Lea O’Reilly Wagner Hansen

Årets student taler til årsfesten

Siden jeg sidst holdt tale her på Akademiet har meget ændret sig. Jeg har udlevet nogle af de planer, jeg havde for snart fire måneder siden, og jeg har også lagt nye planer. Bl.a. har jeg været tre uger i Japan på et udvekslingsophold, hvilket både var spændende, skræmmende og lærerigt.

Det var spændende, fordi jeg fik lov til at opleve en hel ny del af verden og en anderledes kultur, samtidig med at jeg på campen fik mødt unge mennesker fra hele verden, lige fra USA til Israel til Taiwan. Her fik vi mulighed for at udveksle tanker og følelser og opdagede, at selvom vi bor langt fra hinanden, er vores liv ikke så forskellige. Ligesom mig, var mange af de andre unge inde i en forandringsfase - hvor vi går fra ét kapitel i vores liv til et nyt.


Det var dog også skræmmende, fordi jeg for første gang i mit liv oplevede ikke at kunne kommunikere med min omverden - de taler nemlig overraskende lidt engelsk i Japan. Men denne forandring lærte mig også rigtig meget om mig selv. F.eks. at jeg bedst kommunikerer gennem ord, men også at jeg, ligesom så mange andre før mig, godt kan overleve at føle hjemve. Og selvom det var hårdt, kan jeg godt se, at denne forandring var rigtig god, fordi jeg udviklede mig - jeg fik noget ud af den svære oplevelse.

Efter jeg er kommet hjem har tingene igen forandret sig. Jeg er begyndt arbejde som vikar og står nu bagved kateret som underviser, i stedet for at sidde foran det som elev. For mine medstudenter har tingene sandsynligvis også ændret sig markant. Nogle er begyndt at studere på universitet og flyttet hjemmefra, andre er taget ud og rejse, og andre igen er ligesom mig begyndt at arbejde på fuld tid for første gang i deres liv.

Men jeg forestiller mig, at for mange af jer andre er forandring heller ikke ukendt. I har sandsynligvis også oplevet forandring inde for det sidste stykke tid - måske på arbejdet eller måske i jeres privatliv. For forandring er jo en del af livet, og uden forandring går vi i stå.

Når vi kigger ud i samfundet, ser vi også, at der konstant sker forandringer, for sådan er verden. I mange tilfælde er det besparelser i det offentlige, noget vi ikke nødvendigvis er så positivt indstillede over for. Men forandringer sker også ved, at teknologien udvikler sig og nye muligheder byder sig. Selvom vi stadig ikke har vundet kampen mod kræft, kan vi alligevel redde mange mennesker, som ikke ville have overlevet for 20 år siden. Forandringen viser sig også ved, at verden faktisk aldrig har været mere sikker og fredfyldt end den er i dag. Ganske vist ser vi hver dag i nyhederne kun billeder og klip med problemer i Mellemøsten eller naturkatastrofer rundt omkring i verden. Men hvis man kigger på det store billede, har der aldrig været mindre sygdom eller fattigdom i verden, og aldrig har så mange mennesker haft en grunduddannelse. Selvom krig fylder meget i nyhederne, er antallet af bevæbnede konflikter faldet drastisk siden anden verdenskrig, og i takt med det er gennemsnitslevealderen også steget markant. Alt i alt positive forandringer.

Så hvorfor er det lige, at vi i mange tilfælde er tilbageholdende over for forandring? Hvis vi hører, at der skal ske ændringer på arbejde eller i det offentlige, forbindes det ofte med besparelse og fyringer, en forandring ingen kan lide. Men når vi snakker personlig forandring, selvudvikling, ja så er armbevægelserne meget større og indstillingen langt mere positiv. Tænk bare på titlerne på selvhjælpsbøger: ”Elsk den du er”, ”Motivér dig selv” eller ”Sæt dig selv fri”. Alle positive og motiverende, selvom bøgerne ”bare” handler om forandring, ligesom forandring på arbejdspladsen. Men forskellen er måske, at her er der et personligt mål med forandringen - enten en sundere livsstil, gennemførslen af noget svært, som et maraton, eller starten på noget nyt. Og fordi vi kan se, at vi får noget ud af det rent personligt, kan vi bedre håndtere forandringen - ligesom det jeg oplevede i Japan. Som mennesker har vi jo behov for, at tingene giver mening, og derfor søger vi meningen med forandringerne: Hvad kan jeg selv få ud af det? Hvad får samfundet ud af det? Eller måske verden? Netop derfor er det også vigtigt, at vi stiller os kritiske over for forandringer - sådan at vi helst får de forandringer, der giver en positiv udvikling.

Og så står jeg her til slut - 20 år gammel. Jeg er heldigvis stadig lidt blåøjet, så jeg glæder mig til at komme ud i en verden fyldt med forandringer, der vil være både spændende, skræmmende og lærerige.

Lea O’Reilly Wagner Hansen, (S16)

Udskriv Email

Du er ikke autoriseret til at kommentere.

Copyright © 2020 Soransk Samfund 

Vi bruger cookies til at forbedre netsiden. Netsiden virker ikke optimalt hvis du ikke godtager brug af cookies.