Mindeord over Johannes Krarup ”Janus” (R35)

Født den 28. marts 1918, død den 6. januar 2022.

Janus 100Janus døde torsdag aften den 6. januar som 103-årig i sit eget hjem på Carolinelundsvej i Horsens. Mandag den 28. marts ville han været fyldt 104 år, men det havde han ikke lyst til.
Efter at have fejret jul i København lod han familien vide, at han gerne ville dø. I løbet af onsdag sagde han til et af sine børnebørn: ”Der er mange ting, jeg kunne tænke mig endnu, men jeg er træt, og jeg er mæt af dage”. Janus var helt klar i tanke og tale, og ved at undlade at spise og drikke var det sådan, det gik.

Janus var ellers en mand med stor appetit på livet.

Det hele begyndte den 28. marts 1918 i Tjustrup ved Sorø, hvor han blev født efter sin tvillingebror Poul med bemærkningen om: ”Hov der kommer en mere!”. Janus var betydelig mindre end tvillingebroren. Så lille, at han blev navngivet på fødselsdagen, fordi: ”han nok ikke ville klare den længe”, men det gjorde han.

I 1930 blev han optaget i 1. mellem, og forlod Sorø Akademi som realist i 1935.

Efter at have gjort tjeneste hos Gardehusarerne – lige før 2. Verdenskrig brød ud – blev han sendt hjem som Løjtnant.

Herefter landbrugsuddannet på Hammerum og Korinth Landbrugsskoler samt Landbohøjskolen.

Da Janus på Landbrugsskolen i Korinth oplever, at forvalteren på naboskolen i 1942 blev skudt af tyskerne, blev flere, heriblandt Janus, aktive i modstandsbevægelsen.

Soldatertiden fulgte ham resten af livet, og han deltog i møder og arrangementerne med forsvarsbrødrene.

Herdis og Janus mødte hinanden i Horsens, som han var flyttet til, da han i maj 1948 fik job som forsøgsassistent ved Statens Redskabsprøver (Forskningscenter Bygholm), Horsens. Her arbejdede han i 40 år, bl.a. med afprøvning af landbrugsmaskiner og staldsystemer. Som forsøgsassistent på Forskningscenter Bygholm skulle Janus teste traktorers sikkerhed. ”Jeg har prøvet 135 traktorer, og jeg fik lov til at ødelægge dem alle – bare jeg gjorde det systematisk”.

Ægteparret blev gift i 1951, fik 3 døtre og boede i 43 år på Strandvejen i Stensballe, inden de i 1997 rykkede til Carolinelundsvej i en lejlighed med udsigt til Lunden i Horsens.

Janus var lille af statur og med årerne stadig mere krumrygget, men han ragede alligevel op med sin friskhed og sin ”anderledeshed”. Det kom bl.a. til udtryk i Horsens Folkeblad, hvor han - trods den daværende redaktørs modvilje mod poesi i spalterne - indsendte adskillige mindeord og læserbreve i digtform, hvoraf enkelte røg i trykken.

Selv optrådte Janus i artikler, bl.a. da han som 90-årig blev fulgt på en af sine daglige svømmeture i Horsens Fjord, og da han som 99-årig blev interviewet i Brædstrup Ridecenter, hvor han gik til ridefysioterapi hver tirsdag. Her skal det bemærkes, at der blandt ridepigerne var rift om turene sammen med Janus.

Blandt mange fritidsinteresser kan nævnes: Numismatik, som er den videnskabelige lære om mønter og medaljer og deres historie. Og til det sidste nød han at gå ture, lave kurve af pilekviste, tog til talrige foredrag, forfattede rim og gruk, dyrkede slægtsforskning, bagte, besøgte hustruens grav (Herdis døde i 2008) ved Vær Kirke og klarede de fleste ting i hjemmet selv.

Først som 98-årig afleverede han sit kørekort og sagde farvel til den skovgrønne – og i de sidste år lettere bulede Suzuki Wagon R+. Med den forsvandt en stor portion frihed og ture i egen bil til døtrene i København, dog tog familie, venner og bekendte ham gerne med på tur. Johannes var nemlig godt selskab.

I 2010 havde Janus 75-års jubilæum fra Sorø Akademi, hvilket passede fint, da jeg havde 25-års jubilæum. Jeg hentede Janus i Horsens, og vi drog afsted mod Sorø til en festlig jubilardag. Under turen både frem og tilbage fortalte Janus anekdoter og historier fra en langt liv i et væk samtidig med, han lagde de 5 cifre fra nummerpladerne sammen, dividerede summen med 3, og proklamerede: ”en op, bum, en ned”.

Jyske Afdeling kommer nu til at mangle en kær deltager i den årlige Batøk, hvor Janus også deltog til det sidste - aldrig uden et hjemmelavet rim eller digt, som han altid rejste sig op og fremsagde.

Ved Janus 100 års fødselsdag i 2018, blev han tildelt titlen: ”Æressoraner” ved fødselsdagsreceptionen.

Det er de mindeværdige kostskoledage på Sorø Akademi, som binder os sammen på tværs af årgange.

Christian W. Egemose (S85)
Formand – Jyske Afdeling

Udskriv

Du er ikke autoriseret til at kommentere.

Copyright © 2020 Soransk Samfund 

Vi bruger cookies til at forbedre netsiden. Netsiden virker ikke optimalt hvis du ikke godtager brug af cookies.