Årets dimitendtale
Det er dejligt, at stå her på Akademiet igen. Jeg har endnu ikke helt forstået, at jeg ikke længere er elev her, så jeg går rundt med en fornemmelse af, at jeg blot er på ferie, men lige om lidt begynder min hverdag på Akademiet igen.
Sorø er blevet et hjem for mig. Og derfor er jeg meget glad for at have fået muligheden for at tale lidt om stedet.
Da jeg skulle spore mig ind på emnet, gik jeg helt naturligt i gang med at lave et mindmap. Det er en metode, som utallige dansk- og engelsk stile har lært mig, så hvorfor ikke lave endnu et mindmap? Alle mine indskydelser blev kastet ned på papiret: klassefester, studietur, spisepausen, mine venner. Det er dem, jeg husker bedst, og det er dem, jeg savner mest.
Ligesom jeg ikke har givet slip på, at dette sted er mit hjem, så har jeg heller ikke givet slip på, at min klasse teknisk set ikke længere er en klasse. Derfor refererer jeg altid til én fra min klasse, i stedet for at referere til én jeg gik i klasse med. Nej, det er én fra min klasse.
Selvom det er menneskene og omgivelserne, jeg går og savner, så har min tid på skolen givet mig meget mere med videre.
For to uger siden var jeg i en lille by, bygget op om en borg, i de bløde toscanske bjerge; Castiglione del Terziere. Byen har plads til 300 mennesker, men der bor kun tre. Et forfatterpar og borgens ejer, Rafaella. Alligevel er det et levende sted. Rafaellas afdøde mand havde viet sit liv til områdets historie; han mente, at en del af ens identitet går tabt, hvis man ikke kender til sin lokale historie. Han indsamlede derfor alt, hvad der kunne give ham et indblik i forhistorien. Og det er ikke helt ligegyldige genstande, de har samlet på borgen. De har blandt andet tre trykte første udgaver af Dantes guddommelige komedie. Den første trykte Dante, den første kommenterede Dante og den første illustrerede Dante. Det er rimelig vildt!
Samme aften spiste vi middag med de to andre beboere i byen - den italienske Antonio og hans amerikanske kone, Martha. Middagens samtale blev selvfølgelig skudt i gang med Dante, for alle var helt oppe at køre over de her første udgaver - tænk at støde på dem i en lille bitte by i bjergene med kun tre beboere. Men der blev også talt om kommunisme, og dens levedygtighed i Italien. Racisme blev debatteret, det samme blev migration. Og der blev diskuteret klima og talt om økokritisk litteratur. Alt sammen foregik på engelsk.
Under middagen gik det op for mig; wow, jeg sidder lige nu og kan følge med i de her emner - om mine input var noget værd, tør jeg ikke gætte på, men jeg kunne følge med! Jeg sad og havde en samtale med fremmede, voksne mennesker om emner, der rent faktisk berører verden. Det er for vildt, tænkte jeg om og om igen.
Men havde det ikke været for historietimerne, så ville jeg aldrig have kunnet forstå, hvor særligt det er at stå overfor en Dante fra slut 1400-tallet. Hvis jeg ikke havde haft dansk og samfundsfag, så havde jeg hverken haft et ordforråd eller perspektiver til at tale om migration, kommunisme og racisme. Uden biologi og kemi, havde jeg ikke forstået naturens cyklus. Og tænk engang, hvis ikke jeg havde haft engelsk, så var jeg gået glip af hele samtalen. Kortere sagt; havde jeg ikke gået på Akademiet, ville jeg været gået glip af spændende samtaler.
Jeg er utrolig taknemmelig for, at have været så privilegeret, at mine gymnasieår er foregået her på Sorø Akademi.
Tak for at have lært os om verden, for nu er vi endnu en årgang, som er klar til at tage ud i den.