identitet giver os styrke, og vi skal sikre, at den ikke går tabt. Enten ved, at vi lader stå til - eller ikke bidrager. Intet overlever på følelsen alene. For rettidig omhu er, at sikre: "Intet tab skal os ramme, som ved rettidig omhu kunne afværges.”
Det påhviler os, der sidder her i dag at opretholde det bånd, vi har sammen og bygge videre på det, der var formet før os og var med til at forme os. Som Adam Smith sagde, så kræver det ikke meget mere end viljen og indsatsen. Vi kan stadig være forskellige mennesker, så længe vi er enige om vores samfunds nytteværdi. Og "når blot vi ikke gør hinanden skade".

Med disse ord, vil jeg gerne bede alle rejse sig og udbringe et leve for vores samfund - Soransk Samfund.

Louise Münter (S94)

Du er ikke autoriseret til at kommentere.

Copyright © 2017 Soransk Samfund