Udover at forsøge at holde styr på skolens økonomi og drift, muntrer jeg mig med en nebengeschæft som skolens festinspektor. De sidste par år har Covid-19-pandemien desværre lagt en dæmper på de udskejelser, men forhåbentlig går vi bedre tider i møde.
Traditionen tro samledes en gruppe gammelsoranere, hvoraf nogle med ledsagere, ved Holberg-statuen foran Det Kongelige Teater den 3. december for at markere baronens fødselsdag - i år nr. 337.
Interview af Christine Bang Andersen (S11)
Det er dejligt, at stå her på Akademiet igen. Jeg har endnu ikke helt forstået, at jeg ikke længere er elev her, så jeg går rundt med en fornemmelse af, at jeg blot er på ferie, men lige om lidt begynder min hverdag på Akademiet igen.
Sorø er blevet et hjem for mig. Og derfor er jeg meget glad for at have fået muligheden for at tale lidt om stedet.
Soranerånden omtales i reglen med respekt og som noget specielt. Den er et åndeligt tilholdssted for ligesindede. Da jeg læste Rørdams oversættelse af Alexander Pushkins versroman ”Jevgeni Onegin”, fandt jeg i prof. Carl Stiefs forord, om den påvirkning kostskoleopholdet på Lycéum i Tsarskoje Selo havde givet Pushkin: ”Som andre vemodigt mindes deres barndomshjem, skrev Pushkin senere om Lycéet i digtene til deres årsdag(!) - heri ligger drengeårene, vennerne, parken med de lange alléer, nyklassicistiske templer, springvand og grotter badet i erindringens skær.”
Satire og grove løjer er en del af arvemassen fra kostskolen i Soer. Måske mest for alumner fra dengang anno dazumal, næppe nu, hvor skolen er blevet overvejende pigeskole og oplandsgymnasium. Det er blevet andre tider.
Af Christine Bang Andersen (S11)
100-årsmarkeringen af den første Batøk-kamp er desværre aflyst.
Redivivus nove luca – genoplivet i nyt lys står der på Akademiets emblem, omkransende Fugl Fønix, der løfter sig til nyt liv ud af asken.
Kasper Poulsen (S19) fortæller.
Copyright © 2020 Soransk Samfund