Soransk Samfunds Årsfest 2022

Akademiet var skiftet ud med H.C. Andersen Slottet i København, der i år lagde lokaler og gulv til den festlige stemning og Les Lanciers.

Det krævede en god portion vedholdenhed fra festudvalgets side at få afholdt Årsfesten i år, da det ikke var muligt at være på Akademiet grundet renovering af gulvet i festsalen.

Men takket være Laura Kamille Køhler-Johansen (S18) og Laura Scharling Dyhr (S18) fra festudvalget, fik gæsterne mulighed for noget så særligt som en Årsfest i København, nærmere bestemt i H.C. Andersen Slottet ved Tivoli.

Det var en enestående mulighed for prøve noget andet end det vante. En mulighed der næppe vil byde sig igen.

Årets hovedtaler, Julie-Elsebeth (S08), indkapslede meget sigende afsavnet af Akademiet med den gode stemning, der altid hersker ved Årsfesten:

”Det er ikke mange forundt at kunne sidde i disse fantastiske lokaler og alligevel ønske sig et andet sted hen. Men vi har jo en meget fysisk ting til fælles, og den er placeret omkring 85 km herfra.”

Mere præcist kan det næppe beskrives. På trods af at rammerne var skiftet ud, forløb aftenen traditionen tro med velkomsttale af Christian Eugen-Olsen (R58), dimittendtale af Caroline Brink (S22), hædring af jubilarer, hovedtale og sidst, men ikke mindst, Les Lanciers. Alt sammen akkompagneret af en fantastisk treretters menu kreeret af Nimb Hotel, der bød på laksetartar med spidskål, oksefilet med kejserhatte og mørdejstærte med chokoladecreme.

Stemningen var høj ved borderene, og alle var samlet i det samme rum, hvilket gav en anden fornemmelse end på Akademiet. Man kunne lade øjnene gå fra bord til bord, og se personer i alle aldre fra forskellige årgange, man måske ikke tidligere er stødt på, men samtidig vide, at man har en hel del til fælles.

Sammenholdet og den soranske ånd var med andre ord rykket til hovedstaden i år, hvilket bestemt ikke lagde en dæmper på festlighederne.

Årets arrangører, Laura og Laura, ser efter en vellykket Årsfest i hovedstaden allerede fremad: ”Vi glæder os allerede til næste år! Og vi glæder os især til at holde det på Akademiet − omgivelserne var skønne i København, men det bliver dog aldrig helt det samme som en Årsfest i Sorø og på Akademiet.”

Foto: Cecilie Marie Helmersen (S12)

Foto: Cecilie Marie Helmersen (S12)
ozio_gallery_nano

Udskriv

Du er ikke autoriseret til at kommentere.

Copyright © 2020 Soransk Samfund 

Vi bruger cookies til at forbedre netsiden. Netsiden virker ikke optimalt hvis du ikke godtager brug af cookies.