Festtalen ved Årsfesten 2022

Det er ikke mange forundt at kunne sidde i disse fantastiske lokaler og alligevel ønske sig et andet sted hen. Men vi har jo en meget fysisk ting til fælles og den er placeret omkring 85 km herfra.

Selvom vi ikke befinder os på Sorø Akademi i dag, så er jeg sikker på, at langt de fleste her ville kunne lukke øjnene og genkalde den højloftede vestibule, udsmykningen i festsalen og de lysekroner, som herrerne gennem generationer har forsøgt at styre udenom, når damerne i fjerde tur af lanciersen bliver kastet til vejrs.

Akademiet har været konstanten i vores fællesskab, og da vi på forskellige tidspunkter fik huer på og forlod matriklen, så blev hun stædigt stående. Og det gør hun stadig. Står der. Og netop nu er man i gang med at sikre, at hun bliver stående flot. Det kan man ikke være andet end taknemmelig over.

Jeg husker tilbage på min tid på Sorø Akademi med stor glæde. Men man går i gymnasiet i nogle forvirrende år, hvor man skal regne ud, både hvem man er og hvad man vil. Og midt i det kan det selvsagt være svært at koncentrere sig om, hvorvidt Ludvig Holberg engang har nydt samme udsigt og om Herman Bang har lænet sig op af det samme træ som en selv. Jeg tænkte i hvert fald meget lidt over den slags, da jeg havde min daglige gang på akademiet. Men selvom det ikke nødvendigvis føltes stort for mig i situationen, så har det alligevel betydet meget for mig, at have brugt tre år blandt historisk storhed.

At være omgivet af skønhed og kunne mærke historiens vingesus i sin hverdag uanset om det er gennem arkitektur, kunst, natur eller litteratur er en konstant påmindelse om, at der findes noget større end en selv. Det er selvfølgelig nemt at føle sig lille, når man omgiver sig med storhed. Men for mig er det befriende at føle mig lille. Verden står og falder ikke med mig, og jeg vil gerne være lille, så længe fællesskabet er stort. Og det er det på Sorø Akademi.

Min levevej blev netop fælleskabet. Jeg ejer og driver to virksomheder med fokus på sociale medier og har netop udgivet min debut-bog hos Politikens Forlag. Fælles for alt i mit arbejdsliv er, at jeg lever af at skrive ord, som andre kan genkende og som får dem til at grine over alt det i livet, der til tider er svært at grine af. Det vidste jeg ikke, at man kunne leve af.

Den karriere jeg har i dag var ikke nævnt i nogle “hvad kan jeg blive-bøger”. Og man anslår, at 65% af børnene i indskolingen netop nu vil ende i jobs, som vi ikke kender endnu. Der er altså større sandsynlighed for, at børnene i dag bliver fjernoperatører af selvkørende biler end at de bliver arkitekter. Når vi ikke kender fremtidens jobs, så ved vi heller ikke nødvendigvis, hvad det giver mening at erhversrette hen imod. Men det kommer for evigt til at være vigtigt at kunne indgå i et fælleskab, at tilegne sig viden på egen hånd, være nysgerrig, at turde drømme og turde jagte de selvsamme drømme. Og det er på netop disse områder, at Sorø Akademi har sendt mig kompetent afsted ud i verden.

Og selvom vi der er her i dag savner udsigten over søen, så lad os lade glasset være halvt fuldt og sætte pris på, at dette nok bliver den eneste årsfest i Soransk Samfund nogensinde, hvor ingen kommer til at sige de famøse ord “I må ikke hoppe. Vi skal passe på de udsmykkede lofter!”

Og med de ord håber jeg, at I vil udråbe et soransk leve sammen med mig. Tre lange og tre korte

 

Udskriv

Du er ikke autoriseret til at kommentere.

Copyright © 2020 Soransk Samfund 

Vi bruger cookies til at forbedre netsiden. Netsiden virker ikke optimalt hvis du ikke godtager brug af cookies.