Tale fra årets student

Kære gammelsoranere

Så blev det efterår igen, hvilket betyder at endnu et år er gået. Endnu en årgang er kommet op at hænge på Blå Gang, og er nu blevet gammelsoranere og en del af det fantastiske fællesskab, som findes i Soransk Samfund. Endnu en gang sidder I, nu vi, her, til Soransk Samfunds Årsfest. Nogle for første gang, som mig, og andre for hvem det er blevet en tradition at komme her, for at mindes sin tid på Akademiet, selvom vi denne gang desværre ikke kan være på vores smukke skole.

At have gået på Sorø Akademi er noget helt specielt, og selvom jeg godt vidste det, da jeg gik der, er det for alvor gået op for mig nu, hvor jeg ikke længere har min hverdag på skolen. At endnu et år er gået, bekræfter mig i, at tiden går enormt hurtigt, og jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste der sidder tilbage med den følelse. Jeg blinkede, og så gik der tre år. Man får helt lyst til at spørge ”Hvor blev tiden af?”.
Det føles som et helt liv siden jeg havde min første skoledag i 1.g. Samtidig føles det også som om det var i går, at jeg nervøs og spændt kom til Akademiet en sensommereftermiddag, sammen med mine forældre, klar til at flytte ind på kostskolen.

Når jeg sidder tilbage med den følelse, er det fordi min tid på Akademiet har været fuldstændig ændrende for mig. På Akademiet mødte jeg mennesker med samme indstilling, mentalitet og værdier, som mig, på en måde som jeg ikke har oplevet før. Jeg fandt ligesindede og fik venner for livet. De mennesker jeg har mødt, spiller så stor en rolle i mit liv nu, så jeg har svært ved at forestille mig, at jeg ikke har kendt dem altid. Når man taler med andre om det, andre som ikke er soranere, og som derfor ikke har oplevet det, som vi har, er det tydeligt, at de ikke helt forstår de følelser, som man sidder tilbage med. For uanset om man har gået på Akademiet som kost- eller dagelev, er det langt fra det samme som at have gået tre år på et hvilket som helst andet gymnasium.

Lige præcis derfor, er det både dejligt og vigtigt at vi gammelsoranere har hinanden. Blandt gammelsoranere møder man den forståelse der er svær at finde andre steder. En fælles forståelse skabt på baggrund af traditioner, atmosfære og omgivelser. For Sorø Akademi har en atmosfære der er helt speciel, når man går rundt i de gamle bygninger velvidende, at der har været elever, der i flere hundrede år har gjort det samme. Og på grund af skolens alder, er Akademiet også en af de skoler med flest traditioner. Nogle traditioner er nyere og andre som vandbal og kongebal går helt tilbage til starten af Akademiets historie, og blev på grund af coronapandemien aflyst for første gang siden 2. Verdenskrig. Og så er der traditioner, som Overskæringen, der gennem tiden er blevet ændret og tilpasset både tiden og Akademiets udvikling, men hvor kernen stadig er det samme. Lige præcis det, er det smukke ved traditioner. Det faktum at de sagtens kan tilpasses en smule, uden at den originale tanke og mening bag går tabt. Uden at man mister kernen og glemmer den egent-lige årsag til at traditionerne fejres.

Traditionerne har været med til at danne det fundament, der binder os sammen. Et fundament der gør, at man uanset alder og årgang føler sig forbundet, når man møder en anden gammelsoraner et sted ude i verden. Man føler sig forbundet, selvom man er langt væk fra skolens omgivelser, fordi vi har rødder det samme sted. Takket være traditionerne, har vi har alle sammen været igennem det samme, og vi har udviklet os til at være tilnærmelsesvis voksne, mens vi har gået på Akademiet, uafhængig af i hvilke tre år, vi selv gik rundt på Akademigrunden. Hvis man ser bort fra de ting der glippede på grund af coronaen, har vi alle sammen været på Munkedamstur, haft både vandbal og kongebal, idrætsdage og danset Lanciers med løft på fjerde tur.

Vi har haft juleafslutninger i klosterkirken, oplevet både en overskæring og en bulesold, og sidst men ikke mindst haft en smuk dimission i klosterkirken. Nogle har endda oplevet mere end det i form af at holde både juleaftener og Mortens aftener på kostskolen, været til alumneballer, og nogle af de andre ting som kostskolen indebærer. Denne forbundethed, der på baggrund af dette, er blevet skabt på tværs af årgangene, er noget, som jeg for evigt vil være taknemmelig for. Taknemmelig for mine tre år på Akademiet, som på nuværende tidspunkt har været de bedste tre år i mit liv, og samtidig utrolig taknemmelig for alle de muligheder der også følger med.

Efter starten på det nye skoleår, hvor jeg for første gang ikke længere selv har min dagligdag på Akademiet, er jeg blevet ramt af en mur af følelser, ved erkendelsen af alt det jeg ikke længere er en del af. At jeg nu skal vænne mig til at se på det hele udefra, ligesom alle I andre har gjort. Selvom savnet er stort, og med det også ønsket om at kunne spole tiden tilbage og gøre det hele igen, glæder jeg mig også til det der venter. Jeg glæder mig til at opleve Akademiet og traditionerne fra den anden side, som gammelsoraner, og for alvor blive en del af det fællesskab, som I har skabt.

Et fællesskab, hvor vi holder fast i skolens værdier, og hvor man bliver mindet om, hvor heldig man er, for at have fået muligheden for at opleve, det som vi har oplevet.

Tak til jer for at holde Akademiets ånd i live. Jeg lover, at jeg, og resten af min årgang, vil gøre, hvad vi kan, for at dette varer ved, så alle andre årgange i fremtiden også kan være lige så privilegerede som os, og få lov til at opleve glæden ved endnu engang at bære Fugl Phønix på sit bryst.

Lad os sammen rejse os og råbe et soraner-hurra, for Akademiet, for traditioner, for Soransk Samfund, som endnu engang har arrangeret en fantastisk årsfest, og sidst men ikke mindst, for alle gammelsoranere, som er med til at holde traditioner som denne i live. Uden jer kunne det ikke lade sig gøre.

Udskriv

Du er ikke autoriseret til at kommentere.

Copyright © 2020 Soransk Samfund 

Vi bruger cookies til at forbedre netsiden. Netsiden virker ikke optimalt hvis du ikke godtager brug af cookies.