En lille voksen - dimittendtale ved årsfesten 2017

Der er kun gået nogle måneder siden jeg stod på trappen foran Hovedbygningen, og prøvede min nye hvide og røde hue for første gang, med den utrolige følelse af lykke, som opstår når nervøsitet forvandles til intens lettelse. Alligevel føles det som om der er gået ufatteligt lang tid.

For nylig skulle jeg lige tænke over hvilket år jeg blev student, før jeg kom i tanke om at det var i år. Måske er tiden gået så hurtigt fordi jeg er blevet voksen, de voksne plejer i hvert fald altid at klage over hvor hurtigt tiden går. Og man kan vel godt sige at det er ved udgangen af 3. g, at man bliver voksen. Man kan måske stemme og køre bil når man bliver 18, men det er ikke noget der forandrer ens liv voldsomt. Når man bliver student, derimod, er der ikke længere nogen indlysende vej at gå i livet, en million muligheder åbner sig op for en, og man skal for alvor til at tage ansvar for sin fremtid.

På trods af alt det føler jeg mig ikke rigtig voksen. Nogle gange måske, men ikke rigtigt. En lille voksen. Men med et rigtigt voksenjob i en vuggestue, side om side med de ”rigtige” voksne, og indtil videre er der ikke nogen af forældrene eller børnene der har afsløret en eventuel mangel på voksenhed.

Men hvad er det også at være voksen? Hvis man spørger børnene i vuggestuen er det meget simpelt: Jeg cykler selv hjem uden at blive hentet (har jeg overhovedet en mor?), jeg er endnu ikke blevet set sove til middag, og jeg kan endda undvære en ble uden nogen uheld. Så er man da voksen!

Min lillebror på 6 har selv lært nogle af de ting, og han kan godt se at han ikke helt er voksen endnu. Men til gengæld ved han, at børn går i skole eller børnehave, og voksne arbejder. Så da min 15-årige søster fik arbejde på McDonald’s, måtte hun være voksen. Den definition er dog heller ikke helt tilfredsstillende for os, der har prøvet det, og alligevel mangler en eller anden følelse af voksenhed. Måske bliver man voksen når man flytter hjemmefra. Da bliver man i hvert fald uafhængig af sine forældre, man bestemmer selv hvad man skal have til aftensmad, hvornår der skal støvsuges, og hvornår man kommer hjem fra byen. Eller måske er det når man selv får børn? Da holder man op med at sætte sig selv først, pludselig har man et lille væsen som er fuldstændigt afhængigt af en. Om det er nogle af de ting der gør udslaget, kan jeg desværre ikke svare på endnu, men friheden og ansvaret må i hvert fald være med til at modne en.

Noget af det man lærer efterhånden som man vokser op, er at tilsidesætte sine behov i længere og længere tid, og tænke mere og mere på andre mennesker. En lille baby græder så snart den bliver sulten, mens et lidt større barn kan vente nogle timer, og en voksen endnu længere. Men samtidig er børn bare små mennesker, og barnets trang til at få sin vilje uden tanke for omverdenens velbefindende forlader os aldrig helt. Vi voksne prøver måske at kontrollere den, men historien er fuld af eksempler på at det ikke altid lykkes lige godt for alle. Men selvom ingen måske kan blive helt voksen, kan vi altid prøve at modne os selv, at tænke på resten af verden, at nyde den frihed under ansvar det er at være voksen. Men samtidig skal vi ikke glemme barnets umiddelbare glæde og forundring over verden, dets evne til ikke at tænke for meget på fremtiden.

Vores tid på gymnasiet markerer overgangen mellem barn og voksen, et tidspunkt hvor man har mange af de gode egenskaber fra hver, og derfor er det en tid mange tænker tilbage på med glæde. Nu hvor vi er ude på den anden side, må vi sørge for ikke at glemme glæden ved den nyligt vundne frihed.

Molly Dam Kaagaard (S17)

Tags: årsfest

Du er ikke autoriseret til at kommentere.

Copyright © 2017 Soransk Samfund